Spider-Man-stjerne blev rystet, da han forberedte sig til helt ny rolle: 'Det ændrede fuldstændig mit syn på verden'

Britiske Tom Holland er på rekordtid blevet én af verdens største stjerner. Nu er han aktuel i 'Cherry'.

(Foto: Kevin Winter © 2019 Getty Images)

Han er kun 24 år, men på ganske få år er britiske Tom Holland blevet én af verdens største stjerner.

Med en drenget charme og store brune øjne blev han verdenskendt på kort tid som Spider-Man i de selvstændige film og de forskellige 'Avengers'-film, der slog rekord efter rekord og udviklede sig til nogle af filmhistoriens største succeser.

Snart kan Tom Holland også ses i endnu en 'Spider-Man'-film, 'Chaos Walking' overfor danske Mads Mikkelsen, og så er der endnu en blockbuster på vej med 'Uncharted' med Mark Wahlberg, der er baseret på det succesfulde spil af samme navn.

Men allerede fra i dag kan han opleves i en helt ny og anderledes rolle i Apples ny filmsatsning, 'Cherry' der fik stor ros og fem stjerner fra DR's anmelder.

Tom Holland var ved at lave det sidste arbejde på superheltefilmen 'Avengers: Endgame', da instruktørerne Anthony og Joe Russo trak ham til side.

De havde hyret ham første gang til rollen som Spider-Man - til filmen 'Captain America: Civil War' i 2016, og nu stod de og ledte efter en ung mand til filmen 'Cherry', hvor han spiller en ung mand, der går fra forelsket studerende til maskulin soldat og knækket krigsveteran, der ender som stofmisbruger.

- Det er helt sikkert, at jeg havde øjeblikke, hvor jeg tvivlede på mig selv, siger den 24-årige britiske skuespiller over Zoom fra Atlanta i USA, hvor han er ved at indspille en ny 'Spider-Man'-film.

- Vi indspillede scenerne, hvor Cherry tager stoffer først, så jeg kunne tabe mig og så tage på i vægt til den anden del af filmen. Da vi havde færdigoptaget "narkodelen" og fokuserede på hans tidligere liv, gik jeg i panik, for som skuespiller var der så meget, man kunne gøre rent fysisk – man er tynd, man har fantastisk makeup på, og man ser frygtelig ud – mens man ikke har så meget at arbejde med, når man er en ung, glad mand.

Tom Hollands version af Peter Parker tager i 'Spider-Man: Far From Home' fra 2019 på studietur til Venedig, hvor det bestemt ikke går stille for sig. (© Sony Pictures)

Filmen 'Cherry' er baseret på en roman af Nico Walker fra 2018. Den tager udgangspunkt i forfatterens eget liv og foregår før og efter, han var i krig i Irak i 2003 – og den er meget langt fra det liv, som den unge britiske skuespiller kender til.

- Det åbnede op for en helt ny livsstil, som jeg ikke kendte noget til og ikke vidste eksisterede, siger Tom Holland, der er opvokset i den sydlige del af London og medvirkede i sin første spillefilm som 16-årig i 2012.

- Det er ret frygteligt, og det ændrede fuldkommen mit syn på den side af verden. Jeg vidste ikke, hvor slemt det kunne blive, og jeg er virkelig beæret over, at Russo-brødrene gav mig muligheden for at få øjnene op for en verden, som jeg ikke vidste eksisterede. Jeg håber, at filmen vil være med til at belyse den.

Hjernevasket dræbermaskine

Cherry beslutter sig for at melde sig til militærtjeneste på grund af kærestesorger.

Da hans kæreste Emily (spillet af Ciara Bravo) truer med at flytte til en anden by, bryder den unge mands verden sammen.

Tom Holland spiller sammen med Ciara Bravo i 'Cherry'. (© Apple TV+)

For at forberede sig til rollen var Tom Holland i boot camp. En noget anderledes oplevelse, når man er vant til livet som én af tidens hotteste skuespillere.

- Det er ret interessant at være skuespiller i denne branche, for man når til et stadie, hvor folk ikke råber ad én, hvor folk lader én gøre, som det passer én.

- Så jeg nød faktisk at være i boot camp, for her var det ligegyldigt, hvad jeg havde opnået i mit liv – og pludselig var jeg bare en dreng på en mark, der skulle lave armbøjninger med 300 andre drenge. Det var som at sige farvel til Tom Holland, og en ny verden åbnede sig for mig.

'Cherry' er instrueret af Anthony og Joe Russo, som også instruerede Tom Holland i rollen som Spider-Man i 'Avengers'-filmene. (© Apple TV+)

Cherrys barske skæbne er dog ikke helt lig med Nico Walkers, der tog sig visse friheder, da han skrev bogen om sine oplevelser i Irak, efter han kom tilbage til USA.

- Vi lavede meget research, da vi lavede denne film, fortæller Tom Holland, der optog dele af filmen i delstaten Ohio og dele af den i Marokko, der var stand-in for Irak.

- Jeg interviewede omkring 30 krigsveteraner, der havde været misbrugere og led under posttraumatisk stress (PTSD). Det, de gentog igen og igen, var, at de var blevet trænet til at dræbe, men de fik aldrig træning i at vende tilbage og blive civile igen.

- De stakkels drenge blev hjernevasket til at blive dræbermaskiner, men de fik aldrig redskaberne til at vende tilbage til et almindeligt liv i samfundet. Det er blandt andet dét, vores film handler om.

Havde konsulent til at tage heroin

At spille Cherry var en af de mest dystre oplevelser, Tom Holland nogensinde har haft, rent mentalt. Dette indblik motiverede den unge mand.

- Det er mit ansvar at fortælle denne historie.

- Der er stadig folk i dette land – og i mit land – der lider af PTSD, og som ikke får den hjælp, de fortjener at få. Det er hjerteskærende. Disse soldater, som er seje og barske, har set ting, som man slet ikke kan forestille sig, men de har alligevel svært ved at føre en samtale med dig, fordi de er så nervøse.

- Det er hjerteskærende – og det gik op for mig, at de fortjener at blive hørt.

'Cherry' bygger på romanen af samme navn, som tager udgangspunkt i forfatterens egne oplevelser under og efter sin udsendelse som soldat. (© Apple TV+)

Den unge britiske skuespiller tabte omkring 15 kilo for at spille heroin-afhængige Cherry, der beslutter sig for at blive bankrøver for at kunne skaffe sig forsyninger. Den tidligere balletdanser var så træt under sit vægttab, at han knap havde energi til at løbe på et løbebånd.

- Jeg lærte så utroligt meget om afvænning, om at misbrug er en sygdom, og at narkomaner ikke bør blive behandlet som kriminelle, siger Tom Holland.

- De er ofre af deres eget samfund. Stofferne er der – de er tilgængelige – og vi kan ikke bebrejde dem for, at de bliver afhængige.

Tom Holland påpeger, at han aldrig selv har prøvet at tage heroin, og at han bestemt ikke er fristet til at prøve det efter at have spillet Cherry. Desuden havde han en rådgiver, Brian, som selv er tidligere narkoman, og som i dag arbejder på et afvænningscenter.

- Han var på filmsettet hver dag, og han hjalp os med processen at "tage" heroinen på den rigtige måde. Han viste os, hvordan man skulle gøre, og han viste os, hvordan vi skulle give udtryk for, hvordan det føles at tage det.

Ven med Mads Mikkelsen

'Cherry' er som nævnt langt fra den eneste film, Tom Holland har arbejdet på for nylig.

Snart er han også aktuel med filmen 'Chaos Walking', hvor han spiller overfor Mads Mikkelsen.

  • Tom Holland spiller snart overfor Mads Mikkelsen i den dystopiske actionfilm 'Chaos Walking', hvor levende væsener kan høre hinandens tanker. (Foto: Murray Close © Lionsgate)
  • Mads Mikkelsen spiller borgmester Prentiss i 'Chaos Walking'. Filmen foregår i en verden, hvor der til at begynde med ikke findes nogle kvinder - lige indtil en kvinde styrter ned på planeten. (Foto: Murray Close © Lionsgate)
1 / 2

Filmen er instrueret af Doug Liman, der blandt andet står bag 'Swingers' og 'The Bourne Identity', og det er en science fiction-film baseret på bøger af Patrick Ness.

Tom Holland spiller Todd Hewitt, der bor på planeten New World, og Mads Mikkelsen spiller den mindre rare borgmester David Prentiss.

- Mads er en fin fyr, og vi blev rigtig gode venner, siger Tom Holland, der er 31 år yngre end den danske skuepiller.

- Vi nød vores samarbejde på filmen, og vi nød at være sammen. Som skuespiller er han faretruende – og han har en gravitas, som ikke mange skuespillere har. Men i virkeligheden er han den sødeste mand, man kan forestille sig. Jeg håber ikke, at det er sidste gang, vi har arbejdet sammen.

Arbejdet på 'Uncharted' er også færdiggjort, og Tom Holland har allerede set første version af filmen.

- Den ser virkelig sjov ud, og jeg håber, at den lever op til forventningerne fra spillet.

'Uncharted' kan efter planen ses i biograferne 8. juli, 'Spider-Man 3' får premiere 17. december, og det vides enndu ikke, hvornår 'Chaos Walking' kan ses i Danmark på grund af corona. 'Cherry' kan streames fra i dag på Apple TV+.

Facebook
Twitter