Spoiler-alert! Superfan fælder dom over 'Game of Thrones'

Lagde du også mærke til dårlig dialog og akavede scener i årets sæson? Vi har bedt en dansk ekspert om at bedømme sæsonen. OBS: Plot-afsløringer forude.

The Night King spiller en ekstra stor rolle i denne sæson. (Foto: HBO Nordic © HBO Nordic)

Så løb syvende sæson af verdens største serie af skærmen, og hvad er det egentlig lige vi har set?

Vi har allieret os med 'Game of Thrones'-superfan Frederik Nicolajsen for at gøre status over det virvar af kampscener, skrigende drager, intriger, blod, tabusex og episk drama, vi har været vidne til. Kort sagt, alt det vi elsker serien for.

Vi har stillet ham den urimelige opgave at anmelde sit hjertebarn.

OBS: Det følgende byder på spoilers!

Lidt skuffet

Hvad synes du om sæsonen sådan helt generelt?

- Alt i alt er jeg nok lidt skuffet over sæsonen.

Hvorfor skuffet?

- Der er sindssygt mange plothuller! Det virker for eksempel helt mærkeligt i forhold til tid og afstand, at Jon Snow når at få sendt bud efter Daenerys' drager til at redde dem fra 'the White Walkers'. Det samme gælder Uncle Benjen, der kommer og befrier Jon Snow ud af det blå.

- Plothuller som disse ville aldrig ske i bøgerne. Men til serieskabernes forsvar, så har Benioff og Weiss også måttet freestyle, for de er jo foran George R.R. Martins forlæg.

- Derudover var der virkelig dårlig dialog flere steder. Det er et mærkeligt manus. For eksempel er scenen med Missandei og Grey Worm helt akavet og tåkrummende. Det samme gælder samtalerne mellem Jon Snows selskab, da de går mod nord. Helt unødvendigt. Man havde håbet på, at de havde skåret ind til benet nu, hvor antallet af afsnit i denne sæson er lavere.

På internettet har en af de helt varme emner været Brans 'akavede' genforening med Stark-børnene. Hvad syntes du om det?

- Jeg er skuffet over den nye udgave af Bran-karakteren. Jeg kan sagtens forstå, at manusforfatteren har en stor opgave med at skrive en karakter, der ved alt - bogstaveligt talt. Men de kunne godt have fundet en måde at forklare det mere elegant på.

Vanvittigt episke kampscener

Hvad kunne du godt lide i sæsonen?

- Der var nogle vanvittigt episke kampscener blandt andet med dragen, der smadrer Jaime Lannister. Og så var der Euron Greyjoys flådeangreb, samt Jaimes snedige angreb på House Tyrell. Det er de lykkedes virkelig godt med.

- Dynamikken mellem Sansa og Arya, der kulminerer i Littlefingers død, fungerer også ret godt. Den rejser interessante spørgsmål om skyld og ansvar i forhold til det skæbnesvangre brev, som Cersei havde tvunget Sansa til at skrive, og som Arya har fundet frem.

Hvad er din yndlingsscene i sæsonen?

- Det må være scenen med The Hound, der rejser i norden med Berric Dondarrion and Thoros of Myr. Her ser vi en helt anden side af ham, hvor han begraver bondefamilien, som han tidligere havde berøvet.

- Han er mere følelsesladet, og begraver nu dem, hvis død han tidligere har været skyld i. Samtidig giver det også et andet perspektiv på krigen og dens omkostninger, at der også er ganske normale mennesker med i serien. Her peaker sæsonen.

Hvad vil vi huske vi sæsonen for?

- At det var denne sæson, hvor alle blev samlet. Lige fra Stark-børnene til næsten alle seriens hovedpersoner i The Dragon Pit i King's Landing. Flere end vi har set før.

Hvor er din karakter - ud af seks stjerner?

- Sæsonen får tre stjerner - den har holdt i forhold til kampscener, generel plotstruktur og vigtige ting. Desværre er der til tider virkelig dårlige storylines - især de mindre - og dialogen i flere scener er akavet og mærkelig.

(Foto: HBO Nordic © HBO Nordic)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk