Tina Dickow overrasker kronprins Frederik med helt personlig gave

Sangerinden har skrevet en ny sang til kronprinsen, der er inspireret af hans tid som studerende i USA.

Da kronprins Frederik som ung var studerende på Harvard-universitet i USA, boede han på et kollegium for, hvad man vel godt kan betegne som VIP's.

Men faktisk kunne den danske kronprins bedre lide at hænge ud på Adams House – et kollegium for almindelige studerende, hvor der var plads til fest, forskellighed og farver.

Det har inspireret sangerinden Tina Dickow til at skrive en helt ny sang med netop titlen 'Adams House', der handler om at finde et sted, hvor man kan være sig selv.

Sangen spillede hun for første gang for kronprinsen søndag aften i Royal Arena under det store fødselsdagsshow 'Hele Danmark fejrer kronprinsen'.

Se Tina Dickows optræden i videoen øverst.

Virker som en bundsolid mand

Da Tina Dickow blev spurgt, om hun ville optræde til kronprins fødselsdagsshow, foreslog hun selv, at hun ville skrive en helt ny sang til anledningen.

Det er kronprinsens venlige gemyt, der har fået Tina Dickow til at lave en sang inspireret af hans studietid over there.

- Det, der først og fremmest slår mig – og det er også derfor, jeg har haft lyst til at skrive en sang til ham, og derfor jeg tror, det bliver en rar fornemmelse at synge den for ham - er, at han virker så ufattelig rar. Og sådan umiddelbar, siger Tina Dickow og fortsætter:

- På en måde er det ’What you see, is what you get’, og det kan jeg godt lide, for jeg har det lidt svært med det opstyltede og det alt for distancerede – og han virker som en bundsolid og meget autentisk mand. Det er tydeligt, for det lyser ud af ham.

Kronprinsfamilien hilste efter showet på alle de optrædende. Her er det prins Christian, der hilser på Tina Dickow. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Har en maskulin musiksmag

Selvom det søndag aften altså var første gang, at Tina Dickow optrådte med sit nye nummer, så hørte kronprins Frederik det, da han for nylig var gæst hos Alex Nyborg Madsen i P4.

Hvad betyder det for dig, hvad han synes om sangen?

- Jeg ved ikke, om beæret er ordet, men jeg håber da, at han synes, det er dejligt, at jeg har haft lyst til at skrive sådan en sang. Om det er hans genre, har jeg ikke lige tænkt over, men det er det jo egentlig – han er meget maskulin i sin musiksmag.

Er det lidt specielt at have en kongelig fan?

- Det er da skønt, men ikke noget jeg tænker over på den måde. Men det er dejligt, hvis han kan lide sangen.

Facebook
Twitter