Stjerneinstruktør afviser kritik af længe ventet film: 'Bruce Lee var en ret arrogant fyr'

Quentin Tarantino står ved sit portræt af kampsportslegenden i 'Once Upon a Time... in Hollywood'.

Quentin Tarantino har fået kritik for sin fremstilling af Bruce Lee i filmen 'Once Upon a Time... in Hollywood'. Nu svarer han igen. (Foto: EVNI © Ritzau Scanpix)

- Bruce Lee var en ret arrogant fyr. Måden, han talte på; jeg har ikke bare fundet på det hele. Jeg hørte ham sige den slags ting.

Det siger stjerneinstruktøren Quentin Tarantino efter kritik fra Shannon Lee, som er datter af martial arts-legenden Bruce Lee. Han er portrætteret i Tarantinos nye film 'Once Upon a Time… in Hollywood', som torsdag har premiere i de danske biografer.

Shannon Lee har, efter at have set filmen, udtalt til The Wrap, at hun ikke bryder sig om måden, hvorpå hendes far, der blev født i USA, men som voksede op i Hongkong, hvor hans forældre kom fra, er blevet fremstillet i filmen:

- Han fremstår som et arrogant røvhul, som var fuld af varm luft, og ikke som en, der måtte kæmpe tre gange så hårdt, som nogle af de andre gjorde for at opnå, hvad der naturligt blev givet til andre. Det var meget ubehageligt at sidde i biografen og lytte til folk grine af min far.

Ifølge hende skulle han som asiatisk amerikaner i Hollywood i 1960'erne nemlig arbejde meget hårdere for at få succes end sine hvide kolleger.

Shannon Lee har givet udtryk for at have forståelse for, at perioden, der er skildret i filmen, var præget af racisme og eksklusion – men at man i filmen 'ikke havde behøvet at behandle ham på samme måde, som 'hvide Hollywood' gjorde, da han var i live'.

Og det er altså den kritik, Tarantino, som også er manden bag ikoniske film som 'Pulp Fiction' og 'Kill Bill', blandt andet har svaret på under et pressemøde i Moskva.

Står ved portrætteringen af Bruce Lee

Lees datter har specifikt kritiseret en scene, hvor Mike Moh, som spiller Lee i filmen, udfordrer Brad Pitts karakter Cliff Booth. Ifølge hende blev Lee nemlig ofte udfordret, men ville helst undgå at slås.

Men det er Quentin Tarantino altså umiddelbart uenig i.

Tarantino er også blevet kritiseret for en replik i filmen, hvor Bruce Lee siger, at han kan slå den legendariske bokser Muhammad Ali. Og det står instruktøren 100 procent på mål for.

- Hvis folk siger: 'Han sagde aldrig, han kunne slå Mohammad Ali', så jo, det gjorde han. Og ikke bare sagde han det; hans kone, Linda Lee, sagde det i biografien 'Bruce Lee: The Man Only I Knew', som var den første, jeg læste. Det sagde hun helt sikkert.

  • Bruce Lee var en indflydelsesrig skuespiller og kampsportsudøver. (Foto: Michael Ochs Archives © Getty Images)
  • Mike Moh spiller Bruce Lee i 'Once Upon a Time... in Hollywood'. (Foto: Birdie Thompson © Getty Images)
1 / 2

Med andre ord ser det altså ikke ud til, at instruktøren kommer til at beklage sin portrættering af kampsportslegenden, der døde i 1973.

Og skuespiller Mike Moh bakker op om Quentin Tarantino og iscenesættelsen af hans rolle i filmen:

- Det er en Tarantino-film. Han gør ikke det, alle forventer andre vil gøre. Du må forvente det uventede.

Facebook
Twitter