Smagen af rust og ben

Instruktøren bag fængselsfilmen 'Profeten', Jacques Audiard, understreger at han kan puste liv i en ujævn historie.

De færreste filminstruktører ville have grebet situationen sådan an. Her har vi en smuk ung kvinde (lidt livstræt og destruktiv, men det er en anden historie). Hun træner spækhuggere, der som bekendt er legesyge og begavede rovdyr, til stort anlagte shows ved den franske riviera. De store hvaler har et særligt populært trick med at glide på maven henover den platform deres trænere står på, men en dag vælger en enten legesyg eller ondskabsfuld spækhugger at komme fra den modsatte side og glide på bagsiden af platformen, uden at trænerne er forberedt på det. Øjeblikket efter ligger Stéphanie bevidstløs i vandet, dalende mod bunden af bassinet sammen med et stort musikanlæg, et par vægge og andet knust vraggods fra platformen ovenpå.

Trist og tragisk

Langt de fleste instruktører ville vælge at beskrive nøje hvad der går galt den dag, hele opløbet til det dramatiske øjeblik. Nogle ville gå i detaljer med at bygge spækhuggernes farlighed op, andre ville skildre venskabet mellem trænerne for at gøre uheldet mere trist og tragisk. Og så godt som alle ville forklare præcis hvad der sker ved uheldet.

Pas på!

Franskmanden Jacques Audiard, der er blevet hyldet verden over for sin fængselsfilm 'Profeten', vælger en anden løsning. Han klipper showet med spækhuggerne som om der var tale om en hyggelig lille tv-dokumentar. Ingen siger noget vigtigt, hvalerne hopper og springer og publikum klapper, indtil Audiard pludselig går langt, langt ned i tempo med ultra slowmotion-billeder af spækhuggerne, der cirkler gennem luften og vandet sprøjter smukt i store kaskader, hvorefter kameraet forsvinder i dybet sammen med hvalerne, som om det overtager dyrets tankegang. Man aner at der er noget skæbnesvangert på vej, og øjeblikket efter klipper Audiard lynhurtigt mellem en spækhugger, der pludselig dukker op i den forkerte side, til en ung kvinde der råber 'pas på!' og derefter til nogle smukke undervandsbilleder af metaldele og ledninger, der falder i vand, set nedefra, op gennem det blå, blå lys, indtil vi til sidst ser en bevidstløs kvindekrop med et blodrødt skær omkring sine ben, i altopslugende stilhed.

Drømmende sekvenser

Scenen skifter mellem lynhurtige actionprægede klip og drømmende sekvenser. Intet bliver forklaret. I en af næste scener ligger Stéphanie blot på hospitalet, forslået og forkommen, med begge underben amputeret væk. Så begynder vores historie for alvor. Stéphanie mister den sidste gnist af livsmod, indtil hun skaber kontakt med et menneske af en helt anden type, Ali, et muskelbundt, der lever af at være udsmider på en natklub og som tjener ekstra penge på ulovlige boksekampe, hvor amatører banker løs på hinanden med alle midler. Uden at han er i stand til at sætte ord på hvorfor, tager Ali kontakt til Stéphanie, viser hende omsorg og tilbyder hende sex.

To rustne mennesker

Kort fortalt er 'Smagen af rust og ben' en fortælling om to rustne mennesker, der finder en gnist i deres aldeles umage forhold. Et lille hverdagsmirakel i vores modernes verden. Det er en mildt sagt underlig og gådefuld konstruktion, der bærer præg af at være to noveller af den canadiske forfatter Craig Davidson, tager fra novellesamlingen 'Rust and Bone', klasket sammen til én historie og flyttet til Sydfrankrig. Det er alt andet end en stram og lineær fortælling. Takket være den forhutlede Ali, der modvilligt har fået sin lille 6-årige søn på slæb, ligner filmen socialrealisme. På grund af forholdet mellem Ali og Stéphanie bliver det et melodrama. Men i hænderne på en fabelagtig billedmager som Audiard får 'Smagen af rust og ben' en glittet og lækker overflade, der mere hører til i gangster- og actionfilm.

Gådefuld rejse

Med sine montager, sin atmosfæreladede brug af musik, sin ekstremt bevidst brug af klip og kameravinkler, kan en lille dreng og en far, der kører i tog, arrangeres så det føles og fornemmes som noget langt større og vigtigere end bare en dreng og en far i et tog. Eller sagt på en anden måde: Med den virtuose stil, med den evne til at få noget større ud af det stof, han egentlig beskriver, lykkes det Audiard at gøre det ikke specielt indlysende logiske melodrama i 'Smagen af rust og ben' til en sær rejse gennem to menneskers sammenstød.

Mekaniske metalben

Det er et melodrama, men det føles som om Audiard og hans kompetente filmhold egentlig er optaget af noget andet, af de barokke, kontante situationer, der kommer ud af mødet, som da Ali med den største, næsten bedemandsagtige, afmålthed tilbyder Stéphanie sex. Eller da Stéphanie med de to mekaniske metalben liver op i rollen som Alis manager under hans ulovlige boksekampe. Eller den ekstremt effektive brug af computereffekter, der sørger for at man sidder og spekulerer over om smukke Marion Cotillard, der er bedst kendt for sin rolle som Edith Piaf, faktisk ER født uden sine underben.

Gådefuldt melodrama

Alt i alt er 'Smagen af rust og ben' så dygtigt filmhåndværk, at det får skabt et gådefuldt og voldsomt melodrama ud af en halvtynd historie. Det føles ikke rigtigt, der er et eller andet galt, og netop derfor er 'Smagen af rust og ben' ualmindeligt svær at ryste ud af systemet.

Facebook
Twitter