Thailandske drenge sad fanget i grotte: Nu bliver deres historie til Netflix-serie

Streaminggiganten skal koproducere en miniserie om de 12 thailandske drenge, der sidste år blev reddet ud fra en grotte.

Drengene og deres træner på hospitalet efter redningen. De står med et billede af dykkeren Samarn Kunan, der mistede livet under redningsaktionen. (Foto: Handout . © Scanpix)

Det ryddede forsider i hele verden, da 12 thailandske fodbolddrenge og deres træner sidste sommer på sensationel vis blevet reddet ud fra en ti kilometer dyb grotte efter at have siddet fanget i 17 dage.

Og nu bliver deres historie så til en miniserie, skriver The Hollywood Reporter.

Det bliver streaminggiganten Netflix, der skal koproducere serien sammen med SK Global, der har sikret sig rettighederne til drengenes historie.

Aftalen om serieprojektet blev afsløret af Thailands kulturministerium torsdag.

SK Global har tidligere villet lave drengenes fortælling til en film, men nu, hvor Netflix er kommet ombord, skal historien i stedet fortælles som en miniserie.

Som skabt til Hollywood

Det har længe ligget i kortene i Hollywood, at der skulle spindes guld på grottedramaet.

Hele fem forskellige versioner af fortællingen blev diskuteret i ugerne efter redningsaktionen, og allerede dengang forudså Mads Kæmsgaard Eberholst, lektor i journalistik på Roskilde Universitet, at drengenes fortælling var som skabt til Hollywood.

- Der er lavet dramaturgiske fortællinger om frygt og katastrofescenarier stort set lige så længe, som vi har lavet film. Så historien appellerer så stærkt til os. Det skulle faktisk ikke undre mig, om der kom en film ud af det her, sagde Mads Kæmsgaard Eberholst til dr.dk i juli sidste år.

Fodboldholdet befandt sig knap fire kilometer fra indgangen til grotten, og der gik ti dage, før britiske dykkere formåede at nå frem til dem. Indtil da vidste man ikke, om drengene var levende eller døde.

Der skulle herefter gå yderligere syv dage, før alle var reddet ud i god behold. Undervejs i den uge-lange redningsaktion mistede dykkeren Saman Kunan livet.

Redningspersonalet under aktionen for at få drengene og deres træner ud af grotten i juli 2018. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Drengene og træneren får 600.000 kroner hver

En unavngiven talsformand for det thailandske kulturministerium siger, ifølge The Hollywood Reporter, at de 12 drenge og træneren alle får omkring 600.000 danske kroner (tre millioner thailandske baht) hver for deres medvirken.

Som en del af aftalen vil de ikke give fremtidige interviews om deres oplevelser.

Netflix har bekræftet miniserien over for The Hollywood Reporter, men ønsker ikke at give yderligere kommentarer.

Det vides endnu ikke, hvornår miniserien kommer på Netflix.

Facebook
Twitter