Søster laver film om Mads Holger: Jeg tror, han ville vende sig i sin grav

Pippi Olivia Nørgaard Skov går i ny film tæt på sin kendte bror, der døde for to år siden.

- Jeg har haft mange tanker om, hvordan jeg valgte at portrættere ham. Har jeg hans dybde, teologiske tankegang, vid og intelligens med? Det har jeg jo egentlig ikke, fordi det er en lillesøsters portræt af en storebror, siger Pippi Olivia Nørgaard Skov om sin film om Mads Holger. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Hvorfor tog Mads Holger sit eget liv?

Det spørgsmål sad mange med, da nyheden om hans død dominerede mediernes forsider for over to år siden.

På overfladen så alt jo så fint ud for den 38-årige debattør, forfatter, radiovært, politiker og libertiner.

Hans liv bød på natklubber, intellektuelle samtaler, konservative dyder og jetset-selskab, men for to år siden blev det tydeligt for alle, at der havde luret noget andet under jakkesættet og de tilhørende cowboystøvler.

I den nye dokumentarfilm ’Mads Holger – til farvel’ søger hans søster, instruktør og producer Pippi Olivia Nørgaard Skov, gennem sin egen sorg efter svar ved hjælp af private optagelser og interviews med dem, der kendte ham.

Holder hånden over sin bror

Den personlige film har hun blandt andet lavet for at bearbejde sin egen sorg over tabet af storebroren, siger hun i DR-podcasten ’Filmland’.

- Min film er rettet til min bror for at ære ham – og for at holde hånden lidt over ham i virkeligheden. Men også til mig selv i en sorgproces. Så det var egentlig for at passe på mig selv og for at have noget at gribe om i en dyb sorg. Jeg havde brug for at tage sorgen og bruge den til noget konstruktivt, og det blev der denne her lille film ud af, siger hun.

Hvorfor skulle du holde hånden over din bror?

- Den styrke, han altid har haft brug for at vise, havde jeg brug for at passe på, og samtidig bryde ned og gøre ham til menneske, lægger Pippi Olivia Nørgaard Skov ud og fortsætter:

Pippi Olivia Nørgaard Skov har lavet filmen 'Mads Holger - til farvel' både for at bearbejde sin egen sorg og for at inspirere andre ti lat turde være sårbar. (© Reel Pictures)

- Men det har været svært at finde ud af, hvor meget jeg skulle passe på ham, og hvor ærlig jeg skulle være, for jeg tror da, han ville vende sig i sin grav over mange af de områder, jeg har valgt at belyse. Han ville tænke: ’Nej, nej, nu kommer min lillesøster ind og vil vise følelser igen’. Det var han jo ikke interesseret i.

- Han ville ikke leve livet normalt

Men Mads Holger – med det borgerlige efternavn Madsen – ville have haft godt af at omfavne sin egen sårbarhed og sine følelser, mener Pippi Olivia Nørgaard Skov, der håber, at hendes film kan inspirere andre til at droppe den hårde skal.

- At være sårbar er også en styrke, og det har jeg også haft brug for at vise ham gennem min film. Hvor ville jeg dog ønske, at han kunne have lagt sig ned og givet op og sagt: ’Okay, jeg starter forfra. Jeg kan godt være en stærk mand, selvom jeg er sårbar’.

Men sådan gik det ikke.

- Jeg tror ikke, han ville anskues som svag, så derfor ville han hellere træffe det valg, han nu gjorde, siger Pippi Olivia Nørgaard Skov.

- Jeg tror, det blev svært for ham at leve livet normalt – og han ville ikke leve livet normalt. Jeg tror ikke, han ville gå på kompromis med det, man kalder en normal hverdag, for det kunne han ikke. Han tog jo et valg om ikke at gå på kompromis.

Iført jakkesæt siden han var 9 år

Allerede som ung skilte Mads Holger sig ud, og det gjorde i første omgang søsteren stolt over at gå ved siden af broderen, der iførte sig sin faste uniform af jakkesæt og cowboystøvler som 9-årig.

- Han var meget sort og hvid, og han vidste, hvad han mente, fra han var helt ung. Jeg ved nærmest stadig ikke i dag, hvilket parti jeg skal stemme på, siger Pippi Olivia Nørgaard Skov og fortsætter:

- Det var enormt beundringsværdigt, men det var også hårdt og skrøbeligt. Så det har helt klart rustet mig at have ham som bror. Han har jo i virkeligheden givet mig den styrke, som jeg også gerne vil give ham tilbage med min film.

’Mads Holger – til farvel’ har premiere i udvalgte biografer i dag.

Facebook
Twitter