Slut med X Factor på DR1: Nu overvejer TV 2 at købe showet

X Factor er et format, man ikke kan komme uden om, mener TV 2's kanalchef.

Det er slut med dommerkrig og skønsang på DR1, når 2018-udgaven af X Factor er slut. Men programmet kan meget vel fortsætte på en anden kanal. Her er det Mette Lindberg, Thomas Blachman og Remee ved dommerbordet i X Factor 2017. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

Selvom DR sætter en stopper for X Factor efter den næste sæson, så skal fans af tv-showet ikke fortvivle. For programmet med de sjove auditions, de skarpe dommere og de store live-øjeblikke kan meget vel dukke op op igen på en anden kanal i nærmeste fremtid.

- X Factor er et tv-format, som man kan sælge videre. Og der er meget stor sandsynlighed for, at det fortsætter på en af de andre kanaler, siger mediekonsulent Keld Reinicke, som har været med til at starte DR2, TV 2 Zulu, TV 2 Charlie og er tidligere programchef på TV 2.

- Vi ser både herhjemme og i udlandet, at det er svært at starte nye tv-shows op, derfor genskaber man mange gamle formater for tiden. For eksempel med ’Landmand søger kærlighed’ på TV 2 og ’Dagens mand’ på TV3. Det kan også ske med X Factor, forudser han.

TV 2: X Factor er ikke til at komme udenom

TV 2 kunne da også være interesseret i at overtage DRs guldfugl, fortæller kanalchef Lotte Lindegaard.

- X Factor er et format, man ikke kan komme uden om. Det samler seerne på tværs af generationer, hepper på nye talenter, engagerer og vækker følelser, siger hun.

- Det har mange af de kvaliteter, som vi også lægger vægt på hos os. Spørgsmålet er selvfølgelig om det passer ind i vores underholdningsportefølje, som allerede har mange stærke formater.

TV 2 er dog ikke den eneste kanal, der kunne drive X Factor videre, siger medieekspert Keld Reinicke. Og Discovery og TV 3 har ifølge TV2.dk allerede vist interesse for at købe formatet, som er udviklet af musikproduceren og tv-manden Simon Cowell.

Langt mellem succes-formaterne

X Factor har været med til at ændre dansk tv-underholdning, siger Lotte Lindegaard fra TV 2.

- Da X Factor kom ind, blev DR for alvor en konkurrent til TV 2 på underholdningsområdet. Barren for underholdningsprogrammer blev simpelthen løftet – DR havde ikke tidligere leveret underholdning af den kaliber, og det var inspirerende for os alle sammen.

Når DR stopper med X Factor, er det for at give plads til nye underholdningsprogrammer på sendefladen. Men det bliver ikke let at finde en afløser for seersuccesen, der trak næsten 1,6 mio. seere til finalen tidligere i år, mener TV 2s kanalchef.

- Public service-stationer har en særlig forpligtelse til at udvikle nyt. Hvis ikke de gør det, hvem skulle så?, spørger Lotte Lindegaard.

- Det er ikke en let opgave at udvikle nye underholdningsprogrammer. Det har stort fokus, også internationalt, hvor der er langt mellem succeserne, og man stadig ikke har fundet afløseren for de store gamle formater som 'Talent', 'Vild med dans', X Factor og 'Idol'. Det bliver ikke lettere at samle mange om en oplevelse og samtidig engagere dem digitalt. Så jeg følger selvfølgelig DRs strategi med spænding.

Gamle kendinge og nye digitale shows

TV-ekspert Keld Reinicke ser to tendenser i tv-underholdningen den kommende tid.

- De klassiske formater fungerer stadig rigtig godt, og mange gamle programmer fra før internettet tog over, bliver nu fundet frem. En anden tendens er formater, som starter på mobilen og så konverteres til en ‘shiny floor’-program på tv, siger han og nævner bl.a. et nyt hollandsk program som eksempel. Det tager udgangspunkt i den populære musik-app Musica.ly og omsætter det til tv.

- Måske er det en gave til dansk tv-underholdning, som DR har givet os her, for det tvinger dem til at udvikle nyt. Det bliver ikke let, men det er en sjov udfordring.