Susanne Bier scorer magtfuld rolle hos Oscar-akademiet

Den danske filminstruktør er blevet valgt ind i Oscar-akademiets bestyrelse.

Susanne Bier vandt i 2011 en Oscar for filmen 'Hævnen'. (Foto: Dan MacMedan © 2011 Dan MacMedan)

Den danske filminstruktør Susanne Bier kan allerede bryste sig af en Oscar-statuette, og nu rykker den 58-årige filminstruktør endnu tættere på prisuddelingens magtcentrum.

Bier er nemlig blevet valgt ind i Oscar-akademiets bestyrelse. Det skriver organisationen på sin hjemmeside.

Bestyrelsen består af i alt 51 medlemmer, som er fordelt ud over 17 afdelinger, der hver repræsenterer forskellige grene af filmbranchen. Nu er resultatet af dette års valg af bestyrelsesmedlemmer blevet offentliggjort, og der er Susanne Bier altså at finde på listen over de nye medlemmer.

Det betyder, at instruktøren bag 'Den Eneste Ene', 'Efter brylluppet' og 'Den Skaldede Frisør' fra 1. juli bliver en del af Akademiets såkaldte Board of Governors, hvor hun skal repræsentere filminstruktørerne.

Her skal hun blandt være med til at ’bestemme Akademiets strategiske vision, bevare organisationens finansielle bæredygtighed samt sikre sig, at den opfylder sin mission’, som det lyder på organisationens hjemmeside.

Derudover har bestyrelsen også indflydelse på reglerne for uddelingen af de eftertragtede Academy Awards.

Bier i fint selskab med Spielberg og Hanks

Susanne Bier, der i 2011 vandt en Oscar-statuette i kategorien ’Bedste udenlandske film’ for filmen 'Hævnen', kommer med sin rolle som bestyrelsesmedlem i fint selskab.

De to andre repræsentanter for filminstruktørerne er nemlig amerikanske Kimberly Peirce, kendt for filmen ’Boys Don’t Cry’ fra 1999 samt Steven Spielberg, manden bag ikoniske filmtitler som ’E.T’, ’Jurrasic Park’ og ’Dødens Gab’.

I alt fire nye medlemmer er blevet valgt til at indtræde i bestyrelsen i en periode på tre år. De tre andre nyudnævnte bestyrelsesmedlemmer er den britiske skuespiller Alfred Molina, produktion-designer Tom Duffield samt animations- og kortfilmsproducer Bonnie Arnold.

Akademiets bestyrelse tæller også navne som Tom Hanks, Whoopi Goldberg og Laura Dern.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk