Sommerens største filmhit får sig en efterfølger

Fans af actionfilmen ’Wonder Woman’ kan godt begynde at glæde sig. Der kommer nemlig en toer, bekræfter produktionsselskabet bag.

Israelske Gal Gadot spiller rollen som Wonder Woman i filmatiseringen af historien om DC Comics' ikoniske tegneseriehelt. (© Warner Bros.)

389 millioner dollars.

Så mange penge har actionfilmen 'Wonder Woman' indtjent i de amerikanske biografer siden premieren for knap to måneder siden.

Det beløb gør superheltefilmen med den israelske skuespillerinde Gal Gadot i hovedrollen til sommerens største filmhit i de amerikanske biografer – og til den næstbedst sælgende film i USA i år overhovedet, kun overgået af Disneys genindspilning af 'Skønheden og Udyret'.

Det skriver Variety.

Derfor kommer det måske ikke som den helt store overraskelse, at produktionsselskabet bag filmen, Warner Bros., på den årlige San Diego Comic Con-festival i weekenden afslørede, at 'Wonder Woman' får sig en efterfølger.

Til gengæld er det endnu ikke officielt bekræftet, om instruktøren, Patty Jenkins, vender tilbage, selvom hun tidligere har hentydet til det.

Kvindelig instruktør sætter rekord

Sikkert er det dog, at Patty Jenkins med 'Wonder Womans' gigantiske succes har indskrevet sig i filmhistorien som den kvindelige instruktør, der har indtjent flest penge på verdensplan på en ikke-animeret spillefilm.

Hun har nemlig overgået Phyllida Lloyd, der med musical-filmen 'Mamma Mia' fra 2008 hidtil har siddet på rekorden.

Instruktøren bag 'Wonder Woman', Patty Jenkins, er nu den kvindelige instruktør i filmhistorien, der omsat flest penge på en ikke-animeret spillefilm. Hun debuterede med filmen 'Monster' i 2003 og har desuden instrueret et par afsnit af den amerikanske genindpilning af tv-serien 'Forbrydelsen'. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

'Wonder Woman', der handler om amazoneprinsessen Diana, som vokser op på en isoleret ø udelukkende beboet af kvinder, og som siden ender i London under 1. Verdenskrig, har ikke bare trukket publikum i biograferne.

Filmen har også fået masser af ros fra filmanmeldere verden over.

Filmanmelder ved Information, Christian Monggaard, har tidligere over for dr.dk sat ord på, hvorfor filmen er så vellykket.

- Der har været en indlysende ulighed i superhelteverdenen, for der er få kvindelige superhelte ud over Catwoman, Batgirl og kvinderne i 'Avengers'-universet. Men 'Wonder Woman' har nu vist, at det godt kan lade sig gøre at få en succes med en kvindelige hovedrolle.

- Derudover mener jeg, at filmen fører kønspolitik og kønssatire på en meget interessant og begavet måde, og det er også grunden til, at filmen fungerer så godt, forklarede Christian Monggaard.

Danske Connie Nielsen medvirker også i 'Wonder Woman'. (© Warner Bros.)

Oscar-vinder rørt af filmen

Også den svenske skuespillerinde og Oscar-vinder Alicia Vikander, der til næste år debuterer i rollen som en anden kvindelig actionhelt, Lara Croft, er begejstret for filmen og den succes, den har opnået.

- Det var en blanding af glæde og sorg, der ramte mig, da jeg så filmen, og jeg tænkte 'Oh, my God, jeg har ikke set kvinder på skærmen på den måde før'. Og jeg spekulerede over, hvor mange historier der har været gennem årene, som ikke er blevet fortalt.

Hvis 'Woman Woman' gjorde så stærkt et indtryk, hvilket den fortjener, så bliver vi nødt til at bruge ti gange så mange kræfter på at lave nogle ændringer. For det bliver nødt til at ske, sagde Vikander for nylig til Entertainment Weekly.

Den kommende 'Wonder Woman'-film forventes at få premiere tidligst i 2020.

Facebook
Twitter