"Og det var så det. Slut".

Med disse ord afsluttes serien om, hvordan Danmarks selvforståelse fik et gevaldigt skud for boven.

Seriens to sidste afsnit blev de bedste. Den store storm med krigens ultimative vanvid efterfulgtes af stilheden og eftertænksomheden. De var bedst filmet, instrueret og skrevet. Det var en hel symfoni.

Personer skåret ud i pap

Men gennemgående savnede serien en manuskriptforfatter. Dramaets personer var skåret ud i pap som i de danske film fra 1960'erne.

Vi fik de gode, de onde og de virkeligt grusomme. De grusomme var den uduelige og løgnagtige adel samt Inges opadstræbende mor. De onde var politikerne, hvis galskab kastede de unge mænd i døden og Danmark ud i en meningsløs og udsigtsløs krig.

De gode var tyskerne, som helst havde skånet os for "massakren", samt det pligtopfyldende, danske folk personificeret ved Inge, Laust, Peter, Dinesen, den bomstærke, naive bondedreng, der kæmpede som Runebergs Svend Due, samt seriens mest spændende figur, den forunderlige Johan, hvis overnaturlige evner dog blev lidt for overnaturlige. De vil møde, hver gang der bliver kaldt.

Krigens vanvid er gået klart ind

Til slut slog den gode Peter den onde Didrik ned, ligesom Reichardt altid endte med at slå Rosenberg på tæven. Sandelig om ikke vi også fik "Soldaterkammerater" i form af de dansende, skrålende Jens'er lige før bombardementet.

Seriens budskab om, at krig er vanvid, gik klart ind, og det er et godt budskab. Men vi fik ingen anden forklaring på dette vanvid end, at politikerne var (er) vanvittige.

For at forstå, hvad der skete og hvorfor, burde der nok i det mindste havde været indlagt en scene med samtaler eller diskussioner mellem beslutningstagerne om, hvorfor de handlede, som de gjorde. Det er ikke gjort med bare at fremstille dem som gale, selv om de traf de gale beslutninger. Der lå politiske beregninger bag ved, om end de regnede forkert.

Nej - jeg fik ikke hvad jeg forventede

Derfor slutter vi med et skuldertræk. "Det var så det. Slut," lyder det ved den gamle, degenererede adels dødsleje, mens Peters smukke sluttale peger frem mod et nyt og nøjsomt Danmark. Vores Danmark.

Fik jeg så, hvad jeg forventede? Nej, men meningen var heller ikke at tilfredsstille mine forventninger.

Indfriede den DR's løfte om at fremstille en episode i Danmarks historie? Ja, selv om den trods sin længde leverede en amputeret historie.

Var den så historisk korrekt? En spillefilm over historien er aldrig korrekt, men den fangede stemningen i 1864. Og stemningen driver altid begivenhederne, når den løber af med beslutningstagerne.