Trine Dyrholm kan slå rekord – igen: Her er de nominerede til Danmarks ældste filmpris

Skuespillerens præstation i 'Dronningen' kan udløse endnu en Bodil.

Trine Dyrholm modtog i 2017 sin sjette Bodil-pris for hovedrollen i Thomas Vinterbergs 'Kollektivet'. (© Scanpix)

29. februar bliver det afgjort, hvem der i år skal løbe med de fornemme Bodil-priser, og en af favoritterne er filmen 'Dronningen' med Trine Dyrholm i hovedrollen.

'Dronningen' er nomineret som 'Bedste danske film' og har to nomineringer i kategorien 'Bedste mandlige birolle', mens Trine Dyrholm er nomineret som 'Bedste kvindelige hovedrolle'.

Og det er langtfra første gang, at Trine Dyrholm er i spil til en Bodil. Det er skuespillerens 12. nominering, og hun kan derfor slå sin egen rekord.

I 2017 vandt hun sin sjette Bodil-pris for hovedrollen i Thomas Vinterbergs 'Kollektivet', og dermed er hun altså den mest vindende skuespiller af den over 70 år gamle filmpris.

Dengang sagde hun til Ritzau:

- Jeg synes, det er noget mærkeligt noget, at jeg har flest priser. Det går jeg ikke så meget op i.

Historisk tæt felt

Og det er ikke bare Trine Dyrholm, der kan udvide en allerede imponerende samling af priser. Jesper Christensen kan nemlig vinde sin femte Bodil for 'Før frosten'.

Blandt andre kendte nominerede er Anders Matthesen, der er nomineret for sin rolle i 'De frivillige' og Esben Smed for 'Ser du månen, Daniel'.

Det er Danske Filmkritikere, der står bag prisen, og foreningen skriver selv, at det er et historisk tæt felt, hvor hele syv film enten har modtaget tre eller fire nomineringer.

Selve hovedprisen for 'Bedste danske film' kan enten gå til Rasmus Kloster Bros 'Cutterhead', Frederikke Aspöcks 'De frivillige', May el-Toukhys 'Dronningen', Michael Noers 'Før frosten' og Frelle Petersens 'Onkel'.

Prisen uddeles lørdag 29. februar.

De nominerede

Bedste danske film:

  • 'Cutterhead' (instruktør Rasmus Kloster Bro)

  • 'De frivillige' (instruktør Frederikke Aspöck)

  • 'Dronningen' (instruktør May el-Toukhy)

  • 'Før frosten' (instruktør Michael Noer)

  • 'Onkel' (instruktør Frelle Petersen)

Bedste kvindelige hovedrolle:

  • Christine Sønderris ('Cutterhead')

  • Jette Søndergaard ('Onkel')

  • Lisa Carlehed ('Til vi falder')

  • Trine Dyrholm ('Dronningen')

  • Victoria Carmen Sonne ('Usynligt hjerte')

Bedste mandlige hovedrolle:

  • Esben Smed ('Ser du månen, Daniel')

  • Jacob Lohmann ('De frivillige')

  • Jesper Christensen ('Før frosten')

  • Mohammad Ismail Mohammed ('Danmarks sønner')

  • Zaki Youssef ('Danmarks sønner')

Bedste kvindelige birolle:

  • Asil Mohamad Habib ('Danmarks sønner')

  • Christiane Gjellerup Koch ('Ser du månen, Daniel')

  • Clara Rosager ('Før frosten')

  • Sofie Torp ('Ser du månen, Daniel')

  • Tuva Novotny ('Selvmordsturisten')

Bedste mandlige birolle:

  • Anders Matthesen ('De frivillige')

  • Gustav Lindh ('Dronningen')

  • Kresimir Mikic ('Cutterhead')

  • Magnus Krepper ('Dronningen')

  • Peter H. Tygesen ('Onkel')

Bedste ikke-amerikanske film:

  • 'Kapernaum' (instruktør Nadine Labaki)

  • 'Parasite' (instruktør Bong Joon-ho)

  • 'Smerte og ære' (instruktør Pedro Almodóvar)

  • 'Sorry We Missed You' (instruktør Ken Loach)

  • 'The Favourite' (instruktør Yorgos Lanthimos)

Bedste amerikanske film:

  • 'First Reformed' (instruktør Paul Schrader)

  • 'Joker' (instruktør Todd Philips)

  • 'Marriage Story' (instruktør Noah Baumbach)

  • 'Once Upon a Time in Hollywood' (instruktør Quentin Tarantino)

  • 'The Irishman' (instruktør Martin Scorsese)

Bedste dokumentarfilm:

  • 'Et ægte par' (instruktør Emil Langballe)

  • 'Forglem mig ej' (instruktør Sun Hee Engelstoft)

  • 'Håbets ø' (instruktør Sidse Torstholm Larsen & Sturla Pilskog)

  • 'Q's Barbershop' (instruktør Emil Langballe)

  • 'Western Arabs' (instruktør Omar Shargawi)

Arbejdernes Landsbank Talentprisen:

  • Jesper Fink, manuskriptforfatter ('Før frosten')

  • Louise McLaughlin, fotograf ('Harpiks')

  • Rasmus Kloster Bro, instruktør ('Cutterhead')

  • Sofie Torp, skuespiller ('Ser du månen, Daniel')

  • Ulaa Salim, instruktør ('Danmarks sønner')

Facebook
Twitter