Kender du følelsen af at lade op på sofaen efter en lang og stresset arbejdsdag?
Det er der god grund til, hvis man spørger erhvervspsykolog Majken Matzau. I hendes behandling af stressramte, indgår tv-serier aktivt som en del af terapien.
Majken Matzau vil dog ikke anbefale enkelte serier, fordi det er individuelt, hvad der fungerer for en, fortæller hun.
Derfor har vi fået DR's serieeksperter Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb til at anbefale deres favoritter til at stresse af med.
Tiktok: '24 timer' (Kasper)
- For nogen er et konstant tikkende ur og en verden fuld af terrorister en stressende tanke. For mig er '24 timer' det mest systematiske afstressning, jeg nogensinde har haft.
- Det var i gymnasiet, da jeg skulle skrive 3.g-opgave og havde brug for en tung modvægt. Her blev det en fast vane at rense systemet igennem med 45 minutters antiterrorisme på steroider som det sidste, inden jeg gik i seng.
- Hvis man synes, at '24 timer' er lidt gammeldags, men gerne vil stresse af med en thriller, så er thrillerserierne 'Homeland' (Netflix) og 'Fauda' (Netflix) gode alternativer, fortæller Kasper Lundberg.
'24 timer' kan ses på Viaplay.
Haha: 'How I Met Your Mother' (Frederik)
- Da jeg skrev mit speciale på universitetet, var det den fjollede komedieserie 'How I Met Your Mother', der gav mig det nødvendige pusterum i løbet af dagen.
- I min iver efter at aflevere det perfekte speciale, lænede jeg mig op af en stresssygemelding, og jeg kan ærligt sige, at 'How I Met Your Mother' var det eneste, der kunne hjælpe, når jeg skulle slå hjernen fra og tænke på noget HELT andet end teori, metode og min fremtid efter studiet.
- Modsat andre sitcoms med dåselatter formår 'How I Met Your Mother' altid at følge op på tidligere afsnits begivenheder, så den i meget højere grad end andre komedier holder mig lænket til sofaen.
- Hvis man synes, at dåselatter er for irriterende i 2019, kan man i stedet se 'Silicon Valley' (HBO) eller 'Veep' (HBO), der dyrker samme karakterbaserede humor, fortæller Frederik Dirks Gottlieb.
'How I Met Your Mother' kan ses på Viaplay og Netflix.
Bøh:' The Haunting of Hill House' (Kasper)
- Jeg elsker gysere, og nogle gange kan jeg næsten ikke være i min egen krop af altopslugende skræk for chokket. Men når det så kommer, så har mit nervesystem fået så brutalt et tryk-seksten, at jeg føler mig som et helt nyt menneske, når jeg rejser mig fra sofaen.
- Det er lidt som at være barn igen, når forældrene leger tittebøh med dig. Man bliver frydefuldt bange men i totalt trygge rammer. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre kur mod stress.
- Jeg er helt med på, at det ikke er alle, der stresser bedst af med spøgelser om natten og 'damen med den krumme hals'.
- Hvis man er mere til splat uden gys, så er der lang færre chok i zombieserien 'The Walking Dead' (Amazon/HBO), som jeg kender mange, der stresser af med, fortæller Kasper Lundberg.
'The Haunting of Hill House' kan ses på Netflix.
Uhhh: 'True Detective' (Frederik)
- Der er en grundlæggende tilfredsstillende fremdrift i en krimi. Der er nogen, der skal løse noget og jeg vil se, hvad det ender med.
- Men jeg kan personligt godt stå lidt af på krimiserier, hvis det bliver for perfekt et puslespil, der bare skal gå op. Så den vildeste oplevelse jeg har haft med en krimiserie, var uden tvivl, da jeg så første (og nu også tredje) sæson af 'True Detective'.
- Matthew McConaughey og Woody Harrelsons magiske politimakker-forhold og deres personlige historier fyldte lige så meget som selve mordmysteriet.
- Det gjorde, at jeg for alvor blev perfekt afstressende revet med af serien og nød processen.
- Jeg glemte fuldstændig tid og sted, og levede mig helt ind i Louisianas stemningsfyldte sumpområder, fortæller Frederik Dirks Gottlieb.
'True Detective' kan ses på HBO Nordic.
Wow: 'Game of Thrones' (Kasper)
- Jeg har altid elsket fantasy. Især fordi de klassiske historier som 'Ringenes Herre' bygger på ideen om den svage mand, der opdager, at han er stærk på sin egen måde.
- Fantasyserien 'Game of Thrones' slog benene væk under mig som voksen, fordi det var første gang mainstreamfantasy gav en anden historie end den om helten, der skal overvinde noget objektivt ondt.
- Fra starten af bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan forvalte magt på en objektivt god måde.
- Det er en skøn verden at synke ind i, hvor alle dem, der går efter magten, bliver korrumperet og straffet behørigt efter at have gjort sig fortjent til det.
- Hvis man ønsker sig en lidt mindre tung og politisk fantasyserie, så kan man kaste sig over vampyrserien, 'Buffy the Vampire Slayer', fortæller Kasper Lundberg.
'Game of Thrones' kan ses på HBO Nordic.