Sylvester på 20 er midt i sit store gennembrud: 'Helt vildt langt ude' at spille sammen med Danmarks største skuespillere

På blot to år er Sylvester Byders verden blevet vendt fuldstændig på hovedet.

For kun to år siden var Sylvester Byder en ganske almindelig gymnasieelev, der gik i 2.g på Gammel Hellerup Gymnasium.

Men så kom han til casting på teaterforestillingen 'Skam' på Aveny-T, hvor han landede én af hovedrollerne.

Spol så tiden frem til 2019: Nu har Sylvester Byder sin egen lejlighed midt i København, han har spillet over for både Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen, og så har han én af de store, bærende roller i DR-dramaserien 'Fred til lands'.

- Mit liv er vendt 180 grader på nul sekunder. Det er helt sindssygt, starter skuespilleren med den drengede udstråling, mens han tænder en cigaret.

Jeg har sat ham stævne på Christianshavn i det centrale København for at høre mere om rollen som den psykotiske Kasper i 'Fred til lands', og om hvordan det egentlig er at stå midt i sit store gennembrud i en alder af blot 20 år.

- Rollen som Kasper er jo en drømmerolle at få, uanset hvor man er i sin karriere. Og så er det ovenikøbet en stor rolle, det er på DR, og det er klokken 20 søndag aften. Det er sindssygt.

Sylvester Byder holder en pause, mens han tager et sug mere af sin cigaret. Ligesom for at tage det hele ind.

- Jeg forstår det ikke selv endnu. Det er så mærkeligt at gå ind på DRTV og så se et billede af mig selv - det er fantastisk.

Sylvester Byder spiller blandt andet over for Marijana Jankovic i 'Fred til lands', hvor Jankovic spiller hans mor. - Vi blev lidt ligesom en lille familie, da vi optog serien, fortæller Sylvester Byder. (Foto: Tine Harden © dr)

'Jeg er helt på røven over det'

Han gestikulerer begejstret, mens han fortæller. Gymnasiet er droppet for længst, men det er tydeligt, at han stadig er ved at vænne sig til sin succes. Og historien om Sylvester Byders raketfart mod stjernehimlen vil da med stor sandsynlighed også kunne tage pusten fra selv hans mest erfarne kollegaer.

Ud over hovedrollen i 'Fred til lands' er han snart aktuel i filmen 'De forbandede år', som er instrueret af Anders Refn og kommer ud i januar 2020. Og så er han netop blevet færdig med optagelserne til filmen 'Erna i krig', hvor han spiller over for danske superstjerner som Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen og Anders W. Berthelsen.

- Det der med at skulle svare: 'Jeg er skuespiller', når folk spørger: 'Hvad laver du til hverdag?' – det er bare mærkeligt. Jeg har altid drømt om at kunne sige den sætning, og tænk så, at jeg rent faktisk kan sige den nu. Jeg er helt på røven over det. Jeg går nogle gange i seng og griner, fordi mit liv er så drømmeagtigt.

- Inden alt det her var jeg jo bare en gymnasieelev, der ikke rigtig havde prøvet noget som helst. Nu er jeg tilbage i København og har min egen lejlighed. Det er ret crazy.

Rollen som Kasper har også været crazy at forberede sig på for den unge skuespiller.

- Kasper er en vild rolle, og jeg har taget den meget seriøst, fordi han har det så dårligt. Hvis der nu er nogen, der har det bare lidt som Kasper, så skal de kunne spejle sig i ham.

Sylvester Byder har brugt sig selv meget i rollen som Kasper: - Jeg har hevet alt muligt frem fra mine egne teenageår, hvor jeg var enormt usikker på mig selv og lavede al mulig ballade i gymnasiet. Her ses han over for Morten Hee Andersen, der spiller Mike i serien. (Foto: Tine Harden © dr)

Lukkede af for damer og venner

Da vi første gang bliver introduceret til karakteren Kasper i 'Fred til lands', er han lige kommet tilbage fra en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Hans bedste ven Aksel er blevet myrdet, men forbrydelsen er ikke blevet straffet.

Sylvester Byder spiller rollen som Kasper med lige dele galopperende grundangst og stammende, teenageagtig akavethed. Han har med egne ord 'været meget alene' for at forberede sig.

- Jeg har også haft et par byture med mine venner, hvor jeg så tog ti minutter som Kasper. Så prøvede jeg at skifte alt fra min kropsholdning, til hvordan jeg så ud. Så jeg lærte ham at kende i små bidder.

- Jeg har prøvet at lukke ret meget af for damer og venner - jeg har cuttet næsten alting for at blive i den der psykotiske ensomhedsting. Det var meget interessant for mig at opleve min egen reaktion i den forbindelse.

Kaspers 'psykotiske ensomhedsting' bliver ikke bedre af, at hans eneste ven i den fiktive by Ebberup er psykopaten Mike, der bliver spillet af Morten Hee Andersen.

- Det er et lidt mærkeligt kærligheds-/storebror-forhold, de har. Der er også noget seksuelt imellem dem. Der er en vibe, man ikke kan placere, forklarer Sylvester Byder.

- Jeg tror, Kasper er meget betaget af Mike, fordi han indeholder alle de ting, han selv mangler. Og det samme gør sig gældende den anden vej rundt. Kasper har alle de fine kvaliteter, Mike mangler. De er på en måde hinandens yin og yang.

Og Morten Hee Andersen og Sylvester Byder har brugt meget tid på at snakke om den fornemmelse, de gerne vil have frem, når man ser Mike og Kasper sammen på skærmen:

- Man skal hele tiden tænke: 'Hvad sker der nu? Kommer de op at slås? Begynder han at græde? Kysser de? Skriger de? Råber de?' Det skal hele tiden sitre mellem dem, siger Sylvester Byder.

Se et klip fra andet afsnit af 'Fred til lands', inden du læser videre:

Kommer selv fra en skuespillerfamilie

Sylvester Byder fortæller om sin rolle på en måde, der giver et indtryk af en skuespiller, som er langt mere eftertænksom og erfaren, end hans 20 år tilskriver ham.

Han kommer da også fra en familie med skuespil i blodet. Han er søn af skuespillerne Anne Sofie Espersen og Søren Byder og har med egne ord vidst, at han selv ville være skuespiller, siden han var helt lille.

Nu er rollen som forældrenes påhæng dog skiftet ud med en rolle helt i centrum – og lige over for kollegaer, han har kendt og set op til siden barnsben.

- Det har været helt vildt langt ude at spille over for så store skuespillere. Jeg var helt starstruck de første to-tre uger. De har allesammen mødt mig, da jeg var lille; det har jeg prøvet masser af gange. Men lige pludselig var jeg ikke en hangaround med min mor eller far mere.

- Men jeg fik nerverne på plads, og jeg følte mig hurtigt godt tilpas. Det eneste, jeg gik op i, var at spille godt op imod mine medspillere.

Sylvester Byder og Morten Hee Andersen i 'Fred til lands'. - Det vildeste, jeg har fundet ud af, er, at man kan leve af at være skuespiller. Jeg ville jo gøre det hele gratis. Det giver ingen mening oppe i mit hoved - jeg er jo bare Sylvester, der er 20 år gammel. (Foto: Tine Harden © dr)

Og Sylvester Byders medspillere har også været klar med gode råd til den unge stjerne, når der var en pause mellem optagelserne.

- De andre skuespillere vil så gerne give. De giver det ene gode råd efter det andet. Så hvis du bare slår lyttelapperne ud og lader være med selv at snakke, så bliver du bombarderet med helt vildt gode råd. Og jeg vil bare gerne suge til mig.

Sylvester Byder vil ikke så gerne kigge ind i fremtiden, da jeg spørger ind til hans næste projekt. Han sætter i stedet stor pris på de roller, han allerede har fået lov til at spille – ikke mindst rollen som Kasper.

Han tror, nøglen til succesen ligger i, at han forbereder sig 'ti gange så meget som alle andre'.

- Det skylder jeg dem, der har givet mig en chance.