Trine Dyrholm slog rekord under Bodil-show

'I blodet' fik prisen som årets bedste film, da filmkritikere og anmeldere uddelte priser til cremen inden for dansk film.

Trine Dyrholm ankommer til Bodilprisshowet i Konservatoriets Koncertsal i København. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Skuespilleren Trine Dyrholm fik Bodilprisen som bedste kvindelige hovedrolle, og dermed er hun den mest prisvindende skuespiller af den 70 år gamle filmpris.

Aftenens pris fik hun for hovedrollen i Thomas Vinterbergs film 'Kollektivet', som hun i øvrigt også modtog en Sølvbjørn for sidste år i Berlin og en Robert for tidligere i år.

Det er den femte Bodil, hun har fået for en hovedrolle. Desuden har hun tidligere modtaget en Bodil for bedste kvindelige birolle.

Debutanternes fest

De helt nye navne inden for dansk film fik dog også en masse priser.

Instruktøren Rasmus Heisterberg fik prisen for bedste film for sin spillefilmsdebut 'I blodet', der havde premiere i september sidste år.

Filmen handler om Simon, der er i gang med at læse medicin på universitetet. Sammen med sine venner udlever han den vilde ungdomssommer med drukture, fester og sex. Men ungdommens mindre fede omstændigheder som ulykkelig kærlighed, knas med venskaberne og det at acceptere det kommende, seriøse voksenliv sniger sig ind i hans liv.

Da 'I blodet' fik premiere roste DR’s filmanmelder Per Juul Carlsen netop Rasmus Heisterberg for hans debut som spillefilmsinstruktør og gav filmen fire stjerner.

Bodilprisen for bedste film var ikke den eneste pris, 'I blodet' fik. Skuespilleren Victoria Carmen Sonne fik prisen som bedste kvindelige birolle i filmen.

'Forældre' fik fire priser

Flest priser fik filmen ’Forældre’ dog. Hele fire Bodilpriser kunne den indkassere.

Filmen handler om et midaldrende par, som genfinder deres ungdom ved at købe gamle studielejlighed. Her begynder de mere og mere at leve, som de gjorde for 30 år siden.

Skuespilleren Christian Tafdrup, der med filmen debuterede som manuskriptforfatter, fik en Bodil for årets bedste manuskript.

Søren Malling fik prisen for bedste mandlige hovedrolle, scenograf Jette Lehmann fik Henning Bahs-prisen for det bedste produktionsdesign, og Maria von Hausswolff fik en Bodil som bedste fotograf i ’Forældre’.

Derudover fik de to debuterende dokumentarister Andreas Møl Dalsgaard og Obaidah Zytoon i fællesskab prisen for bedste dokumentarfilm for 'The War Show'.

Her er årets vindere af Bodilpriserne

  • Bedste film: 'I blodet' (Rasmus Heisterberg)

  • Bedste kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm (Kollektivet)

  • Bedste mandlige hovedrolle: Søren Malling (Forældre)

  • Bedste kvindelige birolle: Victoria Carmen Sonne (I blodet)

  • Bedste mandlige birolle: Lars Mikkelsen (Der kommer en dag)

  • Bedste ikke-amerikanske film: 'Min far Toni Erdmann' (Maren Ade)

  • Bedste amerikanske film: The Revenant (Alejandro González Iñárritu)

  • Bedste fotograf: Maria von Hausswolff (Forældre)

  • Bedste dokumentarfilm: 'The War Show' (Andreas Møl Dalsgaard og Obaidah Zytoon)

  • Bedste manuskript: Christian Tafdrup (Forældre)

  • Sær-Bodil: Filminstruktør og formand for Danske Filminstruktører Christina Rosendahl for sit filmpolitiske engagement, hvor hun i 2016 især har markeret sig som en begavet stemme i ligestillingsdebatten

  • Æres-Bodil 2017: Henning Jensen for den imponerende karriere med 88 roller i film og tv-serier

  • Henning Bahs-prisen: Scenograf Jette Lehmann (Forældre)

  • Streamingprisen: 'Flaskepost fra P'

Facebook
Twitter