Susanne Bier skal instruere ny HBO-serie med Nicole Kidman i hovedrollen

Optagelserne af den nye miniserie 'The Undoing' går i gang i 2019.

Susanne Bier vandt en Emmy i kategorien bedste instruktør for 'The Night Manager' i 2016. Måske der snart er nye priser på vej for den miniserie, hun skal lave for HBO i 2019? (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Den danske instruktør Susanne Bier er blevet valgt som instruktør til den kommende miniserie 'The Undoing', der har stjerneskuespilleren Nicole Kidman i hovedrollen. Det skriver filmmediet The Hollywood Reporter.

Bier skal instruere alle afsnit, og hun skal derudover også fungere som producent - executive producer.

Det er tv-netværket HBO, der står bag den kommende serie. Optagelserne til 'The Undoing' forventes at gå i gang næste år.

Susanne Bier har senest instrueret filmen 'Bird Box' med blandt andre Sandra Bullock. Den har premiere i december.

Tidligere har Bier også haft succes med tv-serien 'The Night Manager'.

Tilbage i 2011 vandt den danske instruktør en Oscar for filmen 'Hævnen', der blev kåret til den bedste ikkeengelsksprogede film.

I 'The Undoing' spiller Nicole Kidman en succesfuld terapeut, der bor i New York. Pludselig bliver hendes liv dog vendt på hovedet, da et brutalt dødsfald indtræffer, og hendes mand forsvinder.

Miniserien er baseret på romanen 'You Should Have Known' af forfatteren Jean Hanff Korelitz.

'The Undoing' byder også på endnu et samarbejde mellem Kidman og David E. Kelley, der fungerede som forfatter og producent på den populære HBO-miniserie 'Big Little Lies'.

/ritzau/

Facebook
Twitter