Binge

Sort superheltefilm overrasker med stor nominering: Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning

'Black Panther' er blevet nomineret til en Golden Globe for bedste film, og det tegner rigtig godt for sortes repræsentation i film og tv, mener ekspert.

I 'Black Panther' skal Chadwick Boseman indtage rollen som T'Challa, der er kongen af det fiktive land Wakanda, mens han også skal redde jorden i skikkelse af superhelten Black Panther. (© Marvel Studios)

Onsdag aften blev de nominerede til Golden Globe Awards 2019 offentliggjort.

Men udover, at halvt danske Viggo Mortensen sikrede sig en nominering til prisen for bedste mandlige hovedrolle i en komediefilm for sin præstation i 'Green Book', så var det særligt superheltefilmen 'Black Panther', der løb med opmærksomheden blandt de nominerede.

I hvert fald hvis man spørger Frederik Dirks Gottlieb, der udgør denne ene halvdel af makkerparret bag film og tv-podcasten 'Binge'.

- Jeg er overrasket og imponeret over, at 'Black Panther' er nomineret. Det er en forfriskende film med sorte både foran og bag kameraet, der ikke handler om slavetiden eller racekonflikter. Den behandler problematikkerne indirekte samtidig med, at det er en underholdningsfilm, man spiser popcorn til. Så det er vildt flot, at den er nomineret, lyder det fra Frederik Dirks Gottlieb.

'Black Panther' er nomineret i kategorien bedste dramafilm sammen med 'BlacKkKlansman', der handler om en sort politibetjent i 70'erne, der infiltrerer Ku Klux Klan.

Du kan se hele listen over de nominerede nederst i artiklen.

Selvom 'Black Panther' er nomineret til prisen for årets bedste dramafilm, så var der ingen nomineringer til Chadwick Boseman eller Michael B. Jordan, der her ses i drabelig kamp i en scene fra filmen. (© Marvel Studios)

Men hvor 'BlacKkKlansman' tager udgangspunkt i en virkelig historie om racisme, så er det i Frederik Dirk Gottliebs optik faktisk 'Black Panther's styrke, at den ikke handler om race.

- I mange år var det historiske film om sorte, der fik anerkendelse blandt publikum og anmeldere. Så det er fedt at se, at en superheltefilm, der er skabt hovedsageligt af afroamerikanere, kan nå til tops med en nominering, når den ikke tung eller dvælende, siger han og fortsætter:

- Den er netop ikke nomineret på grund af dårlig samvittighed, men fordi den har haft så stor indflydelse. Det er en af Marvels største succeser, og den formår at tackle politiske problematikker, uden at det er filmens hovedfokus, eller at den er fuld af selvmedlidenhed og smerte. Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning.

Oversete, sorte præstationer

Men træerne vokser ikke ind i himlen. For ifølge Frederik Dirks Gottlieb regner han med, at 'A Star Is Born' med Lady Gaga og Bradley Cooper i hovedrollerne går hen og snupper prisen for bedste dramafilm i sidste ende.

Og derudover er der, ifølge Frederik Dirks Gottlieb, også flere præstationer med sorte i hovedrollerne, der er blevet uretmæssigt overset og dermed ikke er at finde blandt dette års nominerede.

Blandt andet fremhæver han, hvordan anden sæson af 'Atlanta' slet ikke er nomineret i år.

Serien handler om to fætre, der forsøger at gøre karriere i Atlantas rap-miljø og hev faktisk prisen for bedste komedieserie i land i 2017.

- Men jeg synes, sæson to er en mere helstøbt sæson, og med kanon skuespil. Jeg synes, det er dybt uretfærdigt, at den er blevet forbigået, lyder det fra Frederik Dirks Gottlieb.

Derudover er han også overrasket over, at Issa Rae heller ikke er blevet nomineret for sin rolle i tv-serien 'Insecure'.

'Insecure' har kørt siden 2016 og kan ses på HBO Nordic. (Foto: John P Fleenor © HBO)

- Hun er for 'Insecure', hvad Lena Dunham var for 'Girls'. Hun ER den serie, og at man ikke belønner det med en nominering, det er jeg overrasket over, siger Frederik Dirks Gottlieb og fortsætter:

- Det er en serie, som beskriver raceproblematikker gennem en afroamerikansk kvinde i storbyen. Hun er bevidst kluntet på ekstremt realistisk vis, og serien er med til at skubbe grænserne for, hvad man kan dramatisk og politisk. For mange er det en enormt vigtig serie med en stærk sort kvinde i front.

Priserne ved Golden Globe Awards 2019 bliver uddelt 6. januar i USA - hvilket er natten til 7. januar dansk tid. Det bliver uddeling nummer 76, og du kan se listen over de nominerede herunder.

Bedste dramafilm

  • 'Black Panther'

  • 'BlacKkKlansman'

  • 'Bohemian Rhapsody'

  • 'If Beale Streat Could Talk'

  • 'A Star Is Born'

Bedste instruktør:

  • Bradley Cooper, 'A Star Is Born'

  • Alfonso Cuaron, 'Roma'

  • Peter Farrelly, 'Green Book'

  • Spike Lee, 'BlacKkKlansman'

  • Adam McKay, 'Vice'

Bedste skuespillerinde i en dramafilm:

  • Glenn Close, 'The Wife'

  • Lady Gaga, 'A Star Is Born'

  • Nicole Kidman, 'Destroyer'

  • Melissa McCarthy, 'Can You Ever Forgive Me?'

  • Rosamund Pike, 'A Private War'

Bedste mandlige skuespiller i en dramafilm:

  • Bradley Cooper, 'A Star Is Born'

  • Willem Dafoe, 'At Eternity's Gate'

  • Lucas Hedges, 'Boy Erased'

  • Rami Malek, 'Bohemian Rhapsody'

  • John David Washington, 'BlacKkKlansman'

Bedste film - musical eller komedie:

  • 'Crazy Rich Asians'

  • 'The Favourite'

  • 'Green Book'

  • 'Mary Poppins Returns'

  • 'Vice'

Bedste tv-dramaserie:

  • 'The Americans'

  • 'Bodyguard'

  • 'Homecoming'

  • 'Killing Eve'

  • 'Pose'

Bedste kvindelige skuespiller i en tv-dramaserie:

  • Caitriona Balfe, 'Outlander'

  • Elisabeth Moss, 'The Handmaid's Tale'

  • Sandra Oh, 'Killing Eve'

  • Julia Roberts, 'Homecoming'

  • Keri Russell, 'The Americans'

Bedste mandlige skuespiller i en tv-dramaserie:

  • Jason Bateman, 'Ozark'

  • Stephan James. 'Homecoming'

  • Richard Madden, 'Bodyguard'

  • Billy Porter, 'Pose'

  • Matthew Rhys, 'The Americans'

Bedste mini-serie eller tv-film:

  • 'The Alienist'

  • 'The Assassination of Gianni Versace'

  • 'Escape from Dannemora'

  • 'Sharp Objects'

  • 'A Very English Scandal'

Bedste tv-serie - musical eller komedie:

  • 'Barry'

  • 'Good Place'

  • 'Kidding'

  • 'Kaminsky Method'

  • 'Marvelous Mrs Maisel'

Bedste udenlandske film:

  • 'Capernaum'

  • 'Girl'

  • 'Never Look Away'

  • 'Roma'

  • 'Shoplifters'

Facebook
Twitter