Superstjerne takker Satan: Her er 5 højdepunkter fra nattens Golden Globes

Christian Bale takkede Satan for inspiration ved årets Golden Globes. Se højdepunkterne her.

Dansk-amerikanske Viggo Mortensen (tv.) fik masser af ros, men ingen skuespillerpris. Det gjorde til gengæld Christian Bale (i midten) og Sandra Oh (th.). (© sCANPIX)

Der var stående bifald, spydige vittigheder, champagne på bordene og skuespillere på slap line, da Golden Globe Awards natten til mandag dansk tid uddelte de eftertragtede, gyldne statuetter til film- og serie-folk.

Prisshowet er årets første store prisuddeling, hvor stjerner fra filmbranchen hyldes.

Blandt dem var blandt andre legenden Glenn Close, 'Batman'-stjernen Christian Bale og Sandra Oh, som i øvrigt også var vært på showet i år.

Få et overblik over aftenens højdepunkter herunder.

1

Vært hylder diversiteten: 'Jeg ser jer'!

(Foto: Handout © Ritzau Scanpix)

Det var en god aften for skuespiller Sandra Oh. Hun debuterede ikke bare som vært på showet ved siden af komiker Andy Samberg – hun vandt også en statuette for sin hovedrolle i serien 'Killing Eve'.

I sin takketale takkede hun særligt sine koreanske forældre, der var til stede i salen.

Men allerede inden, hun modtog sin pris, satte hun som en del af værternes humoristiske åbningsmonolog fokus på et af showets store emner i år – nemlig den diversitet, der efterhånden er blevet tydelig ved Golden Globes.

- Hvis jeg lige må tale ærligt et øjeblik. Jeg sagde ja til frygten for at stå på denne scene i aften, fordi jeg ønskede at stå her og se ud på dette publikum og være vidne til dette forandringens øjeblik, sagde hun med alvor i stemmen og fortsatte:

- Jeg narrer ikke mig selv. Næste år kan blive anderledes – det bliver det sikkert. Men lige nu er dette øjeblik ægte. Tro mig, det her er ægte, for jeg ser jer. Og jeg ser jer, alle disse forandringens ansigter – og det gør alle andre også.

2

Christian Bale blev inspireret af Satan

(Foto: Handout © Ritzau Scanpix)

I filmen 'Vice' spiller Christian Bale rollen som Dick Cheney, der var vicepræsident i George W. Bushs regering.

Og det gør han så overbevisende, at han måtte på scenen for at modtage prisen for bedste skuespiller i en musical eller komedie.

I sin takketale langede han ud efter flere prominente republikanere, heriblandt Dick Cheney, som han sammenlignede med Satan.

- Tak til Satan for at give mig inspiration til at spille denne rolle, lød det blandt andet fra skuespilleren, hvilket fik publikum til at grine højlydt.

Derudover sagde han, at han måske skulle spille endnu en 'usympatisk' person:

- Eksempelvis den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, lød det fra den britiske skuespiller.

3

Prisvinder: Flere kvinder i mine film

(Foto: Handout © Ritzau Scanpix)

Egentlig var orkestret begyndt at spille deres musik for at få Regina King til at afslutte sin takketale – men det fik de ikke lov til.

I stedet begyndte skuespilleren, der vandt en pris for sin birolle i filmen 'If Beale Street Could Talk', at tale om Time's Up-bevægelsen og de fremskridt, den er godt i gang med at skabe for kvinder. Og ikke mindst, hvad hun selv har tænkt sig at gøre fremadrettet.

- Jeg vil bruge den platform, jeg har nu, til at sige, at inden for de næste to år vil alt, hvad jeg producerer, være lavet af et hold bestående af 50 procent kvinder.

Hun opfordrede i samme ombæring alle, der er i en magtposition, til at gøre det samme – også i andre brancher, hvilket fik store klapsalver fra stjernerne i salen.

4

Kærlighed til Viggo Mortensen: 'Tak bror, jeg elsker dig'

(Foto: MIKE NELSON © Ritzau Scanpix)

Der var ingen pris til Viggo Mortensen for rollen i filmen 'Green Book'. Til gengæld var der masser af kærlighed til den dansk-amerikanske skuespiller fra holdet bag filmen.

Da hans medskuespiller Mahershala Ali modtog en pris for sin birolle, var der en kærlig hilsen til Viggo Mortensen.

- Viggo, du er en ekstraordinær medskuespiller. Du udfordrede mig hver dag – der var ingen fridage. Ikke engang på de rigtige fridage! Tak bror, jeg elsker dig.

Og da blandt andre Nick Vallelonga modtog prisen for bedste filmmanuskript, var der mere kærlighed til Viggo Mortensen, der spiller dørmanden Frank 'Tony Lip' Vallelonga. Det er nemlig Nick Vallelongas egen far, han portrætterer.

- Jeg kan slet ikke fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig, lød det fra en overvældet Nick Vallelonga.

Viggo Mortensen var også selv med på scenen, da 'Green Book' vandt sin tredje statuette, nemlig prisen for bedste film i kategorien musical eller komedie.

5

Rørt Glenn Close: Kvinder, vi skal følge vores drømme

(Foto: Handout © Ritzau Scanpix)

Det var, som om Glenn Close ikke helt selv forstod, at hun faktisk havde vundet. Men den var god nok.

For første gang kunne den 71-årige skuespillerinde modtage en Golden Globe for en filmrolle. Hun vandt i kategorien bedste skuespillerinde i en dramafilm for sin rolle i 'The Wife', hvor hun spiller en kvinde, der står i skyggen af sin kendte forfattermand.

Med fugtige øjne fik en glad Glenn Close hyldet sine mednominerede – heriblandt Lady Gaga og Nicole Kidman – og talen stod i det hele taget i kvindernes tegn.

- Kvinder, vi er plejere. Det er det, der forventes af os, men vi skal følge vores drømme. Vi må sige: 'Jeg kan gøre det, og det skal jeg have lov til at gøre', sagde hun og fik stående bifald.

- Kvinder tager kontrollen. Jeg længes efter den dag, hvor en film ikke bliver kategoriseret som 'kvindefilm', men bare som en god film.

Facebook
Twitter