Sonja Oppenhagen: Vicki var en skøn rolle – også selvom hun blev lidt kedelig

Sonja Oppenhagen er tilbage i Korsbæk som Vicki – en rolle hun holdt meget af, fordi hun kunne se lidt af sig selv i hende. Vi har talt med skuespilleren om serien, som hun i øvrigt sjældent selv ser.

Det er ikke til at se, at Sonja Oppenhagen for få måneder siden flyttede ind i det nybyggede rækkehus i Nordsjælland, hvor vi møder hende.

Udenfor går håndværkere stadig med hjelme, men indenfor i Sonja Oppenhagens hjem står alt pænt på plads som om, hun havde boet her med sin mand i årevis. Alle flyttekasser er væk, på væggene hænger smukke malerier og på stuebordet står en buket blomster.

Sonja Oppenhagen har ellers haft travlt det meste af sommeren.

Først var der to måneders teaterturné. Så begyndte hun at filme 'Badehotellet', hvilket giver hende fast beskæftigelse frem til november.

I juli var der ganske vist dømt ferie, men den er for længst afløst af hyppige 'Badehotellet'-optagelser om dagen. Og om aftenen laver hun ofte teaterforestillinger om demens i samarbejde med Rejsescenen og forskellige kommuner.

’Matador’ er derfor ikke noget, den modne skuespiller skænker en tanke i sin travle hverdag. Sidste weekend så vi andre hende ellers vende tilbage til Korsbæk og rollen som Vicki.

I stedet er det blandt andet rollen som den komiske Lydia Vetterstrøm i TV 2-serien 'Badehotellet', der fylder mere i hendes hoved.

- Det er mange år siden, jeg har set ’Matador’. Hvis jeg har været hjemme, så har jeg set glimt af det, men jeg sætter mig ikke ned og siger: Nu skal vi se ’Matador’, siger Sonja Oppenhagen og smiler venligt.

Sonja Oppenhagens Vicki er i begyndelsen af 'Matador' Albert Arnesens unge hustru, men det er et ægteskab, som hun ikke føler sig tilpas i. (© dr)

Taber altid i 'Matador'-spil

Hun nyder danskernes stadige interesse for 'Matador', men for skuespilleren selv har serien mest bare været et arbejde. Et sjovt og mindeværdigt arbejde naturligvis, men dog et arbejde.

- Min datter har dyrket ’Matador’ meget og så den, når hun kom hjem fra skole, hvis det var regnvejr. Hun har også brætspillet om serien og kan alle svarene. Vi har også spillet det på en skiferie, hvor jeg jo så tabte. Jeg kan ikke huske de der ting.

For et par år siden spurgte en lille dreng Sonja Oppenhagen ude i lufthavnen, hvad Vickis hund hed i serien. Det havde hun glemt. Der har jo været 100 roller igennem hendes hænder siden, som hun siger.

Men det er da Daisy, hunden hedder, ikke?

- Jo, men det kunne jeg ikke lige huske. Men folk synes, det er sjovt, og det er jo fantastisk, at de stadig dyrker serien, siger Sonja Oppenhagen og smiler igen.

Sonja Oppenhagen i sit nye hjem, hvor hun bor med sin mand. (Foto: Martin Fält Hansen © dr)

Sonja Oppenhagen voksede op som balletbarn på Det Kongelige Teater og udvidede i teenageårene danserollerne med flere og flere skuespilopgaver på tv, i film og på teatret. Til sidst søgte hun elevstilling på Odense Teater.

Det store gennembrud havde hun allerede fået som teenager med rollen som storesøster Rikke i de oprindelige film om 'Min søsters børn' sammen med blandt andre Axel Strøbye.

- Han var vidunderlig og en meget, meget stor kunstner, mindes hun sin afdøde kollega, som vi i ’Matador’-sammenhæng kender som den bramfrie Viggo Skjold Hansen i de nålestribede habitter.

Og hvis der er noget fra ’Matador’, der har sat sig hos hende, så er det netop de mange gode mennesker, der var med til at lave serien.

For selvom Sonja Oppenhagen var bare 29 år gammel, da hun fik rollen som oberstdatteren Vicki, så var hun ikke duperet over at skulle arbejde sammen med alle de kendte og erfarne skuespillere, som ’Matador’ nu engang bød på.

- På det tidspunkt havde jeg jo spillet sammen med blandt andre Helle Virkner, Malene Schwartz, Per Pallesen og Holger Juul Hansen. Ove Sprogøe og Buster Larsen havde jeg også spillet sammen med, og så kendte jeg om ikke andet mange fra dengang, jeg var balletbarn og ung på Det Kongelige Teater.

Sonja Oppenhagen i en middagsscene hos familien Varnæs sammen med skuespiller Joen Bille, der spillede en ung volontør i Korsbæk Bank. (© Dr)

De fleste af dem var rigtig gode venner

Lise Nørgaard og instruktør Erik Balling kendte hun gennem Helle Virkner, og de to havde begge set den unge Sonja blandt andet på ABC Teatret. Det var derfor, at Erik Balling en dag ringede til hende for at fortælle om 'Matador'.

Var der slet ikke nogen, du glædede dig særligt til at arbejde sammen med? Hvad med Bjørn Watt-Boolsen i rollen som din far?

- Ham havde jeg også arbejdet sammen med før, konstaterer Sonja Oppenhagen begejstret og tøver så et øjeblik.

-... Ja, de fleste af dem var jo rigtig gode venner, som man mødte på arbejdet også, så det var jo dejligt.

Kirsten Olesen, der spiller Agnes Jensen, havde hun gået på elevskole med, og de to er stadig tætte veninder. Faktisk skal Sonja Oppenhagen ud at spise middag hos hende senere samme dag, som dette interview foregår.

Sonja Oppenhagen og Paul Hüttel i en scene som de forelskede Vicki og Herbert. (© dr)

Så sammensætningen af de mange kendte og populære skuespillere i serien fik ikke Sonja Oppenhagen til at forudsige ’Matador’s senere status som folkeeje.

- Man tænkte jo ikke på 'Matador' som andet, end at det var et job - og det var man da rigtig glad for, men mere tænkte man jo ikke.

- Og de første seks afsnit skulle da også lige i gang. Det var jo ikke sådan, at gaderne lå øde i starten. Den fik heller ikke supergode anmeldelser. Folk skulle lige finde ud af, hvad det var for noget. Det skulle de jo også med 'Badehotellet', siger hun.

’Matador’ er en rigtig god folkekomedie

Og ligesom den yderst populære TV 2-serie 'Badehotellet', så er 'Matador' også en komedie, siger Sonja Oppenhagen:

- Jeg synes, ’Matador’ er en rigtig god folkekomedie. Og det gode ved folkekomedier er, at de kan være triste og sørgelige, men de er også sjove, når det bliver spillet oprigtigt.

Er der nogle andre punkter, hvor du synes, ’Matador’ og ’Badehotellet’ ligner hinanden?

- Nej, husk på, at jeg er blevet syv millioner år ældre, så nej... Men formen ja, og at det skal gå hurtigt med optagelserne, ja. Men det er jo også dyrt at producere.

  • Sonja Oppenhagen og Birthe Neumann som de to søstre, den pessimistiske fru Fjeldsø og den optimistiske Lydia Vetterstrøm. (Foto: Mike Kolloffel © TV 2)
  • Vicki og Herbert? Nej, men det er dog Sonja Oppenhagen og Paul Hüttel, der atter fik mulighed for at spille sammen. Her ses de i en scene fra Badehotellets seneste sæson. (Foto: Mike Kolloffel © TV 2)
  • Sonja Oppenhagen og resten af holdet fra Badehotellet filmer for tiden næste sæson. (Foto: Mike Kolloffel © TV 2)
1 / 3

Rollen som den unge Vicki, der i begyndelsen er gift med den meget ældre manufakturhandler Albert Arnesen fra Damernes Magasin, var hun med det samme vild med.

- Hun er vokset op uden en mor på en kaserne med sin far uden kærlighed og feminin ømhed. Hun har ikke noget forbillede i, hvad et ægteskab er, og så bliver hun påduttet den der gamle mand. Jeg synes, det er en rigtig god rolle, siger Sonja Oppenhagen og tilføjer straks:

- Der er mange, der siger: ”Aj hvor er det godt, at så bliver Vicki alligevel klogere, da hun læser på seminariet”. Men der blev hun sådan set lidt kedelig, synes jeg.

- Jeg forstår godt, at Vicki ter sig

I starten var rollen derfor sjovest, mener Sonja Oppenhagen – fordi Vicki så tydeligt ikke kan finde sig til rette med den tids forventninger til en ung provinsfrue som hende.

- Så jeg forstår godt, at hun ter sig.

Nu kan det godt være, at du siger hun bliver lidt kedelig, men det er vel også noget, vi kender i dag: Man får en uddannelse, man finder en kæreste …

- Ja, det er ikke så unormalt for folk at se på i dag. Men det, der er unormalt, det er: Gud, hvor hun ter sig, og hvor er hun ikke særlig sød i starten. Det er det, der er interessant ved Vicki.

Sonja Oppenhagen kendte Lise Nørgaard og 'Matador'-instruktør Erik Balling gennem Helle Virkner, som den unge skluespiller kendte fra teatret. Og en dag ringede Erik Balling med et tilbud om en rolle til en ny tv-serie. (Foto: Martin Fält Hansen © dr)

Kan du se lidt af dig selv i Vicki og den rolle, hun har i 'Matador'?

- Ja, det kan jeg da godt. Min egen selvstændighed. Jeg har jo også klaret mig selv fuldstændig, siden jeg var ganske ung. Jeg blev tidligt gift, og så blev jeg tidligt skilt, siger Sonja Oppenhagen og griner hjerteligt.

Og nu bor hun altså i et helt nybygget rækkehus i Nordsjælland med sin tredje mand. Det var på tide at komme væk fra deres gamle og store hus nord for København, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra.

Til gengæld lader det ikke til, at pensionistlivet lokker. Tværtimod. Kalenderen er fyldt med projekter og arbejdsaftaler helt ind i 2020.

- Nej, det er ikke noget, der ligger lige for... Det spørger mine børnebørn mig også tit om. "Mormor hvornår går du på pension?" "Aldrig!", siger jeg så, genfortæller Sonja Oppenhagen og griner.

Du kan se de nyrestaurerede afsnit af 'Matador' på DR TV. Næste sæson af 'Badehotellet' sendes på TV 2 næste år.

Facebook
Twitter