Snart tid til ny julekalender: Det handler 'Den Anden Verden' om

Vejen fra barn til voksen rullet ind i flere af Brødrene Grimms eventyr er noget af det, der udfolder sig i DR's nye julekalender 'Den Anden Verden'.

Hør instruktør, forfatter og nogle af de medvirkende fortælle om, hvad Den Anden Verden handler om.

På torsdag er det den 1. december, og på DR1 sparkes julemåneden i gang for de større børn og deres forældre, når DR's egen julekalender 'Den Anden Verden' ruller over skærmen.

Den handler om tvillingerne Sara og Anna, der i den virkelige verden begge er involveret i børne- og ungdomsteatret 'Det Gyldne Teater', som ledes af deres mor, Rikke.

Sara har hovedrollen i årets juleforestilling, mens Anna, som lider af sceneskræk, er sufflør og hjælper til på teatret.

Deres far er død for mange år siden, og med søstrenes 15 år er de også begge i gang med at løsrive sig fra deres mor. Dog mest Sara, som samtidig er blevet forelsket i en af sine medspillere i julestykket.

Men han har en kæreste og i kærestesorg, trods og desperation balancerer Sara på rækværket af en bro over en å og falder i vandet.

Kærlighed og eventyr

Hun mister bevidstheden, og mens Anna kæmper for at få hende op af åen, kommer Sara i kontakt med Brødrene Grimms dramatiske og farlige eventyrverden: Den anden verden.

- Sara bliver kastet igennem en masse forskellige eventyr og er helt fra forstanden i mange af afsnittene, fortæller Caroline Vedel, der spiller Sara i julekalenderen.

- Og så handler den også om kærlighed og relationer mellem moren og de to søstre og om det drama, der kan være i et søskendeforhold, siger Fanny Leander Bornedal, der spiller den anden søster, Anna.

Mens Sara kæmper sine egne kampe i eventyrlandet, kæmper hendes søster Anna for at få hende tilbage til den virkelige verden igen. Moren Rikke kæmper for at få lov til at gennemføre sin forestilling, som hun vil have den, og for teatrets fremtidige overlevelse.

Julekalenderen er skrevet af Bo Hr. Hansen og Nikolaj Scherfig, der også har stået bag “Mikkel og Guldkortet og “Jesus og Josefine" samt en række andre tv-serier og film. Konceptuerende instruktør er Lars Kaalund, som bl.a. har instrueret ”Rita”.

Den Anden Verden sendes hver dag fra den 1. december og frem til jul klokken 19.30 på DR1. Se hele traileren for Den Anden Verden her: