To tv-nørder ser ’Matador’ for første gang: Vi er lidt bange for at falde i søvn

De er eksperter på tv-serier, men kender ikke meget til ’Matador’. Tag med værterne fra P3’s ’Den sorte boks’ til Korsbæk og få deres dom over den kendte serie.

De fleste af os kender dem. Familien Varnæs med bankdirektør Hans Christian og konen Maude, som neurotisk bliver nødt til at gå op og lægge sig, når verden går hende lidt imod.

Eller Mads Skjern. Den her fremmede mand, der slår sig ned i Korsbæk og vender det meste på hovedet i den fredelige provinsby.

Og så alligevel ikke.

For Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, som ellers igennem flere år har streamet stort set alt af tv-serier og film og hver uge kloger sig om det i P3’s ’Den sorte boks’, har aldrig set den legendariske danske tv-serie fra 1978 fra start til slut.

Derfor har DR Kultur bedt de to tv-serieeksperter om at anmelde seriens første afsnit, som i går blev vist på DR1.

- Jeg har høje forventninger, siger Frederik Dirks Gottlieb, inden ’Matador’-temaet runger ud af højttalerne.

- Jeg er lidt bange for at falde i søvn, men jeg er klar til at blive positivt overrasket. Der er jo en grund til, at jeg ikke har set serien endnu. Jeg synes, den er svær at gå i gang med. Den er gammel og samtidig en historisk serie, men jeg tror, det bliver rigtig godt, siger Frederik Dirks Gottlieb.

Frederik Dirks Gottlieb (t.v.) og Kasper Lundberg (t.h.) fra P3's 'Den sorte boks' har aldrig rigtig set Matador, selvom de anmelder tv-serier.

- Der er jo noget i tv-mediet, hvor man kan se, at tingene bare har ændret sig siden 70'erne og 80'erne. F.eks. som i julekalenderen ’Nissebanden’, hvor der bare kører én lang scene fra samme kameravinkel, lyder det fra Kasper Lundberg, der tror, at ’Matador’ har haft sin tid.

Flot, men lidt lang intro

De to er klar – endda med friskbrygget kaffe ved hånden, og første afsnit går i gang. Allerede den ikoniske klaver-kendingsmelodi får dem til at grine.

- Kurt Ravn, udbryder Frederik.

- Gud, det er jo sjovt. Det bliver sjovt at se alle de her kendte skuespillere som megaunge. Og introen er da flot, siger han.

- Men alt for lang, brummer Kasper.

Vi er nået over et minut ind i første afsnit. Ingen i serien har talt endnu. Bent Fabricius Bjerres tema spiller stadig.

Vi bliver præsenteret for Fede, Røde og de andre på restauranten ved jernbanen. Maude og resten af familien Varnæs samt Mads Skjern, den fremmede mand, som kommer til byen.

Jørgen Buckhøj spillede Mads Skjern (Foto: Rolf Konow © Dr)

- Han har et nice fjæs. Han kan bare stå og kigge uden at sige så meget, men alligevel er man interesseret i ham. Men det er også ham, der er hovedpersonen? spørger Frederik, da Mads Skjern for første gang går ind i Damernes Magasin.

- Klipningen og tempoet med kameraet er mere frisk og tempofyldt, end jeg havde regnet med. Det er ikke ’Nissebanden’ - og ikke sådan noget filmet teater, siger Kasper.

Fascinerede eller kedelig hverdagsstemning?

Men de første ti minutter har stadig ikke fået ham omvendt. Han mener, der har været vist alt for mange karakterer, uden at man zoomer ind på færre personer, så man ved ikke rigtig, hvem man egentlig skal holde øje med.

- Men det er jo stemning. En fascinerende, casual hverdagsstemning, siger Frederik.

- Kedelig hverdagsstemning. Jeg ville have startet direkte på, at den her mand (Mads Skjern, red.) kommer til byen, siger Kasper.

- Ham med det uhyggelige vampyrfjæs, som bare står og glor inde hos manufakturhandleren. Man ved, han vil skabe en konflikt. I stedet ser man forskellige karakterer i byen, som kender hinanden, men som ikke skaber noget dramatisk, svarer den stadig ikke så begejstrede Kasper.

Sindssygt godt skuespil

Hvad siger I til skuespillet?

- Stift, men godt. Man mærker, det er sindssygt gode skuespillere, svarer Kasper.

- Nogle gange, når man ser noget fra 70’erne, så tænker man tit: Hvilket årtusind stammer det her fra? Men sådan har jeg det ikke her. Der er faktisk nogle af scenerne, som er mere casual end i tv-serien ’Bedrag’, tilføjer Frederik.

Maude Varnæs blev spillet af skuespilleren Malene Schwartz (Foto: Rolf Konow © Dr)

Maude elsker de begge. Selvom de ikke har fulgt med i serien tidligere, kender de hende for den meget tydelige rolle. At hun er denne her klassiske, neurotiske overklassefrue, som Kasper kalder hende.

Småt halvvejs igennem første episode har Maude flere gange sukket over børnenes potentielle urenheder, børnebaciller samt tjenestepigerne, som i hendes øjne ikke har gnubbet længe nok på krystalglassene hjemme i spisestuen.

- Man forstår virkelig hurtigt, at hun er sygeligt optaget af renhed. Men det er ikke for meget, siger Frederik og udbryder, at Krumme-familiens lydirritable underbo jo er kokkepigen hos familien Varnæs.

Elin Reimer spillede køkkenpige i 'Matador' og underboen til familien i 'Krummerne' fra 90'erne. (Foto: Rolf Konow © Dr)

- Det er godt, at man gør karaktererne så tydeligt fra begyndelsen, når man skal lære så mange figurer at kende, siger Kasper og fortsætter.

- Der er lidt ’The Wire’ over den. Du møder alle lag i samfundet i Korsbæk. Men jeg mangler, at der sker noget, som er vigtigt for plottet, så man føler, der er noget mere på spil, siger han.

En meget iagttagende serie

Vi når så langt hen i afsnittet, at den tilrejsende Mads Skjern, som egentlig bare skulle sælge ’det sidste i færdigstrikkede trøjer’ til Damernes Magasin, overvejer at slå sig ned i byen.

- Nu begynder jeg også at savne at få at vide, hvorfor jeg ikke skal slukke eller se noget andet i stedet. Man skal kunne leve med, at det er en meget iagttagende serie. Det er en miljøskildring mere end noget andet, hvilket gør den lidt tung, siger Frederik efter godt 30 minutter i selskab med korsbækkerne.

- Men modsat er det ganske fint, at der er så mange kvinder med i serien. Serien er fra 70'erne, og der var det normalt, at mændene havde alle de store roller. Så den måde føles den rigtig fresh, siger Frederik.

Kasper trykker på skærmen for at se, hvor lang tid der er tilbage. 42 minutter er gået, så lige omkring to minutter tilbage.

- De 42 minutter føles lidt som halvanden time, siger han, da han læner sig tilbage i stolen.

Daniel og Mads Skjern i 'Matador'. (Foto: Rolf Konow © dr)

Tilbage i Korsbæk beder Mads Skjern sønnen Daniel om at rejse sig op fra trappen ved huset overfor familien Varnæs.

- Det er her, vi skal bo, siger Mads Skjern, og matadorhymnen sender rulleteksterne over skærmen.

Det er tid til den endelige dom.

Langsom, men godt håndværk

- Jeg var egentlig okay underholdt hele vejen. Men om jeg ville se næste episode? Nok ikke. Jeg savner en konflikt eller et højdepunkt i afsnittet, siger Frederik.

Var det så langsomt, som du havde regnet med, Kasper?

- Historiefortællingen, ja. Helt sikkert. Det var faktisk også værre, end jeg havde troet. Jeg er ikke helt overbevist om, hvorfor jeg skal blive ved med at se med, fordi konflikten var uklar og svær at få øje på.

Men er det ikke meget naturligt for første afsnit i en tv-serie. Vi skal vel lige i gang?

- Det synes jeg ikke. Det er det, første afsnit skal kunne. Og særligt et afsnit på 45 minutter, siger Frederik.

Igen af dem tror dog, at afsnittet er stærkt til at lokke de helt unge ind foran tv’et.

- Med mindre man er historisk interesseret og tålmodig – selvom det skuespillerne er gode, og man kan se, at det er godt håndværk, som Kasper tilføjer.

Kasper giver første afsnit to stjerner, mens det bliver til fire fra Frederik.

Du kan se gårsdagens afsnit af ’Matador’ på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter