Topkarakter til 'Star Wars': Troldspejlet blæst bag over af ‘The Last Jedi’

Uden at røbe for meget, er der masser af liv i den gamle galakse, fortæller Troldspejlet-vært Jakob Stegelmann. Bare rolig!

For to år siden gav 'The Force Awakens' nyt håb for Star Wars-universet.

Biografaktuelle 'The Last Jedi' viser nu, at der er masser af liv og eventyr i den gamle galakse.

Jeg tør ikke fortælle noget som helst fra handlingen - bortset fra, at Luke Skywalker er tilbage.

Star Wars-chat med Jakob Stegelmann

Klokken 12.30 sidder Jakob Stegelmann klar ved tasterne i en Star Wars-chat her på dr.dk, men allerede nu kan I skrive ind med spørgsmål og input.

Jeg gik ud af biografen som en tilfreds - og lidt overrasket - 'Star Wars'-fan - for der er overraskelser, og det er det gode. De nye folk, der styrer 'Star Wars' i dag, ved, hvad de gør.

De laver den ægte vare, for de er selv fans - og det kan man mærke.

Den afdøde Star Wars-skuespiller Carrie Fisher blev verdensberømt som Princess Leia. I den nye gør hun en entré, som nok bliver den sidste. Her er det fra 'The Force Awakens'-premiere i 2016. (Foto: © Paul Hackett / Reuters)

Ingen døde punkter

Det er nok den sidste film med prinsesse Leia. Det gør altså lidt ondt, hver gang man ser Carrie Fisher (billedet), som døde efter optagelserne i 2016, i rollen som alles yndlingsprinsesse.

'The Last Jedi' er lang - 2,5 time - men selvom vi er mange, der er trætte af for lange action-film, mærker man ikke, at tiden går.

Der er ingen døde punkter.

Instruktøren Rian Johnson klipper effektivt mellem de forskellige handlingsforløb, så man hele tiden er på mærkerne. Man følger løbende, hvad der sker hos de gode, de onde og dem, man ikke ved, om man kan stole på.

For selvom 'Star Wars' er kampen mellem god og ond, er noget af det vigtigste tvivlen.

Hvem er egentlig gode - og kan man omvendes fra Kraftens mørke side?

'The Last Jedi' er tilbage - blandt andet med den tidligere stormtropper, Finn (John Boyega). (Copyright 2017 Industrial Light & Magic, a division of Lucasfilm Entertainment Company Ltd., All Rights Reserved) (Foto: Disney © Disney)

Gådefuld ny figur

Vi ved jo, at helten Anakin Skywalker blev til skurken Darth Vader. Og der er brug for de anløbne figurer undervejs, som Han Solo, der er sig selv nærmest. En ny af hans type dukker op - den gådefulde 'DJ' - spillet af Benicio Del Toro.

Mark Hamill løfter alle scener, han er med i. Hvis man nogensinde har kunnet mærke en skuespiller, der kender sin figur og har levet et helt liv med ham - er det her.

Den aldrende Skywalker er både den samme - og meget anderledes end den unge fyr, der tog på mission med Obi Wan - i 1977 - for længe, længe siden.

'The Last Jedi' (instr. Rian Johnson) har premiere i dag i landets biografer. Spilletid: 2 timer og 30 minutter.

Se trailer her