Tag familien med! 5 vilde film der gør din vinterferie endnu bedre

Intet er bedre end en god tegnefilm for hele familien i vinterferien. Troldspejlet vælger de bedste lige nu.

Hodja, Ferdinand og Coco kan hurtigt blive gode venner i løbet af ferien, anbefaler Jakob Stegelmann. (Foto: 20th Century Fox / Troels Møller)

Vinterferie er højsæson i biografen.

Troldspejlet har fundet de fem bedste animerede familiefilm, der kan ses i biograferne netop nu – de er heldigvis forskellige - fra den markante, danske streg i 'Vitello' til en helt ny version af 'Hodja fra Pjort'.

Coco

- Eventyret om den mexicanske dreng, der så gerne vil spille musik, er ægte X Factor-romantik med masser af lokalkolorit. Pixars nyeste film er fantastisk flot og underholdende, selvom den måske ikke er et mesterværk.

- Animationen er smuk - især de levende skeletter og hunden Dante. Husk kleenex, for Pixar får selv den mest hårdkogte til at græde.

Hodja

- Nyeste Ole Lund Kirkegaard-filmatisering har masser af sjove stemninger fra det gamle Mellemøsten - i en eventyrudgave, og flyveturene på det berømte tæppe til Sebastians ørehænger (jo, den er med!) - er fejende flotte.

- Børn over 7-8 år vil dog nok synes, det er lidt for hyggeligt - til gengæld er det ideelt for de små, der måske godt kan blive kede af dramaet i 'Coco'.

Vitello

- Kim Fupz Aakeson er en nulevende arvtager til Ole Lund Kirkegaards univers. Ligesom 'Orla Frøsnapper' er hans 'Vitello' politisk ukorrekt, rapkæftet og initiativrig.

- Han er bedst til de mindre, men de store vil også more sig over tonen i universet, og så er den tegnet i en meget personlig, dansk streg.

Det store nøddekup 2

- Lidt af en overraskelse er det, at denne toer faktisk er mere underholdende end etteren. Man holder med egernerne og de andre dyr, når de kæmper for, at deres park skal bevares.

- Alle vil elske den hårdkogte hvide mus, der hader at blive kaldt nuttet, selvom den ser….så nuttet ud!

Ferdinand

- Nej, det er ikke Disney, selvom mange tror det. For den gamle kortfilm om tyren Ferdinand, som vil alle kender, er bygget over en børnebog, som Disney ikke ejer. I stedet har Blue Sky-studierne - dem med 'Ice Age'-filmene - kastet sig over historien.

- Egner den sig til en lang film? Måske ikke, men animationen giver masser af personlighed til figurerne, så der er noget at se på.

Facebook
Twitter