'Twin Peaks' blev hyldet i 90'erne, men i dag får serien det svært

Tv-serien 'Twin Peaks' er tilbage efter 27 års pause. Da den kom frem, var den banebrydende, men i dag får serien svært ved at fange seerne, mener to seriekendere.

(Foto: ABC Photo Archives © American Broadcasting Companies)

- Noget af et mirakel og det mest uforglemmelige og originale, der nogensinde er lavet på amerikansk tv.

Sådan skrev Time Magazine om tv-serien ’Twin Peaks’, kort tid efter den havde haft havde premiere på amerikansk tv tilbage i 1990.

Seriens instruktør var amerikanske David Lynch. Allerede på det tidspunkt var han en anerkendt filmmager og var manden bag anmelderroste titler som ’Elefantmanden’ og ’Blue Velvet’.

Serien skulle være som en film

I 1990 var tv-serier ikke kvalitetskultur. Det var, når det var allerbedst, blot god underholdning.

Alligevel valgte David Lynch sammen med producenten Mark Frost at kaste sig over serie-universet, og han havde fra starten som mål, at serien skulle indeholde mange af de samme kvaliteter, som man så på film.

Fundet af Laura Palmers lig sætter gang i historien i 'Twin Peaks' (Foto: HBO Nordic)

Væk var ideen om, at der skulle ske noget sindsoprivende i hvert afsnit. I stedet skulle serien afvikles i et roligt tempo med plads til at tage karaktererne og deres fortællinger alvorligt.

David Lynch lykkedes over alt forventning med projektet, og ’Twin Peaks’ har siden skrevet sig ind i tv-historien som en af de mest banebrydende serier nogensinde.

Søndag den 21. maj er ’Twin Peaks’ så tilbage på skærmen, 27 år efter den satte nye standarder for tv-serier.

30 millioner amerikanere så med

På overfladen var ’Twin Peaks’ ellers et ordinært krimidrama, som så mange andre på det tidspunkt omkring 1990.

Serien tager sin begyndelse, da den unge FBI-agent Dale Cooper ankommer til den lille amerikanske by Twin Peaks for at opklare mordet på den 17-årige high school-elev Laura Palmer, hvis nøgne plastikindpakkede lig er skyllet op på flodbredden tæt ved byens lokale savværk.

Men mordgåden viser sig ret hurtigt at være en lille del af fortællingen i ’Twin Peaks’. Der går ikke mange afsnit, før bizarre fænomener og detaljerede personskildringer fylder godt op i seriens handlingsforløb, og kombinationen viste sig at være ren guf for både anmeldere og seere.

- 'Twin Peaks' vil forandre tv-historien, skrev Los Angeles Times efter premieren på seriens pilotafsnit, hvor 30 millioner amerikanere så med.

De to figurer Shelly og Norma, som spilles af Mädchen Amick og Peggy Lipton, er tilbage som daglige bestyrere af 'The Double R Diner' i den nye sæson af 'Twin Peaks' (Foto: HBO Nordic)

Selvom seerinteressen aldrig nåede disse højder igen, så fik serien hurtigt kultstatus, og de mange hardcore 'Twin Peaks'-fans diskuterede ivrigt seriens mystiske univers og det store spørgsmål: Hvem myrdede Laura Palmer?

En tv-åbenbaring

Også i Danmark fandt ’Twin Peaks’ hurtigt en dedikeret fanskare. En af dem var den erfarne tv-mand og serieekspert Keld Reinicke, der så ’Twin Peaks’ første gang i 1991 på teenageværelset i Espergærde i Nordsjælland.

- 'Twin Peaks’ var en regulær tv-åbenbaring, fortæller Keld Reinicke og uddyber:

- 'Twin Peaks' havde enormt fascinerende karakterfortællinger, og et soundtrack der hang perfekt sammen med stemningen i serien. Det hele var som at se en film, og det var første gang, en tv-serie forsøgte den slags. Det var ekstremt banebrydende.

Hård konkurrence om seernes gunst

Han tvivler dog på, at den nye sæson af ’Twin Peaks’ vil blive en så stor succes, som serien var tilbage i starten af 1990'erne.

'X-files' og 'Californication'-stjernen David Duchovny medvirkede i de første to sæsoner af 'Twin Peaks fra 1990-1991'. I den nye sæson er han tilbage som den transkønnede FBI-agent Denise Bryson. (Foto: HBO Nordic)

- Som en gammel fan af serien glæder jeg mig til at se den nye sæson, men jeg tror, den får meget svært ved at fange et nyt publikum, siger Keld Reinicke og uddyber:

- Der findes rigtig mange serier i dag, som holder et meget højt niveau både kunstnerisk og underholdningsmæssigt. I den sammenhæng tror jeg, den nye sæson af ’Twin Peaks’ får det svært, fordi folk simpelthen er vant til kvalitet, og at seriens tempo simpelthen er for langsom efter nutidens standarder.

Ekspert: Vildskaben i 'Twin Peaks' er forbilledlig

Også serie- og filmekspert Frederik Dirks Gottlieb mener, den nye sæson af ’Twin Peaks’ kan få det svært.

- Jeg tror, vi kommer til at se masser af dedikerede fans af serien, som vil være meget skeptiske, fordi det føler så meget for ’Twin Peaks’. Men jeg har meget stor tiltro til David Lynch og hans evner, og jeg tror også, den vil gøre sig godt publikumsmæssigt i starten, fordi folk vil se, hvordan serien ser ud så mange år efter, siger Frederik Dirks Gotlieb.

Han mener, at nutidens serier kunne lære meget af ’Twin Peaks’.

- David Lynch leger jo med genrerne og blander både krimi, drama og horror, så serien bliver helt uforudsigelig. Jeg kan godt savne noget af den vildskab i serielandskabet i dag. Det er jo begrænset, hvor meget nyt man kan tilbyde i eksempelvis femte sæson af ’House of Cards’, siger Frederik Dirks Gottlieb.

Arven fra serien kan ses i Danmark

Til gengæld kan arven fra ’Twin Peaks’ ses i flere klassiske danske dramaserier, fortæller han.

Den dansk/svenske dramaserie 'Broen' (billedet) havde næppe set ud, som den gør i dag, havde det ikke været for 'Twin Peaks'. (Foto: Fotograf Carolina Romare)

- Jeg er ret sikker på, at Lars von Trier har haft ’Twin Peaks’ i tankerne, da han skrev manuskriptet til ’Riget’, siger Frederik Dirks Gotlieb, der også mener, at Lynchs serie kan spores i mere nutidige tv-dramaer.

- Hele bølgen af nordic noir-serier er på mange måder inspireret af ’Twin Peaks’. Havde det ikke været for den serie, havde ’Forbrydelsen’ og ’Broen’ næppe eksisteret i den form, som vi kender i dag, siger han.

Tredje sæson af 'Twin Peaks' kan ses på HBO Nordic fra mandag. Sæson 1 og 2 af serien, som blev sendt fra 1990-1991, kan også ses på streamingtjenesten.

FacebookTwitter