Ti år senere: Her er 3 af de vigtigste fortællinger om angrebet på Utøya - set med norske øjne

En norsk kulturredaktør guider dig til de vigtigste film og bøger om angrebet på Utøya.

Det kan virke uoverkommeligt at skulle beskrive, hvad der skete i Norge den 22. juli 2011. Men siden angrebet for ti år siden har flere alligevel gjort forsøget i både film, serier, bøger og på teatret. Her er det filmen 'Utøya 22. juli'. (© Paradox)

I dag er det ti år siden.

Ti år siden, at 69 mennesker, hvoraf langt de fleste var teenagere, mistede livet på den lille norske ø Utøya, da en gerningsmand gik bevæbnet i land med det ene formål at slå så mange som muligt ihjel.

Forud for angrebet havde han desuden udløst en bombe i centrum af Oslo, der kostede i alt otte mennesker livet.

Massemorderens navn er Anders Behring Breivik, og hans gerninger har i de sidste ti år farvet både norsk politik og landets selvopfattelse.

Det mener i hvert fald kulturredaktør på mediet Bergens Tidende Frode Bjerkestrand, der herunder guider dig til de, ifølge ham, tre vigtigste fortællinger om den skæbnesvangre julidag, der på ubehagelig vis har mejslet sig ind i Norges historie.

Fortællinger, der hver især giver os som seere eller læsere en flig af forståelse af, hvad der skete på Utøya for ti år siden.

Eller hvordan der, i en formodet velfungerende velfærdsstat som Norge, kan skabes grobund for en radikaliseret massemorder som Breivik.

1

Film: 'Utøya 22. juli' (2018)

I filmen 'Utøya 22. juli' følger man den unge (fiktive) kvinde Kaja, mens hun både forsøger at hjælpe andre unge samt at finde sin søster på øen. Alt imens pistolskud brager igennem luften. (© Paradox)

Instruktør: Erik Poppe.

- Filmen her fik helt velfortjent ros, da den udkom i 2018. Jeg synes da også, den er uhyre ubehagelig, chokerende og original på samme tid, begynder den norske kulturredaktør, Frode Bjerkestrand.

- Her følges massedrabet på Utøya i realtid, minut for minut, fra terroristen løsner sit første skud, til de unge bliver reddet fra øen i en lille båd.

- Filmen skiller sig ud ved at skildre en ung piges flugt ubehageligt nært. Den beskriver forvirringen og angsten i førstepersonsperspektiv så levende. Vi ser aldrig drabsmanden, vi hører bare skud, skrig og fortvivlelse.

- På den måde blev filmen også et vigtigt indslag i den underlige og empatiløse debat om 22. juli her i Norge. For filmens udtryk er hyperrealistisk og intens, og den bliver derfor et selvstændigt argument mod alle dem, som havde stærke meninger om, hvordan ungdommen på Utøya egentlig burde have reageret i mødet med en massemorder.

'Utøya 22. juli' kan streames på YouTube Movies, Blockbuster, Viaplay m.fl.

2

Dokumentarfilm: 'Generation Utøya' (2021)

Dokumentarfilmen 'Generation Utøya' er en "vigtig diagnose af Norge igennem de sidste ti år", mener kulturredaktør Frode Bjerkestrand. (© Fenris Film)

Instruktører: Aslaug Holm og Sigve Endresen.

- For mig fungerer denne kritikerroste dokumentar som en vigtig rettelse af en debat, som er løbet af sporet, siger Frode Bjerkestrand og fortsætter:

- De overlevende fra Utøya trak sig tidligt fra diskussionerne om den 22. juli på grund af et hårdt politisk klima, hvor de blev anklaget for at bruge angrebet til en politisk fordel.

- Dokumentarfilmen følger fire kvinder fra AUF, Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, som var på Utøya, der på hver sin måde forholder sig til netop at være udenforstående i debatten.

- I den dybe kløft mellem håb og humanisme og på den anden side den håbløse, politiske debat her i Norge, er bevidstheden om, at den 22. juli havde reelle ofre med reelle skudsår og evige skader, næsten forsvundet.

- 'Generation Utøya' er derfor en oprejsning for disse unge, og den er vigtig, fordi den skærer gennem retorik, spekulation og politisk spil og viser de helt reelle konsekvenser for dem, der befandt sig i Breiviks kikkertsigte.

- På den måde bliver filmen også en vigtig diagnose af Norge igennem de sidste ti år.

'Generation Utøya' kan ses på DRTV her.

3

Bog: 'En norsk tragedie - Anders Behring Breivik og vejene til Utøya' (2012)

Bogen er en gennemgang af, hvordan en middelklassemand fra Oslo kunne ende som en de værste terrorister i efterkrigs-Europa. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Forfatter: Aage Storm Borchgrevink.

- At denne bog udkom bare et år efter terroren er helt ubegribeligt. Den blev straks et referenceværk. Især fordi den så kompetent og kildestærkt fortæller historien om, hvordan lille Anders blev den værste terrorist i norsk historie.

- Men også fordi den gav kontekst og forklaring til det ubegribelige: At en norsk massemorder ikke opstår i et vakuum, men vokser op i et velfærdssamfund, hvor vi bilder os ind, at systemer og omsorgsapparater er solide nok til, at ingen falder udenfor, siger Frode Bjerkestrand.

- Det er en fortælling om at stå uden for fællesskabet, om massiv svigt i børneværnet, retsvæsnet og beredskabet – og om hvor farlig radikalisering på nettet kan være.

- Bogen er en betydelig realitetsorientering for en velstående nation, som måske har været lidt for selvtilfreds. At ekstremisten Breivik er "en af os" er måske noget af det mest tankevækkende for en nation at bearbejde i tragediens eftertid.

4

Du kan også dykke ned i...

NRK-serien '22. juli - dagen der ændrede Norge' handler om alle de folk, der skulle håndtere konsekvenserne af Breiviks angreb. Men gerningsmanden selv fylder meget lidt: - Han har ikke nogen naturlig plads i vores serie. Og han fortjener heller ikke en plads, udtalte instruktøren Sara Johnsen i 2017. (© NRK)

De tre nævnte titler er dog langt fra de eneste, der beskæftiger sig med den gruopvækkende sommerdag på den lille norske ø. Faktisk findes der adskillige bøger, dokumentarer, film og serier, der forsøger at sætte ord og billeder på, hvad der skete den dag.

Her er et par af dem, du kan finde på DRTV.

Prisvindende dramaserie:

På DRTV kan du se den prisvindende NRK-fiktionsserie '22. juli - Dagen der ændrede Norge' fra 2020.

I seks afsnit ser serien nærmere på begivenhederne før, under og efter angrebene i Oslo og på Utøya. Alt sammen set fra skiftende synsvinkel. Fra fragtmændene, der leverer seks ton kunstgødning til Breivik – til hospitalspersonalet, der senere modtager de sårede unge fra Utøya, og med den stædige journalist Anine Welsh som gennemgående karakter, der binder fortællingerne sammen.

Danske interviews:

På DRTV kan du også se Daniel Ryes interview med danske Kristian, der som 18-årig selv overlevede angrebet på Utøya, mens mange af hans venner ikke var lige så heldige.

I programmet 'Ud af mørket med Daniel Rye: Utøya' bliver du klogere på, hvordan Kristian er kommet videre i livet på trods af en tyngende skyldfølelse over at have overlevet angrebet.

Også danske Patrick Piscot overlevede massakren, hvilket han fortæller om i dette afsnit af reportageserien 'Ramt af', som du også kan se på DRTV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk