Smuk film om kæmpestjerne er færdiggjort efter 47 år: 'Et fantastisk tidsbillede'

Der skulle gå næsten fem årtier, før Aretha Franklin-filmen kunne færdiggøres.

- Et fantastisk tidsbillede, et superfunky band, et kor der synger som englene og en sangerinde, der synger som en gudinde, skriver Per Juul Carlsen. (© Miracle Film Distribution)

Okay, så er det nu. Jeg skal opfyldes af Helligånden og bringes til ekstase. Det har jeg aldrig prøvet før.

Jeg har følt mig lykkelig i flere forskellige sammenhænge, og jeg har prøvet at være skidefuld og synes, at alt bare er totalt fedt. Jeg er også ret god til at få gåsehud.

Og en orgasme har jeg vel også nydt i ny og næ. Men ekstase, altså sådan ud-af-kroppen-agtigt, det har jeg aldrig været udsat for.

Jeg har ikke engang prøvet at smide hæmningerne og bare give slip på det hele. Hverken takket være sjov tobak eller religiøs indflydelse.

Ekstasen udebliver hos anmelder

Men nu skal det være. Det har jeg i hvert fald hørt, at man kan opleve ovenpå dokumentarfilmen 'Amazing Grace'.

Og jeg tror på det, altså langt hen ad vejen.

Jeg ved, at Aretha Franklin er en fantastisk sangerinde, en af soulmusikkens mest indflydelsesrige sangere.

Så meget, at hun visse steder hyldes som en gudinde.

Jeg har fået en stor del af min gåsehud ved at lytte til hendes udgave af 'I Say a Little Prayer'.

Og jeg ved, at hun var på toppen af sin karriere, da hun i 1972 valgte at vende tilbage til sine rødder, til kirken, til gospelmusikken, med to koncerter i New Bethel Baptist Church i Los Angeles-bydelen Watts.

Koncertfilmen 'Aretha Franklin - Amazing Grace' følger indspilningen af Aretha Franklins album 'Amazing Grace'. (© Miracle Film Distribution)

Altså, jeg er jo ikke religiøs, nok sådan snarere den halvspirituelle type, du ved, der tror på, at alt det væsentlige her i tilværelsen, hverken kan måles eller skrives på en facitlistliste. Bare for at slå fast, at jeg ikke bliver løftet i sjælen, hver gang nogen råber "amen!" eller "hallelujah!"

Jeg er såmænd også halvspirituel romantiker nok til at tro, at i sådan en gammel optagelse fra 1972, hvor ingen spekulerede i effekter, lækre kamerature eller ekstra dansere for at peppe det hele op, kan ekstasen sagtens gemme sig.

Stjerneinstruktøren Sydney Pollack, der blev hyret til at indfange de to koncerter med Franklin og lave en film ud af dem, var formentlig kun optaget af at fange selve essensen af koncerterne, sjælen, ekstasen.

Intet mindre, intet mere.

Men Pollack, der ikke var vant til at arbejde med musik, havde ingen anelse om, at de store afstande mellem musikerne og sangerne i New Bethel Baptist Church, og de manglende markører, der kunne synkronisere billede med lyd, gjorde det umuligt at få en film ud af optagelserne.

Først 47 år efter optagelserne lykkedes det den digitale teknik at få lyd og billede til at passe sammen hele vejen rundt i kirken.

Og så kunne 'Amazing Grace' komme ud i biograferne – med den rene ubesmittede ekstase i en tid, der er fuld af bling-bling og anden digital hokus-pokus, hvisker romantikeren i mig.

Okay, hit med ekstasen!

Filmen af indspilningerne lå hen i mere end 35 år. Men først nu 47 år senere, og året efter Aretha Franklins bortgang, er filmen blevet færdiggjort. (© Miracle Film Distribution)

Æh, det er helt okay det her, og Reverend James Cleveland, der bestyrer kirken og spiller orgel, er en sjov og charmerende vært, men det er som om, der mangler noget.

Religiøse gospelfans er sikkert uenige, men uanset hvor funky Aretha Franklins band spiller, og hvor fantastisk damen løfter tonerne til det overnaturligt udenjordiske, sker der ikke så meget i kirkerummet.

Billederne af det cirka 20 mand store og virkeligt velsjungende kor er så godt som uinteressante.

Halvvejs i filmen sker der noget

Næh, hov, cirka halvvejs sker der noget!

På koncertens anden aften ankommer pludselig et mere farverigt klientel med Rolling Stones-medlemmerne Charlie Watts og Mick Jagger som de store koryfæer.

Aldrende gospelsangerinder med sjovt kluns og unge damer med krudt i benene sætter fart i kirkerummet og Pollacks fotografer får pludselig meget mere at arbejde med. Billedvinklerne bliver sjovere, farverne skarpere, publikum lever med, vi har en fest … men altså ikke rigtig nogen ekstase, beklager.

Jo, de af tilskuerne, der hviner "hallelujah" og ser dånende mod himlen, ser ud til at være fyldt af Hellighånden, men for mit vedkommende er det vist mest blevet til lidt gåsehud på underarmen.

Det er jo også noget.

Det er faktisk ikke så lidt. Et fantastisk tidsbillede, et superfunky band, et kor, der synger som englene, og en sangerinde, der synger som en gudinde.

Det bliver ikke til et "hallelujah!" herfra, men 'Amazing Grace' får i hvert fald til et lille tilfredst "amen!"

(© Miracle Film Distribution)
Facebook
Twitter