Tarantino genoptager lækket western-film

Tarantino droppede i januar filmen ’The Hateful Eight’, fordi manuskriptet blev lækket. Nu fortæller han, at han stadig arbejder på projektet.

Quentin Tarantino blev meget vred, da han fandt ud af, at hans manuskript til filmen 'The Hateful Eight' var blevet lækket, og droppede derfor filmen. Han sagde dog også, at han måske ville ombestemme sig, og det har han nu gjort. (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

Instruktøren Quentin Tarantino valgte i januar at droppe film-projektet, 'The Hateful Eight', da manuskriptet blev lækket.

Nu er det kommet frem, at filmen alligevel bliver til noget - det afslørede instruktøren selv til en læsning af det lækkede manuskript.

Laver manuskriptet om

Før oplæsningen af manuskriptet, som blev foretaget af skuespillerne Samuel L. Jackson, Tim Roth og Michael Madsen, fortalte Quentin Tarantino om hans planer for det nye 'The Hateful Eight'-manuskript:

- Jeg arbejder på et andet udkast, og vil også lave et tredjeudkast, men vi vil læse fra det første udkast, sagde Tarantino ifølge BBC.

Han fortalte også, at han ændrer slutningen i det nye manuskript. Det sidste kapitel, kapitel fem, i det lækkede manuskript, vil ikke være det sidste i det reviderede.

Handlingen - som den ser ud nu

'The Hateful Eight' er ligesom 'Django Unchained' et Western-drama. Filmen foregår efter borgerkrigen, og finder sted i Wyoming efter en voldsom snestorm.

En broget samling af personer bliver fanget i en butik på grund af stormen, og det meste af filmen foregår derfor i et enkelt værelse.

Blandt personerne er to dusørjægere, en tidligere soldat og en kvindelig fange. Plottet skulle eftersigende være inspireret af detektivhistorier og mordmysterier - selvfølgelig med ekstra vold.

I det lækkede manuskript ender det med en blodig skudkamp, hvor alle karakterer dør, men den slutning vil Tarantino nu ændre.

Det er stadig uvist, hvornår filmen får premiere.