Sofie og Robert var Danmarks filmpar nr. 1: Her er de i dag

'Anja og Viktor' har formet livet for Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen - på godt og ondt. Nu er de sammen på scenen igen

Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen spiller deres gamle roller - nu som voksne - i musicalen 'Kærlighed ved første hik'. (© Ritzau Scanpix/Live Nation)

Det er godt og vel 20 år siden, Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen blev verdenskendte i Danmark i skikkelse af Anja og Victor, da de i 1999 indtog og overtog biografer landet over med megasuccesen 'Kærlighed ved første hik'.

Lyt til Innocent Bloods hit 'Den første gang', der var titelsangen i filmen, mens du læser.

Over 500.000 danskere indløste billet til filmen, der også solgte en solid omgang VHS-bånd i årene efter premieren, og efterfølgende fulgte der da også fire film om Anja Poulsen og Viktor Knudsens stormfulde parforhold.

Her i 2018 er det så endnu engang blevet tid til at lade kærlighedsfeberen rase. For netop nu spiller 'Kærlighed ved første hik – The musical' nemlig i Glassalen i Tivoli i København. Og skuespillerne fra de oprindelige film er vendt tilbage for at indtage deres gamle roller, som i musicalversionen nu også er 20 år ældre.

- Det har været fantastisk at få lov til at spille det her igen. Jeg har jo kendt de her mennesker et helt liv. Det er så skønt at tage på arbejde og bare kunne snakke gamle dage, siger Robert Hansen, der spiller voksne Viktor i stykket, mens han overlader rollen som Teenage-Victor til yngre skuespilkræfter.

- Det har været så vidunderligt, at se de unge spille scener fra filmen. Man ender med at stå og tænke sig tilbage til dengang, man stod en sommer og indspillede det på en villavej i Taarbæk. Det har været en kæmpe gave, siger Robert Hansen.

Sådan så da ud, da optagelserne til 'Kærlighed ved første hik' fandt sted for tyve år siden på villavejene i Lyngby-Taarbæk lidt uden for København. (Foto: MICHAEL MEDGYESI © Ritzau Scanpix)

’Seriøst?’

Det er 20 år siden, Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen indspillede ’Kærlighed ved første hik’, og ti år siden den femte og hidtil sidste film i rækken om parret havde premiere.

Så Sofie Lassen-Kahlke skulle da også lige bruge lidt betænkningstid, før hun sagde ja til at vende tilbage til rollen som Anja.

- Da jeg først hørte om det, tænkte jeg 'Seriøst? Er det det, jeg vil?'. Jeg havde ikke lige regnet med det. Men så hørte jeg jo, at det var Peter Langdal, der skulle instruere stykket, og så ved man, det bliver ret fedt. Jeg tænkte, at han kunne få det til at blive tilpas crazy og ikke bare en 1:1 udgave af filmen, siger hun.

Sofie Lassen-Kahlke har kendt Robert Hansen siden, de begge var ganske unge, og hun mener, de er en slags "vidner" til hinandens liv. (Foto: Thomas lekfeldt © Ritzau Scanpix)

Hvis man er fan af hele Anja og Viktor-universet skal man ifølge Sofie Lassen-Kahlke også være glad for, at idéen til musicalen først opstod nu.

- Jeg tror, det var godt, at jeg ikke blev spurgt to år tidligere. Da jeg var yngre vendte jeg måske hver en sten og overvejede nøje, hvad der var godt at sige ja til. Men nu ville jeg hellere bare kaste mig ud i det. Og jeg har følt det som sådan en gave at få lov til at arbejde sammen med mine gamle kollegaer igen.

Fanget i rollerne

Både Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke var allerede talentfulde skuespilnavne, før de lavede 'Kærlighed ved første hik' for tyve år siden.

Sofie Lassen-Kahlke var kendt fra julekalenderne 'Krummernes jul', hvor hun spillede drillenissen Stella og 'Brødrene Mortensens jul', hvor hun optrådte som Kaffe-Hanne, mens Robert Hansen havde en mindre rolle i 'Krummerne 3' samt hovedrollen i ’Vildbassen’ – hvor han i øvrigt også spillede overfor Sofie Lassen-Kahlke.

I dag nærmer de to skuespillere sig de 40, men de husker tydeligt, hvordan de blev gjort til superkendte ungdomsidoler tilbage i 1999.

- Vi var heldigvis sammen i det og på en måde hinandens vidner til det her lidt aparte liv. Det var jo meget kommercielle fim, og vi var meget ude at gøre reklame og presseture rundt i landet, hvor vi skrev autografer. Det var lidt vilde oplevelser. Så sent som i dag har vi da også talt sammen om, at det er kun hinanden, som rigtigt forstår, hvad vi egentlig gennemgik dengang, siger Sofie Lassen-Kahlke.

Makkerparret blev i kølvandet på deres succes hurtigt eftertragtede navne på de røde løbere. Her ses de for eksempel til Dansk Grammy i år 2000. (Foto: Lars E. Andreasen © Ritzau Scanpix)

Den store opmærksomhed og succes i forbindelse med de mange film i Anja og Viktor-serien betød imidlertid også, at skuespillerne ikke kunne undgå at blive synonym med deres roller.

- Når man kom længere hen i karrieren og ville prøve kræfter med andre roller, har det været svært at bryde ud af, at folk måske først ser en som Viktor. Så på den måde har det været sådan lidt… Men omvendt priser jeg mig jo lykkelig for at have fået lov til at lave en masse forskellige ting i kraft af de her film. Og så er det jo også lidt sjovt at have været med i en film, der på sin vis lidt er blevet et stykke dansk kulturarv, siger Robert Hansen.

Genopfandt sig selv efter Anja og Viktor

Den seneste film i rækken om Anja og Viktor udkom i 2008. Og i dag kan de to skuespillere da også se tilbage på et par karriereforløb, der har spændt videre end den romantiske ungdomskomedie.

Sofie Lassen-Kahlke har blandt andet spillet med i den populære tv-serie '2900 Happiness', været en del af den succesfulde kvartet i 'City Singler', været tv-vært på shows som eksempelvis Dansk Melodi Grand Prix, samt givet den gas på dansegulvet som vinder af 'Vild med dans' i 2017.

Sofie Lassen-Kahlke stod i front sammen med Louise Wolff og Lise Rønne som værter på det skæbnesvangre Dansk Melodi Grand Prix 2013, hvor Danmark endte med sende Emmelie de Forest videre til Eurovision Song Contest, som hun senere skulle sejre stort ved. (Foto: henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Ligeledes har Robert Hansen også vundet 'Vild med dans' i 2007 og medvirket i flere danske film som 'Oldboys' og 'Min søsters børn' foruden en længere karriere som tv-vært på flere TV3-programmer.

Robert Hansen genopfandt også selv, efter Anja og Viktor-filmene og beskriver, hvordan han søgte mod teateret for at teste sine evner og opdagede, hvor magisk teaterets væsen kan være

- Jeg ville prøve mig selv af og lavede 'Den eneste ene'-musicalen. Og jeg fandt ud af, at var ret fedt. Og siden medvirkede jeg i 'Dirty Dancing' og 'Dirch', og jeg kunne godt lide at have et publikum siddende. For på teateret får man kun ét forsøg. Du kan ikke tage en scene om. Og det har jeg fundet ud af, at jeg rigtig godt kan lide, siger han.

'Kærlighed ved første hik' er langt fra den eneste film, der rammer de skrå brædder i de her år. Rigtigt mange spillefilm og tv-serier bliver til teaterstykker eller musicals. For eksempel 'SKAM', 'Den skaldede frisør' og 'Terkel i knibe'. Se med i aften, når Maria Månson følger Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen til prøverne 'Gejst' på DR1 klokken 21:55 på DR1.

Allerede et par år inden 'Kærlighed ved første hik' dannede Robert Hansen og Sophie Lassen-Kahlke par i rollerne som Torben og Anne Johanne i 'Vildbassen'. (© Ritzau Scanpix)
Facebook
Twitter