- Skal vi ikke tage billeder derude?
Marie Bach Hansens ansigt lyser pludselig op, da vi står ved det store bassin foran Statens Museum for Kunst i København.
Interviewet og fotograferingen er egentlig overstået, og den 32-årige skuespiller har egentlig også en anden aftale, hun skal nå. Men da hun ser sit snit til at træde ud i vandet, er tiden ligegyldig.
Støvlerne ryger af, bukserne bliver trukket op, og Marie Bach Hansen bevæger sig ivrigt gennem det kolde vand, inden hun som det mest naturlige begynder at posere på sin medbragte stol. Midt ude i vandet.
- Må man overhovedet det her? Kommer politiet, spørger hun med et strejf af usikkerhed i stemmen, inden hun selvsikkert konstaterer:
- Fuck det, jeg er politiet!
Endelig kommet til udlandet
Og det er lige nøjagtig, hvad hun er.
Til august springer Marie Bach Hansen nemlig ud som den hårdkogte og handlekraftige politikommissær Nelly Winther i krimiserien 'Mord uden grænser'.
En karakter, der ligger milevidt fra hendes gennembrudsrolle som Signe 'Sunshine' Larsen i 'Arvingerne'.
- Nelly er en handlingens kvinde, der ikke har behov for at italesætte alt muligt, men som bare lader pistolen og bevæger sig ud på egen hånd. Sådan en rolle har jeg ikke spillet før, så det har været rigtig sjovt at få frit løb til den side af sig selv. At man er den, der bare tager styringen og kaster sig ud i ting, fortæller Marie Bach Hansen om rollen.
'Mord uden grænser' er blevet til som et samarbejde mellem flere europæiske produktionsselskaber og foregår ud over i Danmark i blandt andet Tyskland og Belgien.
Det har rent lavpraktisk betydet, at Marie Bach Hansen – modsat da hun medvirkede i 'Arvingerne' – har lavet en del optagelser i udlandet.
En ikke helt uvæsentlig årsag til, at hun takkede ja til rollen.
- I 'Arvingerne' sad jeg jo bare i mit hus på Fyn og var sur, mens de andre rejste til både Thailand og Grønland. Jeg fik aldrig lov til at rejse nogle steder, så jeg tænkte, at nu skulle jeg fandeme have en rolle, hvor jeg skulle ud at rejse, siger Marie Bach Hansen med et grin.
Der er sket meget for Marie Bach Hansen, siden hun for fire år siden blev allemandseje i 'Arvingerne'.
Hun har åbenlyst fået mere erfaring som skuespiller, men hun har også rundet de 30, hun er blevet bonusmor til både barn og hund – og nå ja, så ser hun i dag helt anderledes ud end dengang.
Det lange, mørke, krøllede hår er blevet erstattet af en lys, kort og skarp frisure, hvilket gør hende umulig at genkende på afstand.
- Jeg trængte simpelthen til forandring. I forbindelse med 'Arvingerne' havde DR bestemt over mit hår i fire år, så dagen efter, vi havde lavet de sidste optagelser, ringede jeg til produceren og spurgte, om vi skulle lave mere, for ellers ville jeg farve mit hår platinblond. Og det gjorde jeg så.
Har lært at acceptere sin tvivl
Lysten til konstant at forandre sig, klæde sig ud og spille forskellige karakterer har ligget i Marie Bach Hansen, siden hun som treårig proklamerede over for sine forældre, at hun ville være 'spilskuer'.
En drøm der blev til virkelighed, da hun i 2010 blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole, og som siden har ført til et hav af teaterroller på blandt andet Betty Nansen Teatret og Mungo Park og roller i film som 'Hvidstengruppen' og altså ikke mindst tv-serier som 'Arvingerne' og nu 'Mord uden grænser'.
Men trods den megen erfaring og roen i at vide, hvordan en stor tv-produktion eller teateropsætning fungerer, så kan Marie Bach Hansen stadig tvivle på sig selv og sine evner som skuespiller, erkender hun.
- Jeg tvivler stadig sindssygt meget på mig selv af og til. Men omvendt kan jeg andre gange være sindssygt sikker og have følelsen af, at ingen kan skyde igennem mig. Jeg tror, jeg er sådan en, der for altid – på godt og ondt – vil blæse mellem de to punkter. Og i mit fag ser jeg det faktisk som en styrke, siger Marie Bach Hansen og fortsætter:
- Der, hvor jeg har udviklet mig med årene, er nok, at jeg er blevet bedre til at navigere mellem de to ting. Jeg er blevet bedre til at acceptere, at man både kan tvivle og tro på sig selv. Og jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er at kunne leve med sig selv, både når det går godt, og når det går skidt.
Holder fast i den barnlige glæde
Et punkt, hvorpå Marie Bach Hansen dog stadig kan opføre sig som en teenagepige, er, når, hun skal spille over for en skuespiller, hun ser op til.
I 'Arvingerne' var hun ekstremt starstruck, da hun første gang mødte Jesper Christensen, og da hun fandt ud af, at hun i 'Mord uden grænser' skulle spille over for blandt andre den iransk-amerikanske skuespiller Navid Negahban, der særligt er kendt for sin rolle som Al-Qaeda-lederen Abu Nazir i successerien 'Homeland', reagerede hun også i første omgang mere som fan end som kollega.
- Jeg løb ud i marsken i Tønder (hvor store dele af serien er optaget, red.) og ringede til min kæreste. 'Oh my god, hvor er det sindssygt! Jeg tør ikke', gengiver Marie Bach Hansen med et skrig.
- Den barnlige glæde håber jeg aldrig, jeg slipper af med. Hvis jeg ikke kan blive begejstret og blive gjort i tvivl, så tror jeg ikke, jeg skal være i faget længere, siger hun.
Den beslutning, Marie Bach Hansen senest har været mest i tvivl om, har været, hvorvidt hun for første gang i årevis kunne tillade sig at trække stikket og holde sig en lang ferie.
Det har været en stor beslutning for hende at vælge ferie til og arbejde fra. 'Angstprovokerende svært', siger hun.
- Men hvis jeg er bange for noget, så er det også netop en grund til at gøre det. De ting, der gør, at man udvikler sig, er tit de ting, der er svære at beslutte sig for. Det behøver ikke være noget, der er svært eller hårdt, det kan også være noget sjovt. Men det er altid noget nyt.
Fotograferingen i bassinet foran Statens Museum for Kunst er overstået.
Vinden er en anelse kølig, og Marie Bach Hansens ben og fødder er sjaskvåde. Hun bruger et par kleenex fra tasken til at tørre sig med.
- Så det dumt ud, spørger hun lidt usikkert.
- Ikke? Nå, men så går vi da efter at vinde Årets Pressefoto!
'Mord uden grænser' har premiere på DR1 søndag den 19. august klokken 20.