Storfilm om H.C. Andersen mister millionstøtte: Nu ved ingen, om den bliver lavet

Odense Kommune trækker sin støtte til H.C. Andersen-film.

H.C. Andersen voksede op i Odense. Her ses dog en statue af den populære eventyrdigter i Kongens Have i hovedstaden. (Foto: BAX LINDHARDT © sCANPIX)

En stort anlagt spillefilm om den verdenskendte danske forfatter H.C. Andersen er blevet udskudt på ubestemt tid.

Filmen ’Min bedste ven, Andersen’, som Zentropa og et kinesisk filmselskab står bag, havde fået lovning på fire millioner kroner i støtte fra Odense Kommune.

Men filmens tidsplan er skredet, og derfor trækker Odense Kommune nu støtten, siger kontorchef i Borgmesterforvaltningen, Louise Hansen.

- Ifølge aftalen skulle der have været optagelser i gang 1. juni 2018, men det har ikke været tilfældet. Det betyder, at vilkårene for at ophæve kontrakten har været tilstede, siger hun til P4 Fyn.

- Det er jo et vigtigt vilkår for os, at vi kan se en fremdrift i projektet, tilføjer Louise Hansen og understreger, at man hos kommunen faktisk stadig mener, at filmen er en god ide.

Zentropa har betalt én million tilbage

Forsinkelsen af filmoptagelserne opstod, ifølge Odense Kommune, fordi der pludselig skulle udskiftes skuespillere, og manuskript skulle skrives om.

Men Odense Kommune nåede at udbetale én million kroner i filmstøtte, før projektet kuldsejlede, og de penge har Zentropa nu måttet betale tilbage.

Det er i øvrigt ikke længere Zentropa, der har rettighederne til ’Min bedste ven, Andersen’. Dem har filmselskabets tidligere direktør Rikke Ennis for nylig taget med sig over i sit eget produktionsselskab, RE Invent.

Rikke Ennis siger til P4 Fyn, at filmen ikke endegyldigt er skrinlagt – manuskriptet var bare ikke godt nok til at gå i gang. Det håber hun, at det bliver på et tidspunkt, og så vil hun tage kontakt til Odense Kommune igen.

Facebook
Twitter