Stjernespækket hitserie er tilbage med ny sæson - og den er endnu federe end den første!

Prisvindende 'Big Little Lies' overgår sig selv i anden sæson, blandt andet takket være en storspillende Meryl Streep.

'Big Little Lies' er en stjernespækket serie med Shailene Woodley, Zoë Kravitz, Reese Witherspoon, Nicole Kidman og Laura Dern i hovedrollerne. Serien modtog hele fire Golden Globe-statuetter for sin første sæson. (© HBO Nordic)

Der er opstået en helt ny seriedisciplin inden for de sidste par år.

Den går ud på at genoplive succesfulde miniserier til en ny sæson og lade som om, det hele tiden var meningen.

'Fleabag' er netop lykkedes med at afslutte serien (igen) efter anden sæson, selvom vi havde fundet ud af, hvad det var med hendes veninde i første sæson.

Dengang anede hverken vi eller Phoebe Waller-Bridge, at vi i den grad havde brug for historien om, at hun forelsker sig i en lækker præst.

'Killing Eve' så ud til at være et afsluttet kammerspil om et psykoseksuelt forhold mellem en iskold lejemorder og en varmblodet efterforsker.

Men med den nye sæson er den forvandlet til en kulørt spionthriller, der potentielt kan køre mange år ud i fremtiden.

Og nu kommer anden sæson af 'Big Little Lies'.

En miniserie, der om noget virkede afsluttet efter første sæson.

Vi fandt ud af, hvem der dræbte Alexander Skarsgård, og hvordan volden i hjemmet hang sammen med børnenes vold i skolen.

Men som med de to førnævnte serier, står der åbenbart nogle folk bag, der kan se præcis hvor, de kan løfte serien hen.

Efter første afsnit af anden sæson lader serien til at løfte niveauet nogle virkelig spændende steder.

Første sæson var allerede proppet med stjerner som Reese Witherspoon, Laura Dern og Nicole Kidman, men i den nye sæson topper de alt med skuespillerinden over dem alle: Meryl Streep.

De har fået en af vor tids absolut mest vedkommende instruktører på og løsrevet sig fra den kunstige krimistruktur, der gav første sæson en dårlig smag af… ja, dårlig smag.

Her er tre grunde til, at anden sæson af 'Big Little Lies' ser ud til at blive endnu bedre end den første.

1

Filmskuepilleren over dem alle: Meryl Streep

Meryl Streep er kendt for et hav af film, heriblandt 'Out of Africa' og 'The Devil Wears Prada'. (© HBO Nordic)

Det her er en Meryl Streep-præstation, der kan omvende selv de mest hårdnakkede haters.

Hun tuner sig på nul-komma-fem ind på den disciplin, der er en af de største fornøjelser ved at se 'Big Little Lies': Passivt-aggressive, intrigante perfiditeter hvislet ud mellem skinnende hvide overklassetænder. Og så excellerer hun i den.

Øjeblikket, hvor hun møder Reese Witherspoon tilfældigt på en café og straks begynder at analysere hendes personlighed, helt stilfærdigt med blikket slået ned, er en af de mest stilfærdigt hadefulde scener i seriehistorien.

'Personligt har jeg en oplevelse af, at man ikke kan stole på lave mennesker,' siger hun, mens seeren og Witherspoons figur måber om kap.

Endnu sjovere er det, at de mødes igen, hvor Witherspoon prøver at forsvare sig forsinket, og Streep kommer med den mest vidunderlige ikke-undskyldning og en elendig forklaring om en lav veninde, der bedrog hende i skoletiden.

Det indikerer, at uanset hvor meget selvindsigt du køber hos terapeuten i Monterey, kan du ikke betale dig til en behagelig personlighed.

Fun fact; Streeps karakter hedder Mary Louise i serien, hvilket er hendes rigtige fornavn.

Meryl er en sammentrækning af de to navne.

2

Mesterinstruktøren Andrea Arnold bag kameraet

I anden sæson af 'Big Little Lies' følger vi gruppen af kvinder efter det mord, første sæson sluttede med. (© HBO Nordic)

Sjældent har en serie haft så mange trækplastre.

Hvis den har manglet noget, så skulle det da lige være en arthouse-instruktør med kant, der kan give lidt kontrast til det glatte Hollywood-look.

Vupti, ind kommer britiske Andrea Arnold.

Arnold gjorde sig først bemærket med den skarpe socialrealistiske 'Fish Tank' og har siden blandt andet lavet en minimalistisk, queer-version af Emily Brontës 'Stormfulde højder' og 'American Honey', en impressionistisk drøm af en film med Shia LeBoef som omrejsende magasinsælger.

Hun er med andre ord det helt rigtige valg til en serie, der hele tiden balancerer på grænsen til ejendomsmæglerporno, hvor infinity pools, store stjerner og fancy outfits risikerer at stå i vejen for seerens følelser for personerne og historien.

Og man mærker hendes stærke fornemmelse for følelsen af uvirkelighed fra første øjeblik, hvor klipningen lader drømme, traumatiske minder og virkelighed flyde over i kanterne og ind i hinanden.

Et sjovt, effektivt greb både i forhold til den drømme-agtige virkelighed, Monterey udgør for seeren, men også i forhold til eftervirkningerne af den traumatiske slutning på sæson et.

3

Menneskelige konsekvenser frem for snyde-krimi

Bonnie (th.) spilles af skuespillerinden Zoë Kravitz. (© HBO Nordic)

Første sæson af 'Big Little Lies' lider lidt under en fiks idé, der har været rigtig fin på papiret.

Som i enhver god krimi starter første afsnit med et mord.

Men hagen er, at mordet først finder sted i sidste afsnit og overhovedet ikke lægger op til opklaring.

Så serien forpligter sig på konstante flashforwards til afhøringer af beboere i byen, der bliver både unødvendige, indholdsløse og forvirrende.

Bare for at skabe lidt spænding og momentum hen til slutningen.

Det slipper vi heldigvis for i anden sæson, hvor serien i stedet forpligter sig på at fortælle os om de menneskelige konsekvenser.

Ledet af Andrea Arnolds fornemme fornemmelse for troværdighed, giver det overraskende nok alle frihed til at spille endnu vildere og sjovere.

De læner sig endnu længere ind i deres roller skærpet af de drabelige omstændigheder.

Og på en måde giver det pludselig endnu mere mening med de fem forskellige personligheder, fordi det ikke bare er sjovt, at de er forskellige, det er også vedkommende at se, hvordan de reagerer forskelligt på den uhyggelige hemmelighed, de har pålagt sig selv.

Laura Dern og Reese Witherspoon dobler op på deres maniske dominans, Nicole Kidman falder hen i traumatiseret ængstelighed, og måske allervigtigst får vi Bonnies realistiske depression.

Den nok mest relaterbare reaktion på at skulle holde et mord hemmeligt for sin familie.

Og den banale spænding er endda intakt i form af risikoen for, at de bliver opdaget.

Som en slags 'I Know What You Did Last Summer' for voksne.

Hvis anden sæson af 'Big Little Lies' kan holde kadencen fra første afsnit hele vejen igennem, så ser den faktisk ud til at blive endnu bedre end første sæson.

Anden sæson af 'Big Little Lies' kan streames på HBO Nordic. Der kommer et nyt afsnit hver mandag.

Facebook
Twitter