Stjerner boykotter amerikansk sydstat i protest over kontroversiel lov

Will Smith og Mark Hamill er blandt de filmfolk, der ikke vil filme i Georgia.

Will Smith vil ikke længere optage i Georgia. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

I en årrække har Hollywood søgt mod Georgia for at lave film.

Fordelagtige vilkår har fået nogle af de helt store filmproducenter til at lægge produktionen i sydstaten, herunder i hovedbyen Atlanta. Blandt andet blev den seneste Avengers-film, Disneys 'WandaVision', 'Stranger Things' og 'The Walking Dead' optaget i staten.

Men nu er Georgias rolle som Hollywoods yndlingskulisse truet, og det skyldes en ny lov, der har fået blandt andre Will Smith, Mark Hamill og en række andre filmfolk til reagere kraftigt.

Senest har førstnævnte sammen med instruktør Antoine Fuqua meldt ud, at de ikke længere har lyst til at optage deres kommende film, 'Emancipation', i Georgia. Filmen handler om slaven Peter, der flygter fra en plantage i Louisiana og melder sig til at kæmpe mod sydstaterne under borgerkrigen.

- Vi føler os desværre tvunget til at flytte produktionen af filmen til en anden stat, skriver Smith og Fuqua i en fælles besked ifølge New York Times.

De to filmfolk begrunder deres valg med, at de ikke vil yde økonomisk støtte til en stat, hvis politikere har vedtaget en lov, som ifølge dem er "designet til at begrænse vælgernes mulighed for at stemme".

Omdiskuteret valglov

Loven, der er centrum for konflikten, blev underskrevet af Georgias republikanske guvernør, Brian Kemp, den 25. marts, og skal ifølge fortalerne sikre, at kommende valg foregår retfærdigt og uden svindel.

De nye regler betyder blandt andet, at der bliver indført restriktioner, når der fremover skal brevstemmes, og at det bliver ulovligt at uddele mad og drikke til vælgere, der står i kø ved valgstederne.

Loven blev indført, efter vælgerne i Georgia for første gang i 28 år pegede på en demokratisk kandidat ved præsidentvalget i november sidste år.

Demokraterne og borgerrettighedsorganisationer mener, at loven er designet til at gøre det mere besværligt for især sorte at stemme, og præsident Joe Biden har også kritiseret det republikanske skridt.

Mark Hamill (venstre) sammen med George Lucas efter førstnævnte fik sin stjerne på Walk of Fame i Los Angeles i 2018. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Luke Skywalker opfordrer til boykot

Nu er dele af den amerikanske filmindustri altså også gået på barrikaderne.

Flere følger Will Smith og Antoine Fuquas eksempel og boykotter Georgia. Heriblandt instruktøren James Mangold, der blandt andet står bag filmene 'Cop Land' og 'The Wolverine'.

Han har skabt debat på Twitter ved at konstatere, at han ikke længere vil indspille film i Georgia.

- Støtter du ham?, spørger 'Call to Activism'-bevægelsen, der med digital aktivisme "bekæmper højredrejede løgne med ubestridelige fakta og ordentlighed", som det hedder på hjemmesiden.

Blandt Mangold-støtterne er Mark Hamill, bedre kendt som Luke Skywalker fra 'Star Wars'. Han har startet hasttagget NoMoreFilmingInGeorgia.

Skuespiller, instruktør og filmproducent Tyler Perry er ikke sikker på, at boykot er det rigtige. (Foto: LARRY DOWNING © Scanpix)

Er boykot det rigtige?

Også flere af de store producenter lægger pres på politikerne i Georgia.

ViacomCBS understregede i slutningen af marts, at man er imod den nye valglov "og ethvert andet tiltag, der forhindrer borgere i at udøve vitale forfatningsmæssige rettigheder".

WarnerMedia og NBCUniversal er ifølge IGN Nordic kommet med lignende udtalelser, mens det endnu ikke er lykkedes for mediet at få en kommentar fra Netflix og Disney.

En af de største arbejdsgivere i filmindustrien i Georgia er Tyler Perry Studios i Atlanta, og her er ejeren, Tyler Perry, på linje med de kollegaer, der kritiserer den nye valglov for at være imod forfatningen.

Men han er samtidig ikke sikker på, at en boykot af Georgia er det rigtige.

- Husk venligst, at vi forvandlede Georgia til en blå stat, siger Tyler Perry med henvisning til farven på Joe Bidens parti.

Og – understreger han – der kommer et guvernørvalg, hvor magten kan tippe over til demokraterne.

- Det er det smukke ved et demokrati, siger han ifølge Deadline.

Flere stemmerettighedsaktivister har også frarådet, at Hollywood boykotter Georgia. Blandt dem er Marting Luther Kings datter, Bernice King.

- Stop #BoycottGeorgia. Det vil skade middelklassen og dem, der forsøger at kæmpe sig ud af fattigdom. Det vil både styrke racisme og klasseskel, siger hun ifølge BBC.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk