Tema #MeToo

Skuespillerforbund og Filminstitut: Vi hører stort set aldrig om sexchikane

Dansk Skuespillerforbund har kun modtaget to sager om seksuel chikane siden 2010. Men det betyder ikke, at problemet ikke eksisterer, siger formand.

Formand for Dansk Skuespillerforbund, Katja Holm, er blevet overrasket, efter flere danske skuespillere har fortalt om magtmisbrug og sexchikane. (Foto: Karoline Lieberkind © Scanpix)

Hashtagget #metoo, der er opstået efter flere amerikanske skuespillere har anklaget Harvey Weinstein for upassende seksuel adfærd, har skabt opmærksomhed om, hvor omfattende problemet egentlig er.

Det fortæller Katja Holm, der er formand i Dansk Skuespillerforbund.

Hun har i dagens løb holdt øje med sit feed på Facebook, og her har hun set, at flere – også danske skuespillere – er begyndt at stå frem med hashtagget.

- Der er mange, der er begyndt at stå frem, og det er vigtigt, siger hun.

Forbundet har i øjeblikket kun én enkelt sag kørende, og siden Katja Holm i 2010 overtog formandsposten, har der i alt kun været to sager, siger hun.

Handler også om magtmisbrug

Derfor kommer det bag på hende, at både mænd og kvinder i branchen er begyndt at bruge hashtagget.

- Vi har stort set ikke fået nogen henvendelser om det, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er noget problem, siger hun og peger på, at det ikke kun handler om sex, men også om magtmisbrug.

Forbund har tidligere lovet undersøgelse

Den eneste danske undersøgelse om sexchikane i skuespilbranchen er fra 2008.

Her fik Ekstra Bladet i samarbejde med analysevirksomheden Kaas & Mulvad svar fra 238 kvinder, hvor 33 fortalte, at de havde været udsat for pres for at give seksuelle ydelser fra ledere i branchen. Det gik Dansk Skuespillerforbunds daværende formand, Henrik Petersen, til at love en nærmere undersøgelse af omfanget.

Da en svensk undersøgelse i 2010 viste, at 45,5 procent af de kvindelige medlemmer i det svenske teaterforbund havde været udsat for ubehagelige seksuelle tilnærmelser, lovede Katja Holm, som på det var ny formand for Dansk Skuespillerforbund, en dansk undersøgelse.

Men den er aldrig blevet lavet.

- Vi forventede at få henvendelser fra skuespillere. Men de kom bare ikke.

Det forhindrer jer vel ikke som forbund i selv at spørge jeres medlemmer?

- Vi valgte at undersøge andre ting som f.eks. ligeløn, fordi vi med sikkerhed vidste, at der var en årsag til netop at undersøge de sager. Men det betyder ikke, at problemet er ligegyldigt. Men vi kan bare ikke vide, hvor stort omfanget er, hvis folk ikke fortæller om det, siger Katja Holm.

Hun har svært ved at tro, at sager i så voldsomt omfang som Harvey Weinstein-sagen i USA vil kunne ske i Danmark.

Filminstitut: Vi kender ikke til nogen sager

I Det Danske Filminstitut, som distribuerer støtte til dansk film, og som arbejder med at forbedre kønsbalancen i dansk film, har man umiddelbart ikke i sinde at undersøge omfanget af seksuelle krænkelser i dansk film.

- Jeg er endnu ikke bekendt med nogen sager – andet end en situation med en film, som er produceret for 19 år siden, som i forvejen rummer en masse beskyldninger (Björks beskyldning mod Lars von Trier i forbindelse med ’Dancer in the Dark’, red.), siger Claus Ladegaard, konstitueret administrerende direktør i Det Danske Filminstitut.

Han afviser, at filminstituttet vil undersøge omfanget af egen drift. Kun hvis nogen kan sandsynliggøre, at det er et væsentligt problem.

- Og det er der ingen, der har gjort. Men vi følger debatten og ser, hvad der sker. Og hvis det bliver nødvendigt kan vi i første omgang diskutere det med Dansk Skuespillerforbund, siger han.

En svensk undersøgelse, som siger at hele 45,5 procent af kvinderne har været udsat for ubehagelige oplevelser. Bør det ikke være nok til undersøge sagen nærmere i Danmark?

- Sverige er et andet land, og som sagt kender jeg ikke til nogen danske tilfælde. Og Weinstein-sagen skal vi være rigtig forsigtige med at sige kan ske i Danmark. De har en kommercielt drevet filmbranche, mens vi i Danmark er finansieret af støtte og har en meget fladere magtstruktur.

Forsker: Chikane er tabubelagt

Anette Borchorst, der er institutleder på Aalborg Universitet og forsker i arbejdsmarkedets kønsopdeling, er netop nu sammen med en kollega i gang med at færdiggøre en bog om seksuel chikane på arbejdspladser fra slutningen af 1980’erne frem til i dag.

Hun fortæller, at hun ikke er stødt på nogen sager om sexchikane med skuespillere eller filmfolk eller på kulturområdet generelt og kalder området for mørklagt.

Hun fortæller dog, at løstansatte, som skuespillere og filmfolk tilhører, generelt set er i større risiko for at blive udsat for sexchikane.

- Det er ikke fordi, sagerne ikke eksisterer. Men mange mener, at seksuel chikane er tabubelagt, og at det er forbundet med skyld. Der er mange steder en opfattelse af, at det er omgangstonen på arbejdspladsen, og så må man finde sig i det eller finde et andet job.

I forbindelsen med bogen har Anette Borchorst sammen med sin kollega også talt med fagforeningernes jurister.

De fortæller, at sexchikane er så tabubelagt, at medlemmerne næsten aldrig siger, at de har oplevet seksuel chikane, og at juristerne derfor skal være meget trænet for at opfange sagerne.

- Hvis man vil løse det her problem, så skal branchen have en klar politik om det, og man bør have fokus på det, siger hun og peger blandt andet på behovet for analyser og vejledning fra fagforeningerne om, hvordan man skal takle sexchikane.

Forbund afventer undersøgelse

Dorte Rømer, der i sidste uge har fortalt om sexchikane i filmbranchen, siger til DR, at hun siden da har modtaget 20 henvendelser fra danske kvinder i filmbranchen, som også mener, de har været udsat for sexchikane.

Katja Holm fra Dansk Skuespillerforbund er enig i, at det er noget, man bør holde mere øje med, og at der er en undersøgelse på vej, som indsamler svar fra skuespillere.

- Hvis det viser sig, at der er et stort problem, så er det klart, at det er noget, vi skal gøre endnu mere ved, siger hun.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve