Trine Dyrholm efter vildt år: Jeg har sagt nej til flere filmtilbud

2016 har været særligt for Trine Dyrholm. Hun vender i aften tilbage som Gro i tredje og sidste sæson af ’Arvingerne’.

(Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

Meryl Streep gav hende en af de største europæiske filmpriser, da hun fik sølvbjørnen i Berlin sidste vinter.

Hun har for første gang siddet i instruktørstolen, da to afsnit af ’Arvingerne III’, som får premiere i aften, blev optaget.

Og så er hun netop blevet færdig med optagelserne til filmen ’Nico, 1988’, hvor hun spiller hovedrollen som sangerinden Nico, der blev kendt i gruppen The Velvet Underground og var Andy Warhols muse.

Bliver genkendt på gaden

2016 var året, hvor Trine Dyrholm for alvor blev et navn i udlandet. Så meget, at folk er begyndt at stoppe hende på gaderne.

Det fortæller hun DR, da vi møder hende til et pressemøde i begyndelsen af december midt i kulisserne til ’Arvingerne’ - lige hjemvendt fra Rom, hvor nogle af de sidste optagelser af ’Nico, 1988’ er blevet lavet.

- ’Arvingerne’ har været stort i nogle lande, men ’Kollektivet’ har været rigtig stort, og det kan jeg godt mærke. I Rom blev jeg stoppet på gaden af folk, som spurgte, om det ikke var mig, der var med i ’Kollektivet’. Det blev jeg helt chokeret over, siger Trine Dyrholm.

Sølvbjørn har ført til flere tilbud

Det var rollen som Anna i Thomas Vinterbergs film ’Kollektivet’, der gav Trine Dyrholm Sølvbjørnen som den bedste kvindelige skuespiller, da Berlin holdt filmfestivalen sidste vinter. Formentlig har filmen også været en af årsagerne til, at hun fik rollen som Nico, da den italienske instruktør Susanna Nicchiarelli spurgte Trine Dyrholm, om hun ville spille 70'er-musen.

Siden premieren på ’Kollektivet’ og efter hun fik overrakt Sølvbjørnen af Meryl Streep i Berlin, er tilbuddene fra udlandet begyndt at komme.

For når man som skuespiller får sådan en af de helt store priser, betyder det også, at film med hende på rollelisten har større opmærksomhed fra dem, som investerer i film, forklarer hun.

- Jeg er blevet tilbudt ting, som jeg har sagt nej til, og jeg er også blevet tilbudt alle mulige fine ting, som ikke kunne lade sig gøre, fordi jeg har haft så travlt, siger Trine Dyrholm og peger både på ’Nico, 1988’ og ’Arvingerne’, der har fyldt meget i de seneste måneder.

Debut som instruktør

I forbindelsen med tredje og sidste sæson af ’Arvingerne’ har hun udover sin rolle som den frembrusende Gro også instrueret to af afsnittene i DR1-serien. Noget, hun aldrig har prøvet før.

- Det har været en kæmpe udfordring for mig at instruere. Det har været særligt med ’Arvingerne’, fordi det er noget, jeg føler mig tryg i, så derfor har det været godt at debutere her.

- At instruere er ikke noget, jeg sådan lige foreløbig vil gøre igen, men jeg kan godt forestille mig at gøre det senere, fortæller hun.

Lige efter optagelserne til ’Arvingerne’ var færdige tidligere på året, smuttede hun videre til Rom, hvor hun gik i gang med optagelserne til ’Nico, 1988’, som altså netop nu er blevet færdige. Derfor er det stadig ikke helt gået op for Trine Dyrholm, at det er sidste gang, hun har spillet Gro.

- Jeg har næsten ikke kunnet nå at sørge over, at det nu er slut. Det var selvfølgelig meget vemodigt på sidste optagedag, fordi jeg kommer til at savne alle. Men det bliver en god finale, og jeg synes, at Maya Ilsøe har lavet tre gode sæsoner, siger hun.