Succes-serie bliver til julekalender

DR Ultras populære serie 'Klassen' kommer i en julet udgave, mens seerne på DR1 første gang skal se en norsk kalender i år.

'Klassen'. Foto: STV PRODUCTION A/S

Om tre måneder rammer vi igen den travle julemåned, og traditionen tro samles mange foran fjernsynet til en rolig hyggestund med årets julekalendere.

I år bliver store børn, små børn, deres forældre og alle andre, der elsker julekalendere, bestemt ikke snydt for nedtællingen til den 24. december. I år viser DR nemlig hele tre julekalendere, som de ikke før har været vist.

DR Ultra viser en helt særlig julekalenderudgave af den populære fiktionsserie ’Klassen’ til de større børn.

DR1 viser den norske og magiske julekalender ’Snefald’ - med dansk tale - mens DR Ramasjang viser ’Ramajetterne’ for de 3-6 årige børn.

Du kan læse mere om de tre julekalendere her:

’Ramajetternes Jul’ på DR Ramasjang

Ramajetterne Jul. Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Når de små sætter sig foran skærmen 1. december klokken 17.00, bliver de taget til Ramasjang Lufthavn, hvor Ramajetterne og lufthavnens chef, spillet af børnevært og skuespiller Kristian Gintberg, får at vide, at julemandens computer er blevet stjålet fra lufthavnen.

Julen er i fare, og nu går den vilde jagt efter julemandens computer i gang. Forskellige spor sender Ramajetterne rundt i hele Europa i deres forsøg på at redde børnenes jul.

’Klassens Jul’ på DR Ultra

'Klassen'. Foto: STV Production A/S

I 'Klassens Jul' står Frederik over for at miste sin veninde Josefine, da hendes mor har besluttet, at hun måske skal flytte til en ny by og starte på en ny skole, fordi klassen har for mange problemer.

Frederik har derfor en julemission: Han vil sikre, at klassens får det godt igen, så Josefine ikke skifter skole.

Han laver en særlig, men også ret umulig juleplan til formålet men udfordres af et mystisk digital plageånd, som bliver fortsat grovere i sit forsøg på at splitte ’Klassen’ ad. Hvem er det, der forsøger at splitte klassen ad?

’Snefald’ på DR1

'Snefald'. Foto: NRK

Familiejulekalenderen ’Snefald’ handler om den forældreløse Selma på ni år.

Selma mistede som tre-årig sine forældre i en ulykke, hvor hun sammen med hunden Casper blev midlertidigt anbragt hos den strenge nabodame, Ruth.

Selma drømmer derfor om at få sin egen familie og skriver et brev til julemanden, og på magisk vis havner brevet i landsbyen Snefald i en anden verden. Det samme gør Selma selv en dag efter et skænderi, og så begynder hendes livs eventyr med magi, overraskelser og farer.

Her møder hun også Pil og Frida, og senere deres ven Julius, der er selveste julemanden.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve