Stjernespækket true crime er befriende anderledes – og det virker!

Filmen 'Just Mercy' handler om en forfærdelig hændelse fra virkeligheden.

De virkelige hændelser opruller instruktøren så roligt og ligetil, at 'Just Mercy' har præg af at være en bøn eller en salme, sunget med bøjet nakke, siger anmelder Per Juul. (© Scanbox)

Du HAR sikkert opdaget det. Vi lever i billedbombardementets tidsalder.

Det vælter med film, især serier i alle størrelser og længder.

Antallet af streamingtjenester vokser, og angsten for at nogen begynder at kede sig og hopper videre til en anden udbyder for at se noget med mere spræl i, bliver større og større.

Der skal ske noget, når vi fortæller historier med billeder nu om dage – ekstravagante kamerature, spektakulære scenerier, vilde hovedfigurer.

Og så går en film pludselig demonstrativt i den modsatte retning.

'Just Mercy' puster sig ikke op, den fylder ikke på med bling-bling og dikkedarer, den buldrer ikke med effekter. Den er, i så godt som enhver henseende, straight og ligetil.

Fortalt som efter en snor, kronologisk, fra én persons synspunkt og uden noget, der bare ligner computerskabte effekter.

Der er ikke engang lagt lidt suspense eller action ind – uanset at filmen sagtens kunne have lånt fra et af tidens populære mediefænomener, true crime.

Baseret på virkelige hændelser

For 'Just Mercy' ER true crime.

Den beskæftiger sig med et stykke virkelighed: En mand, der i 1986 blev hængt op på et mord, han ikke havde begået, fordi politiet i byen Monroeville havde brug for en skyldig i en fart.

Walter McMillian havde været så letsindig at have en affære med en gift, hvid kvinde.

Michael B. Jordan ('Black Panther', 'Creed') spiller rollen som den nyuddannede advokat, der kæmper for at få løsladt den dømte Walter McMillian, spillet af Jamie Foxx. (© 2004 Warner Bros. Ent)

Den slags skal man i almindelighed være småforsigtig med, men når man er en sort mand i den amerikanske sydstat Alabama, er det decideret letsindigt, måske endda snotdumt.

Byens borgere fik tilsyneladende noteret sig navnet McMillian, og da der var brug for nogen at hænge op på rovmordet på en køn og populær 18-årig kvinde, var Walter McMillIan et naturligt valg.

McMillian blev sendt på dødsgangen i det lokale fængsel, før han overhovedet havde været i retten. Det blev han på trods af en løst sammenslasket bevisbyrde og et hovedvidne, der selv slap ud af dødsgangen, hvis han vidnede mod McMillian.

Og så dukker vores helt op, Bryan Stevenson, en nyuddannet advokat.

Det vælter om Stevensons ører med advarsler mod at blande sig i racismen i sydstaterne, og her kunne 'Just Mercy' snildt have fyret op for fortælleeffekterne med natlige trusler og Ku Klux Klan i horisonten, men nej, instruktøren Destin Daniel Cretton holder sig imponerende meget på måtten.

Han konstaterer blot, at Stevenson er opsat på at kæmpe for retfærdigheden. Han studerede jura 'for at hjælpe folk', som han siger.

'Just Mercy' er instrueret af Destin Daniel Cretton, der er bedst kendt for sit samarbejde med stjernen Brie Larson i filmene 'Kort sigt 12' og 'The Glass Castle', som også medvirker i 'Just Mercy'. (© 2004 Warner Bros. Ent)

Håbefuld og alvorlig

De virkelige hændelser opruller Destin Daniel Cretton så roligt og ligetil, at 'Just Mercy' har præg af at være en bøn eller en salme, sunget med bøjet nakke.

Filmen opruller McMillians sag, men ligesom Spike Lees 'BlacKKKlansman' bliver filmen rundet af med eftertekster og virkelige nyhedsklip, der understreger, at McMillians skæbne kun er en af mange i et amerikanske retsvæsen med store skrammer i troværdigheden.

Det er der ikke noget nyt i.

Inden for de seneste år har film som 'Detroit', 'Fruitvale Station' og 'If Beale Street Could Talk' beskrevet justitsmord på sorte amerikanere.

Og i virkelighedens verden er det kun to måneder siden, at tre sorte mænd blev frikendt efter at have siddet 36 år i fængsel for en forbrydelse, de ikke havde begået.

Men det særlige ved 'Just Mercy' er dens velformulerede bøn om at se på sine medborgere, også de fattige efterkommere af afrikanske slaver, med 'retfærdig nåde'.

Det er tilsyneladende så alvorligt ment, så dybt et håb, at Destin Daniel Cretton er gået efter et rent, usminket indtryk.

Og det virker. Det er ikke alene befriende anderledes midt i billedbombardementets tidsalder. Man kan også mærke alvoren.

(© Warner Bros. Ent)