Stjålne mesterværker og et liv i Helvede: Film om legendarisk maler graver dybt

'Munch in Hell' kommer vidt omkring i sit portræt af Edvard Munch, der levede fra 1863-1944.

Den norske kunstner Edvard Munchs svære liv og karriere bliver udfoldet i filmen 'Munch in Hell'. (© Indie Film)

De, der er bumlet ind i den norske maler Edvard Munch, ved, at manden befandt sig i et helvede.

Det vil sige: Egentlig levede han et liv af samme type som alle andre, men for Edvard Munch var det to sider af samme sag. Det kan ingen være i tvivl om, når de har set Munchs 'Skriget', et af kunsthistoriens mest berømte malerier, med et ansigt forvredet til én grimasse foran en skrigende blodrød solnedgang. Det menes iøvrigt, at solnedgangene omkring 1890, da Munch malede sine forskelige udgave af 'Skriget', var knaldrøde på grund af støv fra det voldsomme vulkanudbrud i den indonesiske vulkan Krakatau i 1883.

Munch kæmpede med sjælekvaler, muligvis affødt af, at han mistede sin mor, da han var fem, og sin storesøster, da han var ni år.

Selv var han så skrøbelig som barn, at lægerne ikke regnede med, at han ville overleve. Men det gjorde han altså. Han blev endda 80 år. Og undervejs blev han et flagskib indenfor både malerkunsten og norsk kulturliv.

Nordmændene havde meget svært ved at acceptere hans voldsomme ekspressionisme, da han begyndte at udstille i Oslo i slutningen af 1800-tallet. Men i år åbner et spritnyt og dyrt og prangende placeret Munch-museum ved havnefronten i Oslo. Og med det museum er der forhåbentlig slået en sløjfe omkring Munchs liv.

Det er netop emnet for dokumentaren 'Munch in Hell', der nu efter et par års tilløb er mulig at se herhjemme på VoD-tjenesten Grands hjemmebio.

Utæmmelig angst og ustyrlig sextrang

Selv efter sin afslutning var Edvard Munchs liv fortumlet og kaotisk – et helvede, hvis man skal være lidt ekspressionistisk.

Det begyndte ellers så smukt. Da Munch udåndede, mens Anden Verdenskrig var på vej ind i sin sidste fase, efterlod han over 1.000 malerier og mere end 20.000 skitser.

Han donerede hele molevitten til Oslo kommune, der sagde pænt tak ved at forhale og fortumle den verdensberømte nordmands ønske: At få malerierne udstillet, så alle kunne se med – ikke nødvendigvis, fordi han følte sig selvfed, men fordi han mente at have åbnet et kighul ind til noget vigtigt, ind til menneskets inderste, til det formummede mørke, de forbudte tanker, de forpinte drifter. Alt det, der blev fortrængt af det pæne borgerskab, da Munch dukkede op i slutningen af 1800-tallet.

Et ordentligt menneske gik ikke rundt og afslørede sin depressive dødsdrift, sin ustyrlige sextrang og sin utæmmelige angst. Men det gjorde Munch i sine malerier. Han skreg det ud.

Tyvene stjal hans mesterværker så let som ingenting

Munch ville "bringe lys ind i mørket", som han sagde. Hans malerier og skitser skulle ikke hænge hos en privat samler, men et sted, hvor alle kunne se dem. Og hele tiden. Lyset skulle ud. Og ligesom det tog myndighederne adskillige år at finde et gravsted til Munch, skulle der gå næsten 20 år, før Oslo kommune fandt et værdigt sted at udstille de verdensberømte malerier. Men den uværdige behandling af Munchs kunstskat stoppede ikke der.

Edvard Munchs nok mest berømte værk er 'Skriget', der er malet i fire versioner i perioden mellem 1893 og 1910. Billedet har Oslofjorden i baggrunden og en skrigende person i forgrunden. (© WikiMedia Commons)

Selveste 'Skriget', det verdensberømte maleri, blev stjålet i 1994 på den mest absurde måde ved, at tyvene baldrede en rude til det nationale kunstmuseum, stak hånden ind, klippede en wire over og snuppede maleriet. Det tog bare 50 sekunder. Og for at smøre ekstra snavs i såret efterlod de en seddel med ordene "tak for dårlig sikkerhed".

10 år senere stjal andre tyve en anden version af 'Skriget' samt 'Madonna', et andet af Munchs mest kendte malerier fra det gamle Munchmuseum. Det skete så åbenlyst, at forbipasserende kunne tage billeder af tyvene, der smed malerierne i en varevogn udenfor på gaden.

Dømt til et evigt liv i Helvede

Hele det forløb frem mod det nye Munchmuseum opruller instruktøren Stig Andersen i sin dokumentar 'Munch in Hell'. Han har gravet imponerede dybt i arkiverne og kan både vise filmoptagelser af Munch og utallige udklip fra gamle aviser samt interview med Munch-eksperter og kustoder.

Men Stig Andersen har også så travlt med at komme vidt omkring, at hele indtrykket bliver hoppende og skøjtende.

Han får aldrig gjort det rigtig klart, hvorfor bureaukraterne har syltet Munch så eftertrykkeligt. Klart bedst er hans film, når den trækker tråde fra Munchs fortumlede liv til hans ekspressive kunst og selv udvider det kunstneriske indtryk med musik, der lyder, som om det er selveste Munchs genfærd, der går og nynner i hans atelier.

I den sammenhæng kan 'Munch in Hell' noget af det samme, bare slet ikke så levende, som Steffen Kvernelands fremragende tegneseriebiografi 'Munch'. Men fremfor alt slår den fast, at Edvard Munch ser ud til at være dømt til et evigt liv i Helvede.

(© Indie Film)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk