Syvende afsnit af '1864' slår seermæssig bundrekord

Lidt over en million seere så med, da syvende afsnit af '1864' søndag aften blev vist på DR1. Afsnittet får dog ros fra både anmeldere og seere.

Færre seere følger med, når DR1 sender '1864'. Men seerne synes bedre om serien end tidligere. (Foto: Per Arnesen- Miso Film © Type 1)

DR1's dyreste dramasatsning '1864' nærmer sig en million seere. Da søndagens afsnit, som er seriens næstsidste, blev vist i tv søndag, så kun 1.086.000 seerne med.

Dermed er 150.000 seere faldet fra, siden sjette afsnit blev vist for godt en uge siden.

Det viser tal fra Gallup.

Seertal er faldet siden første afsnit

Siden første afsnit blev vist den 12. oktober har serien fået en del kritik fra både seere og anmeldere, og det har også kunnet ses på seertallene.

Første afsnit blev set af næste 1,7 millioner seere, men efterfølgende er flere gledet fra, så serien fra første til syvende afsnit har mistet over 600.000 seere.

Samme tendens har vist sig i seerandelen, som er faldet fra 68 procent for det første afsnit til 44 procent for syvende afsnit.

Seerne synes bedre om serien

Dog viser analyserne, at seernes synes bedre om serien end tidligere. Seerne gav syvende afsnit en vurdering på 4, mens gennemsnittet ligger på 3,7.

Samme tendens viser sig også blandt anmeldelserne i mandagens aviser og seernes reaktioner på dr.dk. Før har ord som "karikeret" og "grinagtigt" været nævnt, men efter syvende afsnit er det overvejende ros, som serien får. BT's anmelder kalder søndagens afsnit for "verdensklasse" og andre anmeldere uddeler også roser.

Blandt dr.dk's læsere er der ligeledes meget ros til afsnittet, som blandt andet bliver beskrevet som et billedligt mesterværk.

Gennemsnitligt ligger '1864' seermæssigt på niveau med de tre sæsoner af 'Borgen', lidt højere end serierne 'Livvagterne' og 'Lykke', men svagere end 'Forbrydelsen' og 'Arvingerne'.

Facebook
Twitter