Tankevækkende dokumentar rammer anmelder: Den får verden til at hænge sammen igen

Dokumentarfilmen 'Push' sætter fokus på de boligkapitalfonde, der gør flere og flere mennesker hjemløse.

'Push' viser, hvordan nogle kan svømme i en langt større pengetank end Joakim von And, mens andre mister deres livsgrundlag, mener filmanmelder Per Juul Carlsen. (© Filmbazar)

Engang imellem er vi så heldige at bumle ind i en dokumentarfilm, der får verden til at hænge sammen igen.

Sådan en film er 'Push'.

Uden patos eller tendentiøse svinkeærinder a la Michael Moore forklarer den, hvorfor husene i 80 procent af det centrale London står gabende tomme, hvorfor amerikanere nedbryder og ombygger kulturarv i København, hvorfor unge mennesker bliver hjemløse i store dele af den vestlige verden - og hvorfor mennesker i gule veste smadrer gaderne i Paris.

Titlen skyldes de egentlige hovedpersoner i filmen, de mennesker, der gennem de seneste år er blevet skubbet ud af deres lejligheder på grund af pludselige huslejestigninger.

Uanset om det er i London i England, Valpairiso i Chile, Uppsala i Sverige, Toronto i Canada, Seoul i Sydkorea, Berlin i Tyskland, Milano i Italien, New York i USA eller Barcelona i Spanien.

Huslejestigningerne skyldes spekulanter, der kan sidde i den anden ende i verden, men som investerer i boliger på samme måde, som andre investerer i guld, diamanter eller jord.

Og som tilsyneladende ikke skænker det en tanke, at boligerne indeholder mennesker, der har boet der i årevis.

Undersøger mulige brud på menneskerettigheder

På den baggrund rejser den canadiske højkommissær for menneskerettigheder, Leilani Farha, verden rundt og undersøger mulige brud på den del af FN's menneskerettigheder, der fastslår, at alle mennesker har ret til en bolig.

I Chile er hun eksempelvis vidne til, at spekulanter handler med jord, de slet ikke ejer, og dermed presser folk, der har papir på boligerne, ud.

Og i London er hun vidne til, at folk, der mistede deres hjem under branden i boligblokken Grenfell i 2017, bliver tilbudt en ny bolig i Newcastle eller Manchester, flere hundrede kilometer borte.

Den store skurk i 'Push' er den amerikanske kapitalfond, Blackstone, der også er kritiseret for at købe historiske ejendomme i København, ombygge dem og sælge dem videre.

Leilani Farha (th.) er udpeget som speciel reporter på området af United Nations Human Rights Council. (© Filmbazar)

Leilani Farha forsøger forgæves at få et møde med Blackstone, og det er den helt store mangel ved 'Push'; at den ikke giver ordet til de investorer og kapitalfonde, som den angriber for at fjerne andre menneskers livsgrundlag.

Den kunne have forsøgt at få kløerne i en mindre kapitalfond end Blackstone, den kunne have fundet en økonomisk liberalist, der ville forklare sagen fra investorernes synspunkt.

I stedet sætter den økonomen Joseph Stiglitz til at spole tilbage til kollegaen Milton Friedman, der i 1960'erne var med til at udtænke de fritænkende principper for handel, som præger verden i dag.

Det gør den blandt andet ved at vise et arkivklip med Friedman på kasino, hvor han opstiller tænkeeksperimentet: 'Tænk, hvor kedeligt det ville være, hvis alle gik hjem med præcis samme beløb, som de kom med'.

Og det er 'Push's problematik i en nøddeskal: Nogen vinder. Andre taber.

Eller mere præcist i denne her sammenhæng: Nogle kan svømme i en langt større pengetank end Joakim von And. Andre mister deres livsgrundlag.

Flere boliger - og flere hjemløse

Den liberalistiske tankegang hævder vanligvis, at økonomisk vækst trækker alle, også de svageste, med sig.

Men det er svært at få øje på blandt de mange mennesker i 'Push', der mister deres bolig og - som bageren i Berlin - deres livsværk til spekulanter, som er umulige at komme i kontakt med.

Trods mangler er der rigeligt med tankevækkende gods i 'Push' til at få verden til at hænge sammen igen og til at forstå, hvorfor byer bliver forvandlet til endeløse rækker af nye boliger, mens der alligevel bliver flere hjemløse.

'Push' er instrueret af den svenske instruktør Fredrik Gertten, der tidligere har instrueret 'Den unge Zlatan'. (© Filmbazar)

Eller hvorfor De Gule Veste i Paris smadrer løs i frustration over globale økonomiske kræfter, der er helt uden for deres rækkevidde.

Som den hollandske sociolog Saskia Sassen siger et sted: 'Hver gang vi køber en kop kaffe hos en multinational virksomhed, bliver der trukket penge ud af vores lokalmiljø'.

Det er ren logik, men det beskriver også, hvor meget vi selv skubber til det store regnestykke, der foregår om ørene på os, uden at vi selv er klar over det.

Ikke før vi ser 'Push', i hvert fald.

(© Filmbazar)
Facebook
Twitter