Tivoli-kongen Leif Dahlgård blev tv-stjerne: 'Jeg kan stadig ikke forstå, at der skulle være noget interessant ved mig'

74-årige Leif Dahlgård blev for 20 år siden allemandseje i tv-serien 'Dahlgårds Tivoli'.

(Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

- Ja, det' Leif!

Stemmen er ikke til at tage fejl af.

Jeg har hørt den mange gange før. Hørt den dele skideballer ud, proklamere at høns ikke kan fryse og hørt den fortælle begejstret om glæden ved italienske karruseller og rutsjebaner. Nå ja, og hvor billigt 40 kroner er for en tur i simulatoren.

Stemmen tilhører Leif Dahlgård, den i dag 74-årige landevejsgøgler, der i mange år sad på tronen i familiedynastiet Dahlgårds Tivoli, et omrejsende ét af slagsen, der i 1999 blev allemandseje i tv-serien af samme navn.

Vi skulle egentlig være mødtes hjemme i privaten i den jyske by Frederiks, men Leif Dahlgård er blevet syg, så nu tager vi den i stedet over en skrattende telefonlinje fra et sted på den jyske motorvej.

Hans karakteristiske krejlerkarisma strømmer dog uhindret igennem telefonrøret.

- Nu må du sige til, hvis jeg snakker for hurtigt, ikå?, siger Leif på klingende jysk, mens han begynder fortællingen om sit liv som tivoli-konge.

Dahlgårds Tivoli blev grundlagt af faderen Ejner Dahlgård tilbage i 1947, og Leif voksede op på landevejen blandt karruseller og skydetelte. Da faderen gik bort, overtog Leif tivoliet, som han i mange år frem kørte sammen med konen Anni.

De mødte hinanden, da Leif var 15, og Anni var 16. Leif gjorde kur med en gratis tur i radiobilerne, og siden er det blevet til 55 års ægteskab og to børn, Palle og Marianne, som også i mange år var med til at drive familiens stolthed; det omrejsende tivoli.

Leif Dahlgård fotograferet på årets Horsens Kræmmermarked. Her solgte han blandt andet pandekager fra de madvogne, der i dag udgør hans vognpark. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Blev landskendt i tv-program

For præcis 20 år siden, i sommeren 1999, blev Leif, Anni og resten af tivoliet landskendte, da reportageserien 'Dahlgårds Tivoli' rullede over skærmen. Et tv-hold fra DR fulgte i hælene på tivoliet i ugevis og dokumenterede det til tider turbulente liv på landevejen.

- 20 år… Hvor fanden er de blevet af? Jeg kan sgu ikke rigtig forstå det, for jeg synes sgu ikke, jeg er blevet ældre. Men det er nok kun mig, der synes det, griner Leif Dahlgård med sin karakteristiske, hæse latter, der vidner om knap 70 år på landevejen og nok smøger til, at Sundhedsstyrelsen ville gå mere bananas end Jamaicaen.

Persongalleriet i serien bestod af familien Dahlgård og deres ansatte i tivoliet, og programmet dokumenterede livet på landevejen og de interne dramaer og kontroverser, der på nærmest daglig basis udspillede sig mellem personalet på tivoli-pladsen.

De ansatte var en - mildt sagt - broget flok, og i nærmest hvert afsnit truede nogen med at 'pakke sit lort' og smutte.

Men selvom Leif Dahlgård erkender, at bølgerne kunne gå højt i tivoliet dengang, mistænker han også nogle af de ansatte for at skrue en ekstra tand op for dramatikken, når DR's tv-hold var på besøg.

- Der var nok nogen, der spillede lidt op til kameraerne med det der: 'Nu rejser jeg, nu bliver jeg, nu rejser jeg igen'. Og Jan, der blev skudt i øjet… Hvis han var blevet skudt i øjet, så havde han kraftedeme ikke haft noget øje i dag, vel? Men når fjernsynet kom, så kunne han lige stå og dryppe øjet lidt. Det benyttede de sig lidt af, det tror jeg, siger han bestemt.

Alle fik en chance i tivoliet

Men selvom det ikke gik stille for sig i den lille, omrejsende skurvognsby, har Leif Dahlgård været glad for de mange ansatte, der gennem årene har været forbi hans tivoli.

- De fleste af dem var nogle mægtig rare fyre, det må jeg sige. Måske var nogle af dem lidt tabt bag en vogn, men så kunne vi jo samle dem op, siger Leif Dahlgård og fortsætter:

- Jeg har altid sagt, at ingen er så ringe, at der ikke er en plads til dem. Gennem årene har jeg haft mange unge mennesker inde, som nok egentlig bare trængte til at prøve at blive respekteret som menneske for en gangs skyld. Det blev de hos os.

Leif Dahlgård har brugt de sidste 70 år af sit liv i tivoli. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Den tidligere tivolichef tror, at mange af de unge mænd, der gennem årene ofte tilsluttede sig tivoliet, i bund og grund prøvede at finde en form for tryghed, som de måske tidligere havde manglet. Derfor blev Leif og konen Anni også en slags reserverforældre for personalet, når de kørte rundt på landevejene.

- Min kone var jo som en mor for dem. Hvis de havde slået fingeren, så kom de hen til hende og fik den pakket ind og fik en uskyldig kalktablet. Når de så var på vej ud, så stoppede hun dem og sagde: 'Argh, bliv nu lige siddende i et par minutter, for det er en meget stærk tablet, du har fået' - og så fem minutter senere, så kan du fandeme tro, at de kunne igen, siger Leif Dahlgård og fortsætter;

- Der var selvfølgelig ikke noget i tabletterne, det var det psykologiske i det. Hos os fik de noget tryghed, og de vidste altid, at hvis de havde et problem, så stod min dør åben.

Leif Dahlgård var ikke bange for at sige fra, hvis han følte, nogle af hans ansatte blev dårligt behandlet af de andre:

'Herregud, hvorfor går de og optager det her?'

Programmerne om tivoliet begyndte at rulle over skærmen i sommeren 1999. Selvom det var noget specielt at se sig selv på tv, var den erfarne krejler glad for tv-programmerne.

- Der var da nogle gange, hvor tæerne krøb lidt sammen nede i skoene, når der var en eller anden scene, der var lidt pinlig. Men jeg synes, det var nogle fine udsendelser, siger Leif Dahlgård.

Og det var han ikke ene om synes.

Fortællingen om det omrejsende tivoli tog de danske tv-skærme med storm og blev ét af den sommers største seermagneter med seertal tæt på millionen.

- Det var helt fantastisk, at der var nogle mennesker, der syntes, at mit liv var interessant. Vi tænkte jo: 'Herregud, hvorfor går de og optager det her, hvad sjovt er der ved det? Det er jo det, vi oplever hver dag'.

Tv-serien blev sendt, mens tivoliet stadig turnerede rundt i landet, og familien Dahlgård fik ofte kærligheden at føle, når de kørte rundt på landevejene.

- Når vi kom kørende med lastbilerne, kørte folk jo op på siden af os og gav os tommeltotten. Jeg blev også engang stoppet ude på landevejen af en færdselsbetjent og tænkte: 'Hvad fanden har jeg nu gjort?. Men han ville sgu bare hilse på mig og sige tak for nogle gode programmer, fortæller Leif Dahlgård.

Leif Dahlgård plejede at ryge 60 smøger om dagen. Nu er han nede på 20. - Tror du Prince kunne være min sponsor? Det er god reklame for dem, siger han og skraldgriner. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Tivoli måtte lukke efter 65 år

I kølvandet på tv-succesen fortsatte familien ufortrødent arbejdet med det omrejsende tivoli, men i 2012 måtte Dahlgårds Tivoli dog trække teltpløkkerne op for sidste gang.

Den økonomiske krise nogle år forinden havde ramt tivoliet, og selvom besætningen på det tidspunkt bestod af 40 ansatte og en karavane af 12 vogne, var det ikke længere rentabelt at rejse rundt med tivoliet.

Familien besluttede derfor at slukke for karrusellerne og lukke forretningen.

- Det var rent ud sagt frygteligt. Det var hårdt, det var det. Du skal regne med, at jeg har rejst rundt med tivoli hele mit liv... Men sådan er det jo, siger Leif Dahlgård.

Selvom tivoliet i dag er fortid, så har Leif Dahlgård ikke kunnet slippe tivolilivet helt. Derfor startede han for et par år siden en pizzavogn, som siden er blevet udvidet med en pandekagevogn og en bod, der sælger de populære, oliedryppende 'spanskrør', churros.

Dem rejser han nu rundt med sommer efter sommer og besøger markeder og byfester rundt omkring i landet. Men hvorfor dog fortsætte det hårde tivoliliv, når manden forlængst er blevet folkepensionist?

- Det holder mig i gang. Og så elsker jeg det overalt på jorden. Det er det bedste, jeg ved. Vi har lige været tre dage på Vorbasse Marked. Der åbnede vi klokken ti og lukkede klokken to om natten, og jeg var der alle timerne. Jeg gad jo ikke stå derude til langt ud på natten, hvis jeg ikke kunne lide det, vel?

- Pandekager med fyld er blevet så populære, så det begyndte vi også at lave. Folk kan godt lide dem med salat, skinke, ost og sådan noget, fortæller Leif Dahlgård. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Har fået legendestatus hos fans

Men det er ikke kun pizza og pandekager, der bliver langet over disken, når den ukronede tivolikonge fortsat turnerer rundt i landet. Leif Dahlgård har nemlig fået en ny specialitet på menukortet: selfies.

- Så sent som på Vorbasse Marked blev jeg jo fotograferet hundrede gange. Der kommer rigtig mange, som kan genkende mig og vil have taget et billede. Jeg synes, det er sjovt, og folk er for det meste søde og rare - hvis altså ikke de har fået for mange øl.

Her 20 år efter premieren er 'Dahlgårds Tivoli'-programmerne nemlig stadig populære og bliver fortsat streamet i stor stil på DR's hjemmeside. Reportageserien har sågar fået sin egen - og meget aktive - fangruppe på Facebook, ligesom der også er blevet produceret en 13 afsnit langt podcast, udelukkende dedikeret til serien.

Leif Dahlgård og de andre medvirkende har i fankredse i dag opnået noget nær kultstatus, men hovedpersonen selv ved dog ikke helt, hvad han skal sige til rollen som tv-legende, som mange har påduttet ham.

- Altså... Så håber jeg da bare, at jeg opfører mig på sådan en måde, at jeg kan leve op til alt dét, griner han.

Leif Dahlgård forstår heller ikke helt, hvorfor programmerne fortsat er så populære.

- Nej, det gør jeg sådan set ikke. Jeg kan stadig ikke forstå, at der skulle være noget interessant ved mig. Men er der nogen, der synes, at det er nogle gode udsendelser, jamen så er jeg da glad for det.

Vil dø på tivolipladsen

Selvom dåbsattesten vidner om en alder på 74, så har Leif Dahlgård absolut ikke i sinde at stoppe med at arbejde. Gjorde han det, ville han sgu dø, konstaterer han nøgternt.

- Jeg kunne sætte mig hjemme i en stol og dø, men det vil jeg ikke. Jeg lever og ånder for tivolilivet. Mit største ønske er at gå hen over en tivoliplads og så falde død om. Bum, så var det ovre, siger han.

Men hvis det står til chefen selv, sker det dog ikke lige foreløbigt:

- Jeg regner med at blive 100. Helt bestemt, siger Leif Dahlgård, som dog allerede har planlagt, hvad der skal stå på hans gravsten, når den tid kommer:

- 'Jeg har været glad for at være her, og jeg kommer gerne igen'.

Du kan se eller gense alle otte afsnit af 'Dahlgårds Tivoli' lige nu på DRTV.

Leif Dahlgård slentrer hen over pladsen ved Horsens Kræmmermarked. Denne sommer har han - ligesom årtier forud - turneret sommerlandet tyndt. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)
FacebookTwitter