Tager grotesk pis på tech-giganterne: Vidunderlig komedie er spækket med punchlines

'Silicon Valley' er en fantastisk komedieserie. Og nu slutter den med sjette og sidste sæson.

- I 'Silicon Valley' er hensynsløshed et plus, et tegn på, at man er klar til at tjene penge til sine investorer og aktionærer. Skræmmende, men heldigvis også rigtig, rigtig sjovt (i hvert fald i serieversionen), skriver serieekspert Kasper Lundberg. (© HBO Nordic)

De udregnede det optimale gokkesystem og endte med en genial algoritme. De har kæmpet mod hensynsløse patenttrolde og taget grotesk pis på tech-chefer, der får blodtranfusioner fra unge drenge i håb om evigt liv.

Kort sagt, 'Silicon Valley' er den skarpeste, mest originale og bedst spillede komedie om vor tids kollektive besættelse af digitale trends og de dystopiske konsekvenser.

Eller endnu kortere: 'Silicon Valley' er vidunderlig komedieserie. Og nu slutter den med sjette og sidste sæson.

Og den slutter på toppen.

HBOs luksusliner af en komedieserie er en sjælden fugl i serielandskabet, hvor komedieserierne for tiden synes splittet mellem moderne kunstneriske eksperimenter som 'Atlanta' og' BoJack Horseman' på den ene side og populære, men gammeldags sitcoms som 'Modern Family' og 'Big Bang Theory' på den anden.

'Silicon Valley' er i hvert eneste afsnit både fyldt med originale ideer OG tonsvis af punchlines.

Den overlevede endda det bratte brud med seriens mest populære figur, Erlich Bachmann, der blev spillet af komikeren T.J. Miller. Han blev skrevet ud efter fjerde sæson. (I den forbindelse gav Miller et ret heftigt interview, hvor han mere eller mindre kaldte serien monoton og folkene bag for idioter.

Her er tre gange, hvor den nye og sidste sæson af Silicon Valley viser, at den rammer balancen perfekt til det sidste.

1

Hovedpersonen på forhørsbænken

Softwaredesigneren, Richard Hendricks, bliver spillet af den canadiske skuespiller, komiker og manusforfatter Thomas Steven Middleditch. (© HBO Nordic)

Hele sidste sæson starter med, at hovedpersonen Richard Hendricks bliver udspurgt foran det amerikanske senat.

De taler om moral i techbranchen blandt IT-giganter med omsætning større end nationalstater. Og som noget helt nyt i 'Silicon Valley', bliver der pludselig nævnt navne.

Amazon. Google. Facebook.

Og at 'Silicon Valley' lægger sig tættere op ad virkeligheden end nogensinde før, er også en af grundene til, at den stopper.

Samtidig med premieren på den nye sæson, stod virkelighedens Mark Zuckerberg på samme måde foran Kongressen og svarede på spørgsmål om Facebooks behandling af brugerdata, fake news og hans planer for den nye kryptovaluta, Libra.

Alec Berg, der står bag Silicon Valley, siger:

- Det bliver sværere og sværere at fjolle rundt, når det står så grelt til.

Han sammenligner situationen med komedieserien 'Veep', der handler om det politiske system i USA, og som også stoppede for nylig.

- Satire handler jo om at vise noget dumt i samfundet ved at overdrive det. Men hvordan kan man overdrive noget, der allerede har sprængt skalaen for overdrivelse?

2

Chilenske blodmilliarder og døde fugle

'Silicon Valley' fortæller historien om, hvordan Richard, en indadvendt computerprogrammør, kæmper for at starte en virksomhed op sammen med sine venner Big Head, Gilfoyle og Dinesh. (© HBO Nordic)

Richard Hendricks' dundertale foran Senatet ender faktisk som en sjælden triumf. Han taler om sin drøm om etableringen af et demokratisk internet uden for store virksomheders kontrol.

Men tomme IT-slogans som Googles 'Don’t be evil' giver selvfølgelig genlyd gennem scenen, og lige bagefter finder han ud af, at der er en af hans udviklere, der udnytter brugerdata bag hans ryg.

Derfra udvikler sæsonen sig til en håbløs kamp for at holde moralen intakt i vor tids Klondike.

Et af de allersjoveste og allermest uhyggelige øjeblikke på vejen er, da Hendricks besøger Chiles rigeste mand, der gerne vil skyde en milliard i firmaet. Mens de snakker om hans families rolle i den chilenske mineindustri og Pinochets rædselsregime, begynder der at støde fugle mod rummets rude.

Milliardæren har et af verdens mest sjældne træer i stuen, og fuglene dør, mens de forsøger at nå ind til træet.

Hendricks vil så gerne kunne tage imod en milliard dollars OG være et godt menneske. Men fuglene støder konstant mod ruden og styrter i døden.

Bump. Bump. Bump. Umuligt at færdiggøre en sætning.

De bliver lakonisk samlet sammen af en havemand nedenunder. Et vidunderligt makabert billede på den dårlige mavefornemmelse, Hendricks har omkring aftalen og techgiganternes uhyrligt afslappede forhold til konsekvenser af deres monstrøse skabninger.

3

Kampen om at blive det værste menneske i Silicon Valley

Dinesh bor og arbejder på 'The Hacker Hostel' sammen med Richard, Big Head og Gilfoyle. (© HBO Nordic)

Men problemet er, at i Silicon Valley er dårlig etik ikke bare noget, man prøver at skjule.

For at at forvirre det moralske kompas yderligere, er der visse chefer, der ser det som en slags adelsmærke.

'Move fast and break things,' som Facebooks slogan engang lød.

I den tidligere nævnte scene fra første afsnit, hvor Hendricks taler til Senatet, annonceres det højtideligt, at Amazon, Google og Facebook har indrømmet uansvarlig opførsel.

Gavin Belson, chefen for den opdigtede Google-lignende virksomhed, skynder sig at snuppe mikrofonen.

- Vi har også indrømmet uansvarlig opførsel, erklærer han, begejstret over at være i kategori med kæmpefirmaerne.

Uanset at det handler om manglende moral.

I et senere afsnit opstår der en kamp om at lukke en aftale. De to parter konkurrerer om at have det værste menneske på holdet, fordi man åbenbart helst vil ledes af dem med lavest moral.

Hendricks' partner Dinesh vinder aftalen for Pied Piper med en lang afsløring af sin egen elendige moral. Han starter med at fortælle, at han lige har snydt sin egen fætter:

- Han kommer sikkert til at miste omkring 40 millioner. Og sit gods i Hawaii. Håber jeg. Se selv! Jeg er forfærdelig! Og da jeg var otte år gammel, stjal jeg min ven Alis sjippetov og bandt det til en lastbil, der kørte væk.

Og fortsætter:

- Mens han græd sig selv i søvn om aftenen, spiste jeg hans slik og sagde, at det var Gud, der havde taget det, fordi han hadede ham.

I 'Silicon Valley' er hensynsløshed et plus, et tegn på, at man er klar til at tjene penge til sine investorer og aktionærer. Skræmmende, men heldigvis også rigtig, rigtig sjovt (i hvert fald i serieversionen).

'Silicon Valley', seks sæsoner på HBO Nordic - nyt afsnit hver mandag.