Spoilers er tv-hemmelighederne, som ingen rigtig vil have at vide

Takket være sociale medier og lysten til at dele seneste nyt om film og tv-serier er det efterhånden svært at holde plot og handling hemmeligt særlig længe.

Kit Harington som Jon Snow - en af hovedkaraktererne i den populære fantasy-serie 'Game of Thrones', som netop har afsluttet sin sjette sæson. Skaberne af serien har med blandt andet forhøjet sikkerhed og kodenavne forsøgt at holde handlingen hemmelig for seerne indtil sæsonpremieren. (Foto: HELEN SLOAN © HBO)

Advarsel.

Denne artikel indeholder ord som afsløring og hemmeligheder og såkaldte spoilers, som er den engelske betegnelse for information, der afslører plot i bøger, film og tv-serier. Så er det i hvert fald på plads.

En af de mest berømte sætninger i filmhistorien - i øvrigt ofte fejlciteret - er, da über-skurken Darth Vader i 'Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back' afslører over for en intetanende Luke Skywalker, at han er Skywalkers far.

- Nej. Jeg er din far, svarer Vader, da Skywalker beskylder ham for at have dræbt hans far.

Hemmeligheden om familieforholdet var i 1983 end ikke kendt af skuespilleren David Prowse, der spillede Darth Vader.

Den var formentlig ikke gået i dag.

For takket være sociale medier og vores trang til at dele alt på internettet er det efterhånden svært at holde sig fri for spoilers, der afslører centrale dele af handlingen.

- Det er blevet en tendens, der er langt mere udbredt i dag end tidligere. Med store tv-serier som eksempelvis 'Beverly Hills 90210' i 90'erne gik der længe, fra den blev sendt i USA, til den blev sendt herhjemme.

- Det var næsten kun, hvis man kunne ringe til nogen, man kendte i USA, at man kunne få at vide, om det var Brenda eller Kelly, Dylan var blevet kæreste med, siger Helle Kannik Haastrup, der har forsket i filmkultur og tv-serier på Københavns Universitet.

Mystik om 'Game of Thrones'

HBO-serien 'Game of Thrones' er en af de serier, der de seneste år har været omgivet af megen spænding, og fans har uge efter uge ventet utålmodigt på, hvad der skulle ske, alt mens Twitter og Facebook er flydt over med analyser, anmeldelser og masser af spoilers.

En af de få karakterer, der gennem alle sæsoner har fået lov til at beholde hovedet i 'Game of Thrones', er danske Nikolaj Coster-Waldau, som i serien spiller Jaime Lannister og har gjort det siden 2011. (© HBO)

I den seneste sæson, der netop er afsluttet, har skaberne af filmserien, D.B. Weiss og David Benioff, bestræbt sig på at holde mystikken intakt indtil den længe ventede sæsonpremiere.

Manuskripterne blev kun udleveret i elektronisk form, sikkerheden blev strammet op de steder, hvor serien blev optaget, og flere centrale scener og karakterer blev kun omtalt ved kodenavn, så handlingen kunne holdes hemmelig.

- Enhver fornuftig person må indrømme, at når man ved tingene på forhånd, begrænser det glæden ved at se showet, og alligevel er folk vilde efter at finde ud af noget, der i sidste ende gør oplevelsen dårligere for dem. Jeg forstår det ikke helt, har D.B. Weiss sagt i et interview med Entertainment Weekly.

Ifølge Helle Kannik Haastrup er det dog ikke kun en negativ oplevelse på forhånd at kende til en serie eller films centrale plot.

- Der er mange film, hvor man - hvis man har læst bogen - ikke kan blive overrasket. Vi ved jo også godt, at Romeo og Julie dør til sidst og kender hele historien, men vi ved, at det godt kan blive spændende alligevel, og så ser vi historien i en ny fortolkning, siger hun og nævner også J.K. Rowlings bøger om troldmanden Harry Potter som eksempel.

Har du læst forfatteren J.K. Rowlings bøger om Harry Potter, bør filmene om selvsamme troldmand ikke indeholde de store overraskelser. Her ses skuespillerne Daniel Radcliffe (tv.) og Emma Watson (th.) sammen med Rowling til verdenspremieren på 'Harry Potter and the Chamber of Secrets' i 2002. (Foto: stephen hird © Scanpix)

Må du spoile? Takt og tone om tv-spoilers

  • Du skal som udgangspunkt slet ikke afsløre de helt centrale plotpunkter eller drejninger i handlingen, men hvis du nu alligevel ikke kan holde fingrene fra tasterne, så...

  • ... Undgå gerne at skrive den store afsløring som noget af det første, for eksempel som en overskrift.

  • ... Husk at advare mod afsløringen med en såkaldt spoiler alert, så folk eventuelt kan lade være med at læse med. Hvis du forventer, at alle, der læser med, kender til den seneste handling, er det måske et fanforum, du skal skrive til i stedet.

  • Grundlæggende må du nok affinde dig med, at du som fan af en tv-serie eller film skal have skyklapper på, især online. Du kan ikke længere brokke dig over, at der dukker informationer om handlingen op, hvis du er på de sociale medier, og du endnu ikke har set slutningen på en film eller tv-serie.Kilde: Helle Kannik Haastrup, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

Hysteri om spoilers

Filmanmelder på Information Christian Monggard mener, at det har grebet om sig med spoilers. Særligt på Twitter, hvor brugerne sjældent holder sig tilbage.

- Og omvendt er der jo også nærmest opstået et hysteri, så man dårligt nok må nævne et navn på en, der er med i en serie, siger han.

Han henviser til seneste eksempel fra 'Game of Thrones', hvor den danske komiker og skuespiller Frank Hvam til stor overraskelse dukkede op i det sidste afsnit af serien. Rollen havde dog på ingen måde afgørende betydning for handlingen.

Som anmelder bestræber Christian Monggaard sig på at afsløre meget lidt af en films handling.

- Jeg tænker meget over, om jeg afslører noget, og nogle gange kommer jeg jo til det, men der er lidt tyranni over det. I USA har man det fænomen, hvor man anmelder alle afsnit af en tv-serie, de såkaldte capsule review, og det er nok også lige i overkanten.

- Men man skal stikke hovedet langt ned i jorden, hvis ikke man er helt opdateret, og det forventes næsten, at man skal se en tv-serie eller film med det samme, siger han og tilføjer, at han kan se en ide i at have en tidsramme, i forhold til hvornår man må diskutere en film eller en tv-series handling.

For behovet for netop diskussionen er der, vurderer Helle Kannik Haastrup.

- Det er jo en af de positive ting for tv-seriernes nye guldalder. Vi vil rigtig gerne diskutere dem, og jeg fornemmer også, at kritikken af at afsløre noget er, når der i nyhedsmedier ikke er spoiler alert (advarsel om, at dele af handlingen bliver afsløret, red.) i en omtale af en aktuel serie. Det er jo et udtryk for, at de nye tv-serier som 'Game of Thrones' fylder meget i den kulturelle offentlighed, og det må man nok lære at leve med, siger hun.

Spoiler alert!

Anthony Perkins som Norman Bates i Alfred Hitchcocks film 'Psycho' fra 1960. (Foto: ALFRED HITCHCOCK © Scanpix)

Endnu en advarsel.

I det nedenstående har vi valgt fuldstændigt at se bort fra takt og tone om spoilers, som du kan læse længere oppe i artiklen, og med hjælp fra filmanmelder Christian Monggaard har vi lavet en liste over nogle af de største filmhemmeligheder gennem tiden.

Læs derfor ikke videre, hvis du vil undgå at få handlingen i 10 udvalgte film afsløret.

  1. 1

    'Psycho': Norman Bates slår folk ihjel. Klædt ud som sin mor. Som han også har slået ihjel.

  2. 2

    'The Sixth Sense': Malcolm Crowe (Bruce Willis) har været død hele tiden.

  3. 3

    'The Others': Grace (Nicole Kidman) - og hendes børn - har været døde hele tiden.

  4. 4

    'The Crying Game': Dill (Jaye Davidson) er en mand.

  5. 5

    'Planet of the Apes': Der er ingen abernes planet. De har overtaget jorden.

  6. 6

    'The Hateful Eight': De dør. Alle sammen.

  7. 7

    'Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back': Darth Vader er Luke Skywalkers far.

  8. 8

    'Star Wars: The Force Awakens': Kylo Ren slår Han Solo ihjel. Som er hans far.

  9. 9

    'The Prestige': Alfred Durden (Christian Bale) har en tvilling.

  10. 10

    'The Usual Suspects': Verbal Kint (Kevin Spacey) er skurken.

Facebook
Twitter