'Tarok's bud på en dansk fællesskabsfølelse er virkelig uheldigt

Alle andre end jyderne er nogle svin i Anne-Grethe Bjarup Riis' nye danskerfilm

Al respekt for Regner Grasten og Anne-Grethe Bjarup Riis for at opdatere Danmarkshistorien som solid familieunderholdning, men beklager, den her anmelder KAN simpelthen ikke forlige sig med storfilmen 'Tarok', hverken som historie eller som standpunkt. Det har intet at gøre med at helten er en hest. Heste har mindst lige så god ret til at være helte som mennesker. Det har heller ikke noget at gøre med at filmen driver af en nostalgi over et dansk bondeland med et smældende dannebrog og kernesunde børn i gyldent korn, som om alting bare var bedre før gyllesprederen blev opfundet.

Decideret sjuskeri

Det har noget at gøre med at instruktøren Anne-Grethe Bjarup Riis lige fra begyndelsen presser sin pointe langt ned i halsen på tilskuerne. Det har noget at gøre med at filmen klipper og konstruerer virkeligheden så den passer ind i filmisk klichékonstruktion. Det hænger sammen med decideret sjuskeri, såsom at bærende figurer forsvinder sporløst ud af historien. Og det hænger især sammen med det billede på fællesskab, filmen sætter op. Fint nok, at en hel nation finder sammen om en travhest, men når det hele tiden skal være på en baggrund af irriterende udlændinge, nægter den her tilskuer simpelthen at være med.

God dansk hestekraft

Det er en smuk tanke, at Anne-Grethe Bjarup Riis vil samle danskerne og opdrage unge generationer til fællesskab med 'Tarok' og forgængeren 'Hvidsten-gruppen', der solgte 764.000 billetter herhjemme. Og historien om travhesten Tarok, der kunne hamle op med verdens bedste i slutningen af 1970'erne, er et fint udgangspunkt for at samle folk. Det er heller ikke nogen dum idé at fortælle om familien Laursen, der ejede Tarok, og om patriarken Karl Laursen, der gik imod de skide amerikaneres moderne traktorer og satsede på hesteavl ved Skive ud fra devisen 'Der er ikke noget, der kan hamle op med god dansk hestekraft'.

Stivnakket bæst

Det er også meget tænkeligt at Karl Laursen var et stivnakket bæst, der trynede sin søn, Jørn, selvom Jørn vandt løb på stribe med Tarok. Men der er grænser for hvor hjernelamt en far kan blive ved med at tryne sin søn på film før det begynder at ligne en konstruktion fra filmfolkenes side. Gennem noget nær en halv time af 'Tarok's 133 minutter består filmen ikke af andet end Karl, der kuer sin søn, uden at nogen reagerer. Det lugter alt for langt væk af at en hest, der af gode grunde ikke kan udtrykke tydelige følelser, ikke er stærk nok som hovedperson og derfor skal have medspil af et solidt menneskeligt drama.

Indtørrede hestepærer

Og hvad blev der af Jørns brødre, der i begyndelsen af filmen er vildt besatte af at køre hesteløb? Ja, en af dem dør, men de to andre? De forsvinder som indtørrede hestepærer efter en halv times tid af filmen, hvilket svarer til at to af de tre berømte musketerer pludselig valgte at forlade deres historie uden en forklaring.

Bombastiske statements

Filmisk er 'Tarok' mere solidt håndværk end 'Hvidsten-gruppen', med flottere arrangerede scener og mere troværdigt skuespil, men 'Tarok' lider klart under at den indlysende gode historie aldrig bliver synlig, sådan som den var til overflod i 'Hvidsten-gruppen.' Det tvinger Bjarup Riis ud i flere lappeløsninger, fx dialogen, der næsten udelukkende består af bombastiske statements som 'jeg skal fandme ikke putte gift i min jord' eller 'københavnerne skal ikke bestemme over vores liv'.

Understreger og udpensler

I det hele taget benytter instruktøren sig af at et filmsprog, der understreger og udpensler enhver situation, som om begrebet 'antydning' var det rene science fiction. Det skaber flere unødvendigt klodsede situationer, som da Jørns storebror Vagn får konstateret kræft mens Jørn er ved at uddanne sig til det farlige job som jagerpilot, og Døden hænger tungt i luften over familien Laursens køkken. Her kunne Bjarup Riis' snildt have klippet videre til næste scene og ALLE ville have fanget mismodet. Men mutter Laursen skal lige tabe frikadellefadet på gulvet med et hulkende 'jeg kan ikke mere!'

Præg af folkeforførelse

'Tarok' er i det hele taget så demagogisk, at det har præg af folkeforførelse. Og det er her, Bjarup Riis' ønske om at skabe fællesskab og opdrage de yngre generationer får en problematisk klang. Hele vejen gennem filmen bliver familien Laursen udsat for hån af det bedre borgerskab, ikke mindst københavnerne. I begyndelsen af filmen er det amerikanerne, der invaderer det smukke danske landbrug med deres marshall-hjælp og støjende traktorer. Senere er svenskerne så selvfede, at de kræver de gode båse på Charlottenlund Travbane, og dermed skubber Jørn Laursen og Tarok ud i den dårligste stald. Kort efter er franskmændene som sædvanlig nogle arrogante stoddere, der ikke vil lade en flink og jordnær jyde køre sin egen hest, bare fordi han er amatør.

Andre er nogle svin

Alle andre end jyderne er i det hele taget decideret usympatiske. Her er det, man bliver voldsomt nervøs for hvad det er, Bjarup Riis vil samle danskerne om og opdrage ungdommen til. Der er absolut ingen grund til at gå tilbage til Taroks meritter for at finde en dansk fælleskabsbegivenhed. De opstår hvert år, gerne i forbindelse med håndboldherrernes deltagelse i store mesterskaber eller når danske film vinder priser på internationale festivaler. Vi danskere har ingen åbenlyse problemer med at juble i fællesskab når vi nakker andre folkeslag i konkurrencer. Hvad skal den danske ungdom så opdrages til? At andre er nogle svin og at vi derfor må stå sammen? Det er en fællesskabsfølelse med virkeligt uheldige undertoner - i en fortælling med virkeligt store problemer.

'Tarok' kommer op i biograferne torsdag den 30. oktober

Facebook
Twitter