Superhelte-film floppede fælt for fire år siden: Nu bliver den genudgivet - dobbelt så lang

'Zack Snyder's Justice League' deler anmelderne. Originalen blev et kæmpe flop.

Nogle af superheltene fra 'Justice League': Skuespillerne Jason Momoa, Henry Cavill, Ezra Miller, Gal Gadot, Ray Fisher og Ben Affleck til premieren på filmen i november 2017. Nu kommer filmen i en relanceret - og fire timer lang - udgave på HBO Max. (Foto: Matt Baron/Shutterstock © Scanpix)

Tag en stort anlagt film, der flopper fælt. Læg dertil rygter om en mystisk originalversion og en højlydt fan-kampagne. Og tilføj så en sulten streamingtjeneste, der gerne vil tjene klingende mønt på nye abonnenter.

Nogenlunde sådan lyder opskriften på sagaen om relanceringen af superheltefilmen 'Justice League', der udkommer i en ny, fire timer lang udgave på streamingtjenesten HBO Max den 18. marts - fire år efter originalen og dobbelt så lang.

Den originale film var mildest talt ikke den store succes, og meningerne er da også allerede delte om den nye version.

- Det er en stærkt forbedret revision af en film, der ville være svær at lave dårligere, og den eksisterer nærmest kun for at tilfredsstille DC-universets mest dedikerede fans. For alle andre er denne vildt ambitiøse og dybt mangelfulde film både et udtømmende og indimellem udmattende eksempel på superhelte-udskejelser, lyder det hos GamesRadar.

Entertainment Weekly stemmer i og kalder relanceringen for "lige så dårlig og dobbelt så lang" som den originale film.

Variety er mere positive:

- Den nye film – og tag ikke fejl, det er virkelig en ny film – er mere end en retfærdiggørelse af Snyders originale vision. Det er stor, kvik og altopslugende underholdning.

Er du klar til fire timer i selskab med Aquaman, Wonder Woman og alle de andre? På filmsitet Rotten Tomatoes får relanceringen af 'Justice League' i øjeblikket en score på 75 procent. Det er væsentligt bedre end originalversionen. (Foto: RUBA © Copyright © 2020 BACKGRID UK)

Spørger man filmanmelder Johan Albrechtsen fra Moovy.dk, så handler relanceringen først og fremmest om penge.

- Men Warner indrømmer samtidig indirekte, at de fuckede op med den gamle udgave i 2017. De ville dog aldrig gøre den indrømmelse, hvis de ikke også kunne score penge på det.

Originalen floppede fælt

Den stort anlagte 'Justice League' udkom oprindelig i 2017 og skulle være DC Comics' modstykke til Marvels populære 'Avengers'-film. Sådan gik det dog langt fra.

Den fik en mildest talt lunken modtagelse og blev blandt andet kaldt både tynd og kaotisk på filmsitet Rotten Tomatoes. Det skyldtes ikke mindst dens uskønne tilblivelsesproces, fortæller filmanmelder Johan Albrechtsen:

- Instruktør Zack Snyder oplevede al mulig professionel modstand fra Warner Bros. (der ejer og udgiver DC-filmene). Andre DC-film var blevet svinet til af mange kritikere, og de havde slet ikke tjent nok penge. Så man ville have ham til at lave en morsommere film, der kun måtte være to timer lang.

Zack Snyder har blandt andet instrueret 'Watchmen', 'Man of Steel' og 'Batman v. Superman: Dawn of Justice'. Her ankommer han til AFI Awards i 2018. (Foto: Jordan Strauss © Scanpix)

Zack Snyder havde dog meget svært ved at pakke 'Justice League' ind i de rammer, og da hans datter begik selvmord midt under filmens tilblivelse, valgte han at kaste håndklædet i ringen.

Warner kontaktede så instruktør Joss Whedon, der blandt andet har lavet de to første – og vildt succesfulde – 'Avengers'-film for Marvel.

- Men Joss Wheldon har et helt andet temperament og en anden stil end Snyder, og han valgte blandt andet at omskrive 75 procent af filmen, der også var ramt af en masse anden polemik. Filmen blev færdig og tjente omkring en femtedel af den seneste 'Avengers'-film, så den endte som en kæmpe underskudsforretning, forklarer Johan Albrechtsen.

Relancering til 70 millioner dollar

Efterfølgende begyndte der at florere rygter om en originalversion af filmen; den version, Zack Snyder oprindeligt havde tænkt sig at lave. Fankampagnen #TheSnyderCut begyndte at få vind i sejlene.

- Zack Snyder havde noget liggende på en harddisk, der vist bedst kan beskrives som en halvfærdig film, hvor der stadig manglede en masse. Den ville Warner udgive, hvilket han nægtede, så nu har man brugt omkring 70 millioner dollar på at færdiggøre denne her nye, fire timer lange udgave af 'Justice League'.

Og voila! Så er vi fremme ved 2021 og 'Zack Snyder's Justice League'. En relanceret – og dobbelt så lang – udgave af den udskældte film fra 2017.

Johan Albrechtsen medgiver, at der har været en "meget intens fan-kampagne omkring filmen", men understreger dog, at man ikke må undervurdere to andre vigtige faktorer i forhold til den 70 millioner dollar dyre relancering: corona og penge.

- Relanceringen havde aldrig set dagens lys, hvis ikke vi stod midt i en verdensomspændende coronapandemi. Under de omstændigheder, vi lever i for øjeblikket, er det mere taknemmeligt at relancere en allerede udgivet film – fremfor at skulle lave en helt ny film. Det er dejligt for Snyder og hans fans, men også en smule kynisk og spekulativt, siger Johan Albrechtsen og uddyber:

- Og så falder det sammen med, at man gerne vil have noget opmærksomhed om HBO Max (der ejes af AT&T gennem WarnerMedia), der i hele 2021 udgiver alle deres film samtidig på stream og i biografen. Så det er rigtig god reklame at have en titel som 'Justice League' i ærmet.

HBO Max kommer til Danmark senere i år, hvor det erstatter HBO Nordic.

Johan Albrechtsen anbefaler 3 andre superhelte-film

  • 'Watchmen' (2009): - Det er en glimrende film instrueret af Zack Snyder. Han viser her, at han kan lave virkelig fede tegneseriefilmatiseringer under de rette forudsætninger. Den stærke, komplekse fortælling virkelig nyder godt af at blive fortalt gennem Snyders æstetik med dystre, smukke billeder og eminent brug af musik. Det er filmen, der gav Snyder nøglerne til DC's univers - at det så gik stærkt ned ad bakke derefter er jo en anden snak.

  • 'The Lego Batman Movie' (2017): - Jeg synes helt seriøst, det er den bedste Batman-film i årevis. Det er også DC, der har givet grønt lys til denne her, men den tager dejligt pis på universets selvhøjtidelighed og alvor. Og så er den bare vanvittig sjov og underholdende og endda en lille smule rørende.

  • 'The Avengers' (2012): - Det er den bedste af 'Avengers'-filmene, og det er en film, man kan gå direkte ind at se – uden at have set alle de andre film i universet. Det er en film med rigtig mange helte og skurke, der alle får den rette mængde tid i rampelyset, og den har den rigtige blanding af seriøsitet og humor.

(© HBO Max)
Facebook
Twitter