Svensk succesinstruktør provokerer med tåkrummende og ubehagelig serie

Serien 'Gösta' er et relevant indspark i den glohede debat om mandens rolle i samfundet.

Rollen som Gösta er beskyldt for at være så elskværdig, at det grænser op til det vanvittigt irriterende. Kasper Lundberg er enig, men kalder ham samtidig en uendelig relevant figur, der tvinger os til at se indad. (Foto: Lukas Moodysson © HBO Nordic)

- Metoo, råber Göstas kæreste grinende, mens han ligger oven på hende i sengen og kilder hende utroligt forsigtigt.

Det er en vits, for den svenske instruktør Lukas Moodyson har i 'Gösta' skabt seriehistoriens mest insisterende ikke-#metoo-agtige mand. Gösta er en form for naturalistisk helgen.

Det er et spændende og provokerende indlæg i tidens debat om mandens rolle og grænserne for maskuliniteten.

Det er et overraskende svar til de mænd, der lige nu spørger, hvad de skal gøre, hvis de ikke må være aggressive og seksuelt grænseoverskridende.

Du kunne jo for eksempel prøve at være det modsatte, siger Gösta. Du kan jo ofre dig selv og dine følelser og kun sørge for andre.

Pakke dine drifter væk. Tage en trist flygtning ind i dit hus. Cykle, uanset hvor langt du skal. Hjælpe gamle mennesker, du møder på vejen. Hjælpe tyven, der prøver at stjæle din cykel og voldsmændene, der overfalder dig.

Blive det bedste menneske i verden.

For hvad sker der egentlig, hvis man(d) lever sit liv i perfekt overensstemmelse med venstrefløjens højeste moralske, politiske og klimamæssige fordringer?

Man bliver 'elskelig' men 'psykoirriterende', hvis man skal tro de danske anmeldelser af serien.

Manden uden ondskab

Gösta er en 28-årig børnepsykolog, der har fået job ude på landet i Sverige.

Han bor i en lille hytte, hvor han allerede før seriens start har taget krigsflygtningen Hussein ind.

Hans selvopfordrende grænseløshed er seriens mystifystiske omvendte drivkraft.

For Gösta vil ikke noget i kraft af sig selv, han vil kun maksimere sin positive påvirkning på verden. Hans smertetærskel er uden betydning.

Så hytten fyldes langsomt op med mennesker, der har det dårligt og håber på, at de kan udnytte Göstas ressourcer til at få det bedre.

Forud for øjeblikket, hvor Göstas kæreste, Saga, råber 'metoo!', sker der en række faktiske overgreb, der er iscenesat i stigende grad intenst ubehageligt for en ellers meget stilfærdig serie.

Vilhelm Blomgren i rollen som Gösta og Amy Deasismont som hans kæreste. (Foto: Lukas Moodysson © HBO Nordic)

Først bliver Göstas cykel forsøgt stjålet af en stakkel, som han ender med at transportere på bagagebæreren.

Så bliver de antastet af en gruppe truende unge, der ender med at overfalde dem og tage cyklen.

Men det mest ubehagelige sker, da Gösta endelig er faldet i søvn efter overfaldet.

Hans kæreste sniger sig ind i hytten og kvæler ham med en pude i søvne for sjov og forventer, at han bare skal blive glad for, at hun kommer og overrasker ham.

Som 'straf' kilder han hende, hvortil hun bare grinende råber 'Metoo'.

Man kan gøre, hvad som helst mod Gösta, men tanken om, at han skulle gøre noget ondt igen, er bare en joke.

Vores egen personlige Jesus

Tonen i serien skifter ret umærkeligt mellem det komiske, det tåkrummende og det decideret ubehagelige.

Manden bag er den svenske instruktør, Lukas Moodyson, der brød igennem med ungdomsklassikeren 'Fucking Åmål'.

Og serien trækker på den måde tråde fra begge ender af hans filmkarriere; fra hans kærligt satiriske hippiekomedie 'Tillsammans' til den ekstremt nedslidende trafficking-historie 'Lilja 4-ever'.

Moodyson har tidligere fortalt meget om, hvordan hans kristne livssyn påvirker hans film, så med Gösta refererer han muligvis helt tilbage til Jesus, men figuren kommer her i en form, der ikke føles gammeldags.

Gösta fremstår som en mand, der har lyttet til feminismen og løsrevet sig fra alle undertrykkende strukturer.

Anmeldelserne herhjemme har lagt vægt på det irriterende i oplevelsen af Gösta. 'Møgirriterende og elskværdig' hedder det i Soundvenue. 'Psykoirriterende og vidunderlig' hedder det i Berlingske.

Nidhal Fares i rollen som flygtningen Hussein. (Foto: Lukas Moodysson © HBO Nordic)

Jeg læser det som om, at anmelderne oplever figuren Gösta som principielt elskelig (hvordan kan han være andet, han gør jo kun godt), men i virkeligheden irriterende (for man kan da ikke være så god hele tiden!).

På den måde bliver han jo en uendelig relevant figur, en slags #metoo-Jesus, der ikke har tid til at føle smerte eller begær, fordi han har for travlt med at påtage sig patriarkatets synder.

Og spørgsmålet er, hvorfor i alverden det skulle være irriterende at se en person være god?

Der er en tendens til, at vi ser serier for at have det sjovt og spejle os i personer på skærmen, der er dårligere mennesker end os selv. Ikke for at blive udfordret på vores livsstil.

Det er kun onde figurer som Frank Underwood i 'House of Cards' eller såkaldt nuancerede figurer som de omvandrende neuroser i 'Big Little Lies', som vi er vilde med at følge.

I den forstand synes jeg, at Gösta er en af de vigtigste og mest fascinerende figurer på tv lige nu, fordi han udfordrer den herskende tv-konsensus om, at vi alle sammen både er gode og onde.

Han provokerer os ved at påstå, at man faktisk sagtens kan være god. Ægte god. Og det er åbenbart irriterende at blive mindet om.

'Gösta' kan ses på HBO Nordic.

Facebook
Twitter