Trækker massevis af overskrifter: Skandaløs serie er en eksplosion af stoffer, overgreb og hævnporno

'Euphoria' er ikke bare kontroversiel - den er rent faktisk også værd at se.

'Euphoria', der består af otte afsnit, er bygget på en israelsk miniserie fra 2012. (© HBO)

Den nye ungdomsserie 'Euphoria' er som en klyngebombe af provokationer rettet direkte mod bekymrede forældre.

Den tidligere Disney-stjerne Zendaya er på et håbløst togt mod at blive stoffri i en verden af iskold og ubehagelig deling af nøgenbilleder og video uden samtykke.

Drenge, der bliver bliver presset ind i aggressiv, giftig maskulinitet af uduelige forældre og en pornoficeret voldtægtskultur.

Piger, der forsøger at undgå overgreb fra højre og venstre. Og så er det hele produceret af kæmpestjernen Drake.

'Euphoria' går på ingen måde efter 'Skams' elskelige jordnærhed og elegance. Den placerer sig snarere et sted mellem 90'er chok-filmen 'Kids'' amoralske frontalangreb på tabuer og 'Gossip Girls'' glittede, soapede udtryk.

De første afsnit er allerede blevet streamet massivt blandt de unge, og 'Euphoria' tegner til at blive en succes. I hvert fald i den unge målgruppe.

Om deres forældre bliver lige så begejstrede, er mere tvivlsomt.

Herunder peger vi på tre ting fra serien, som nok skal komme til at drive forældre verden over til vanvid af bekymring og forargelse.

1

Tissemændene

Rollen som Nate spilles af Jacob Elordi, der er kendt fra Netflix-filmen 'The Kissing Booth'. (© HBO)

Lad os starte med det, der allerede før serien kom ud gav anledning til de mest skandaløse overskrifter; 30 tissemænd på skærmen.

Det startede med, at der slap en historie ud om, at der i afsnit to ville komme en scene fra et omklædningsrum, hvor man ville se 30 nøgne tissemænd. Men den var klippet ned fra 80. Gisp!

Så hvis du nogensinde har overvejet, hvor mange tissemænd der er et passende antal på skærmen i en ungdomsserie på HBO, kanalen, der er kendt for at proppe seksuelt indhold i ind i alle sine serier, så er det altså 30. 80 er alt for mange, men 30 er lige tilpas.

Men som de fleste skandaløse elementer i serien er der faktisk en grund til, at de er der.

Hvert afsnit starter med at zoome ind på en af de centrale personer på skolen, og i dette tilfælde handler det om den aggressive football-spiller Nates opvækst. Den overvældende mængde af tissemænd omgiver ham i et omklædningsrum, hvor han sidder alene, isoleret, påklædt og sammenbidt i kamp med sin egen spirende maskulinitet.

2

Disney-stjernens forfald

Zendaya træder ligesom flere kolleger før hende nu helt ud af Disneys børne-univers og ind i et langt mere voksent og dystert et af slagsen. Ud over at være aktuel i 'Euphoria' kan Zendaya også opleves i biograferne i juli i den nye Spider-Man-film, 'Spider-Man: Far from Home'. (© HBO)

Zendaya er den seneste i rækken af unge skuespillere fra Disney Channel, der kommer meget pludseligt i puberteten i fuld offentlighed.

Fra Selena Gomez i 'Spring Breakers' til Zac Efron 'Dirty Grandpa' er det næsten blevet en hel genre for sig selv at sætte de tidligere børnestjerner ud i grænseoverskridende scener.

Disney Channel er en betalingskanal, flagskibet, der viser Disneys egenproducerede film og serier. Og skuespillerne, der spiller med, skriver ofte under på stramme, moralske forpligtelser.

Formålet er, at Disney kan droppe dem uden varsel, hvis de kommer i nogen former for offentligt uføre. Det betyder også, at mange af dem har brug for at markere over for verden, når de slipper ud af Musens Hus.

Zendaya var en af hovedpersonerne i Disneys superpolerede hitserie 'Shake It Up' og var også med i den amerikanske udgave af 'Vild med dans'. Så de nu forargede forældre kendte hende rigtig godt som den nuttede, uskyldige, kønne pige.

I 'Euphoria' spiller hun hovedrollen som Rue, der er ude i et ekstremt selvdestruktivt stofmisbrug.

3

Næsten som en manual til fordærv

Kat (tv.) går fra at skrive erotiske fortællinger på nettet til at begynde at lægge videoer af sig selv op på en pornoside. Kat spilles af Barbie Ferreira, og det er hendes første store rolle. (© HBO)

Det forældrene, især de amerikanske kristne, har en tendens til at glemme, er, at de selv elsker at drømme sig ind i universer med tvivlsom moral som 'Game of Thrones' og 'Breaking Bad'. Og det er jo ikke anderledes for teenagere. Og at man jo ikke bare gør, hvad man ser.

Men 'Euphoria' bærer ekstra ved til bekymringsbålet ved ikke bare at vise teenagere, der er endt i farlige situationer.

Den går så grundigt i detaljer, at den af og til virker som en manual til depraveret livsstil. Vi ser Kats vej fra pornoforfatter på nettet til langsomt at begynde at lægge videoer af sig selv op på Pornhub. Vi ser Jules eksperimentere med at finde kinky, voksne mænd på datingapps og møde dem skumle steder.

Serien opstiller masser af regelsæt, der for unge vil være sjove, fordi de er overdrevede, men genkendelige.

Der er for eksempel en scene til en fest, hvor drengene udspørger Kat om, hvorvidt de andre piger er 'sluts' eller 'prudes' (luder/madonna, om man vil). Drengene er ikke opdelt, de er ens og uden for kategori. Og pornoforbruget følger kategorierne, bliver vi mansplainet af drengene; alle drengene ser porno, men blandt pigerne er det kun 'sluts', der gør.

For forældre er reglerne skræmmende, fordi ønsketænkningen er, at de unge skal være klogere, end man selv var. Og at man ikke skal lade sig presse ind i uværdige kategorier bare for ikke at være udenfor.

Debatten om 'Euphoria' skal nok komme til at fortsætte hen over sommeren, for der er masser af andre ting at blive forarget over. Men serien er ikke bare god til at forarge. Den er så god, at den rent faktisk er værd at se.

Facebook
Twitter