Slut med Sjit: TV 2 Zulu klar med ny serie til unge

Serien 'Perfekte steder’ er ikke en komedie. Nu vil seerne nemlig have serier, hvor man ikke griner, når der bliver sagt ’jeg elsker dig’.

'Perfekte steder' er skrevet og instrueret af komikeren Mikael Wulff, men serien er ikke en komedie. Her ses Sara Hjort Ditlevsen og Gustav Giese i en scene fra serien. (© Andreas Omvik)

Når TV 2 Zulu i aften har premiere på sin nye ungdomsserie ’Perfekte steder’, så vil handlingen kredse om den svære kærlighed, sådan som vi kender det fra mange andre ungdomsserier.

Til gengæld bliver de store følelser ikke fulgt op af latter eller gakkede handlinger.

Kanalens forgænger, komedien ’Sjit Happens’, bliver altså afløst af en dramaserie til de unge seere, og det giver rigtig god mening.

Det siger serieekspert Keld Reinicke, der har en fortid som kanaldirektør på TV 2 og som var med til at starte DR2.

- Det er ikke nyt, at emnet er kærlighed. I mange år gav man bare kærligheden et twist af ironi, men nu er ironien væk, siger Keld Reinicke og tilføjer:

- Nu er det derimod sejt, at den er væk, og man griner ikke længere, når nogen siger ’jeg elsker dig’. Det er den virkelighed, du selv er i, der vises, siger Keld Reinicke.

Norske 'Skam' har vist vejen

Når snakken falder på ungdomsserier er det ofte svært at komme udenom den norske kæmpesucces ’Skam’ – og det er det også her, siger Keld Reinicke:

- ’Skam’ har på en måde gjort rigtig meget for, hvordan der bliver lavet serier til den unge målgruppe i dag. Det, vi ser nu, er de første bølger efter ’Skam’, og det nye er, at det ikke skal være sjovt, men mere drama-orienteret.

  • I 'Perfekte steder' møder vi Rose og Tobias, der begge er i midten af 20'erne. De to møder hinanden tilfældigt og bliver forelsket. (© Andreas Omvik)
  • I de to hovedroller ses Sara Hjort Ditlevsen og Gustav Giese. (© Andreas Omvik)
1 / 2

Alvoren ser man ikke kun i tv-serier som ’Perfekte steder’, men også i serier, der henvender sig til unge, på for eksempel YouTube.

Kærligheden bider for eksempel også fra sig hos teenagerne i Vi Unges serie ’Første gang’ om en flok efterskoleveninder, og i serien ’Fastland’ fra Alkoholpartnerskabet bliver kærlighed og for meget alkohol.

Sidstnævnte er i øvrigt lavet af folkene bag DR3’s serie ’Anton 90’, der henvender sig til samme målgruppe.

- Jeg synes, det er modigt af TV 2 Zulu laver en serie, der ikke er tænkt sjovt. Og det bliver spændende at se, hvordan den bliver modtaget. Hvis serien er god, så har man ramt tendensen rigtigt, siger Keld Reinicke om ’Perfekte steder’.

Magiske og smertefulde momenter følges ad

Han går så langt som til at sige, at der næppe havde været en ’Perfekte steder’ uden ’Skam’. Og tendensen med at tage de unge alvorligt – og uden komedie – kan også ses uden for Skandinavien.

For eksempel findes der lige nu en hel del serier, der ikke er lavet, bare for at få seerne til at grine.

- Et rigtigt godt eksempel er en serie fra Netflix, der hedder ’Døde piger lyver ikke’. Den handler om et selvmord, fortæller Keld Reinicke.

Så alvorligt er det dog ikke i TV 2 Zulus nye serie, der i øvrigt er skabt af Mikael Wulff, som vi jo ellers netop kender bedst som komiker.

Det er da også første gang, han laver tv, som ikke er en form for komedie.

Han har udtalt i forbindelse med TV 2's lancering af serien, at ’Perfekte steder’ er en "hyldest til livets potentiale for eufori og intensitet og til ungdommens magiske og smertefulde momenter".

’Perfekte steder’ har premiere på TV 2 Zulu klokken 20.40 og på TV 2 Play.

Facebook
Twitter