Træt af nisser? Her er 4 fede julefilm, der ikke handler om jul

Hvad er en god julefilm? Handler den om nisser og julemænd, eller kan den have et mere abstrakt juletema?

Ikke alle julefilm behøver at handle om julemænd og julegaver. (© Getty Images)

Et af de mest stillede spørgsmål, når det kommer til julefilm, er, hvorvidt actionfilmen 'Die Hard' med Bruce Willis er en julefilm eller ej.

En ny undersøgelse viser, at lejren er delt op i dem, der siger 'nej', fordi filmen ikke direkte handler om jul, hvorimod ja-sigerne mener, at en film i juleomgivelser da må være en julefilm - også selvom den handler om en brutal gidseltagning.

Flertallet i den britiske undersøgelse mener, at en film skal handle direkte om jul for at indgå i kategorien ‘julefilm’, men det vil jeg nu alligevel stille mig en anelse kritisk overfor.

For mig er der andre og vigtigere faktorer i spil, så her kan du få inspiration til fire gode julefilm, der ikke rigtig handler om jul.

(© Getty Images)

Gremlins

Som barn blev jeg skræmt halvt ihjel af de uhyggeligt gnækkende Gremlins, fordi mine naive forældre troede, det var en hyggelig julefilm om en sød lille bamse med store runde øjne.

I Gremlins får drengen Billy den nuttede Gizmo, der dog ikke må fodres efter midnat. Det kommer han selvfølgelig til at gøre, og da det pludselig vælter ind med små grønne monstre, er julehyggen for alvor ødelagt.

Det er en film, der både rummer amerikansk forstadshygge og samtidig formår at skræmme lidt for nysgerrige børn fra vid og sans. Hvad mere kan man ønske sig af julen?

(© Getty Images)

Home Alone 2: Lost in New York

At glemme sin egen søn én gang er slemt nok, men at gøre det to gange er decideret urealistisk. Ikke desto mindre er det plottet for en af de mest elskede julefilm, der findes.

Hvis vi glemmer det lidt forcerede plot, så er anden film af 'Home Alone'-serien på mange måder den mest fornøjelige - ikke mindst, fordi den foregår i verdens hyggeligste jule-setting: New York.

Filmen byder på masser af jovial julehygge, gigantiske legetøjsbutikker og Central Park dækket af sne. Men under overfladen lurer al råddenskaben, og de to kriminelle tabere, Harry og Marv, er igen ude på at spolere julehyggen.

Endnu engang må de dog se i øjnene, at de ikke er noget match for den sadistiske lille dreng Kevin, der - i hvad der føles som en evighed - udsætter de to indbrudstyve for tortur af en anden verden. Faktisk er det så brutalt, at en læge har anslået, at hvis det var virkelighed, ville Harry være død 9 gange og Marv hele 14 gange.

Glædelig jul.

(© Netflix)

Black Mirrors 'White Christmas'

Den sublime science-fiction-serie 'Black Mirror' er snart tilbage med 4. sæson, men i mellemtiden kan man med fordel se det 73 minutter lange juleafsnit, som udover at være en helt separat historie, der kan ses selvstændigt, er noget af det mest dystre juleunderholdning, der findes.

Julen er lig med hjemlig hygge for nogle, men for andre understreger den familiære højtid en bidende ensomhed.

I ‘White Christmas’ følger vi blandt andet manden Matt - sublimt spillet af 'Mad Men's Jon Hamm - der bliver blocket af sin ekskone. Ikke blocket på telefonen eller Facebook, men i virkeligheden. En ny teknologi gør nemlig, at man i fremtiden kan udelukke visse personer fra sit liv.

Dette er blot én af tre historier, vi følger i det overdådige juleafsnit, der kan anbefales til alle, der synes, julen er for blødsød.

(© Getty Images)

Die Hard

Ja - selvfølgelig er 'Die Hard' en julefilm! En af de vigtigste ting ved en julefilm er den følelse af nostalgi, som fylder seeren med en varm følelse midt i vinterkulden.

Her spiller tv-kanalerne og deres programplanlægning faktisk ind i den forstand, at de fleste af os har et særligt forhold til de film, der blev sendt omkring juletid i vores barndom. 'Die Hard' er blevet genudsendt kriminelt mange gange, men det er ikke en skidt ting.

Selvom filmen ikke handler om en gavefabrik på Nordpolen, så har den faktisk et meget juleagtigt budskab i form af vores helt John McClane, der vil kravle igennem glasskår for at redde sin kone Holly, så de kan holde jul sammen. Aaawww.

Facebook
Twitter