Sort/hvid komedie hylder dem, der ikke kan få livet på skinner

Greta Gerwig er knuselskeligt charmerende som ung kvinde uden retning i 'Frances Ha'

Du kender Frances Ha. Helt sikkert. Du er måske endda Frances. Eller en Frances. Eller også bor der en Frances et sted inde i dig. Og hvis du føler dig så tjekket, at du overhovedet ikke kan genkende dig selv i Frances, kender du garanteret nogen, der minder om hende. Måske kender du Frances, bare som en ung mand.

Dilren og dalren

Frances Ha er et biprodukt af vor vestlige civilisation, af tid og overskud, et ungt menneske, der i princippet har alle muligheder, men ikke har fundet hverken en kæreste en uddannelse eller et arbejde. Og mest problematisk af alt: hun har heller ikke fundet sig selv. Hun drysser rundt i New York, danser, underviser i dans, går på café, møder mennesker, men har det i almindelighed bedst sammen med sin veninde, Sophie. De gør alt sammen, alt fungerer når de er sammen, så Frances har ikke brug for nogen kæreste. Det har Sophie til gengæld, og fra det øjeblik er Frances' tilværelse ét stort tomrum, en dilren og dalren uden mål og retning, uden holdepunkter. 'Hvad laver du?' spørger en fyr ved et selskab. 'Det er svært at forklare', svarer Frances. 'Fordi det er kompliceret?' spørger fyren. 'Nej, fordi jeg ikke rigtig gør det', lyder Frances' kejtede, men alligevel præcise svar.

Savner sin sjælefrænde

Hun får rigeligt med tilbud fra unge mænd, men er ikke rigtig interesseret. Hun er 'undateable', som en af dem konstaterer jævnligt, mest af alt fordi hun savner sin sjælefrænde, Sophie. Måske er hun reelt forelsket i Sophie, måske har hun bare brug for én at dele livet med, måske bruger hun bare forestillingen om at hun ikke kan leve livet uden Sophie som en undskyldning for ikke at komme nogen vegne.

Tumler retningsløst rundt

Egentlig betyder det ikke så meget hvorfor Frances sværmer om Sophie, der er i fuld gang med mand og karriere. Pointen er at 27-årige Frances Haliday tumler retningsløst rundt og fjumrer sig gennem den ene småpinlige situation efter den anden, som da hun finder en anden veninde og vil 'legeslås', sådan som hun og Sophie plejede at gøre, og den nye veninde overhovedet ikke er interesseret i at blive skubber og hoppet ind. Eller da Frances insisterer på at betale en middag med en date og hun ikke kan betale med kreditkort og må løbe rundt i kvarteret i 20-30 minutter for at hæve penge. Og mest pinligt af alt, da hun vil vise sine omgivelser, især Sophie - og ikke mindst sig selv - at hun også har et liv, endda et spændende og glamourøst liv, og rejser alene til Paris, selvom hun hverken har penge eller et egentlig mål. Naturligvis er turen en ren nedtur.

Intet stort drama

Der sker altså ikke alverden i løbet af 'Frances Ha'. Der er intet stort drama, og karaktererne udvikler sig knap nok, sådan som karakterer jo egentlig skal for at der kan opstå en historie. Vores hovedperson er lidt af et pinligt fjols, sådan som vi alle er med jævne mellemrum, og uvist af hvilken årsag kan hun ikke finde ud af at ta' den berømte ske i sin hånd.

klumpedumpen Frances

Det forunderlige ved 'Frances Ha' er at instruktøren Noam Baumbach og ikke mindst skuespilleren Greta Gerwig formår at gøre klumpedumpen Frances til et charmerende og attraktivt og nærmest glamourøst menneske som man til enhver tid har lyst til at invitere med til en fest eller bare en kop søndagskaffe. Hun kan vrøvle om livets og kærlighedens sammenhæng så alle sidder og kigger op i loftet eller ned i gulvet, bare for at gøre et eller andet, der kan holde pinligheden væk, men man har lyst til at løbe om kap eller slås i puder med hende bagefter.

Utroligt jordnært almindelig

Det er den særlige kvalitet ved Greta Gerwig, der skam er køn, men på en utroligt jordnært almindelig og ikke særligt skuespillerlækker måde - på nogenlunde samme sødt-sexet-Fedtmule-kluntede facon som Diane Keaton var det i Woody Allens film, især 'Kærlighed og død' og 'Mig og Annie'. Der er i det hele taget rigtig meget Woody Allen anno 'Manhattan' fra 1979 over sort/hvide 'Frances Ha'. Charmen ligger ikke i en stramt fremadskridende historie, men i atmosfæren og timingen i dialogen, der holder en svær balance mellem det livskloge og pinligt kejtede. Og bagtæppet for begge film er boheme-kvartererne i det indre New Yorks, hvor livet synes at have alle muligheder for at folde sig ud, men hvor det nogen gange nægter. På et tidspunkt i 'Frances Ha' drysser Frances formålsløst rundt i Paris til tonerne af Hot Chocolates 'Everyone's a Winner'. Gamle hits bliver ofte brugt ironisk i amerikanske komedier, men sjældent SÅ ironisk.

Fabelagtig godt selskab

Frances kunne snildt være blevet ulideligt irriterende hvis hendes pinligheder var kørt ud på overdrevet af den forkerte skuespiller. Men Greta Gerwig er som skabt til at ramme den kejtede sødme. Hun er kort og godt fabelagtig godt selskab. Og da 'Frances Ha' slutter, efter at vi har fået udleveret så godt som alle små pinlige detaljer i hendes liv, da vi er blevet lettede over at vi trods alt har lidt mere styr på tilværelsen, da vi har fundet ud af hvorfor filmen hedder 'Frances Ha', fremstår filmen forunderligt nok som en hyldest til Frances, det søde fedtmule-kejtede væsen - og til alle andre Frances'er, der bare ikke kan få det skide liv på skinner.

'Frances Ha' får dansk premiere torsdag den 30. oktober

Facebook
Twitter