Udfordrer fordomme om islam: Ny sæson af anmelderrost serie overgår sig selv

Anden sæson af 'Ramy' - der har fornemt stjernebesøg - er endnu bedre end den første.

Den amerikansk-egyptiske Ramy Youssef, der spiller hovedrollen i 'Ramy', har også stået bag serien. I sæson to får han blandt andet besøg af den prominente, amerikanske skuespiller Mahershala Ali. (© Hulu)

'Ramy' er sådan en smuk serie.

Den er på én og samme tid fuldstændig unik og totalt letfordøjelig. Den er unik, fordi den handler om muslimsk identitet og er fyldt med perspektiver, der virker ekstremt relevante i Danmark, hvor det muslimske mindretal er ret stort.

Samtidig skriver den sig lydefrit ind i traditionen for serier om vennegrupper af unge voksne i storbyen.

'Sex and the City' på Manhattan, 'Girls' i Brooklyn, 'Looking' i San Fransisco, 'Insecure' i Los Angeles, 'Atlanta' i Atlanta, '29' i København og 'Ramy' I New Jersey.

Sidste år tog den 29-årige komiker Ramy Youssef hele verden med storm, da hans fantastiske standup-show 'Feelings' og første sæson af 'Ramy' kom frem nogenlunde samtidig.

Vi talte for nyligt med Youssef, da han var i gang med optagelserne til sæson to af 'Ramy', der lige har fået premiere.

Der fortalte han, at han var stolt af at få Oscar-vinderen Mahershala Ali til at spille med i den nye sæson. Han gav også nogle perspektiver på, hvorfor det er en mindre revolution, at han har fået mulighed for at lave en serie som 'Ramy'.

- Da jeg voksede op, havde jeg kun Aladdin, der lignede mig på skærmen. Og han er ikke engang et rigtigt menneske. Så det er vildt vigtigt for mig at vise nogen, der taler arabisk om alt muligt almindeligt. For da jeg voksede op, hørte man kun arabisk i fjernsynet, hvis der kom en

eksplosion
lige bagefter, sagde han til os.

Her er tre grunde til, at anden sæson af 'Ramy' gør det umulige: At være endnu bedre end første sæson.

1

Onani er mere end en tom kliché

Den 29-årige Ramy Youssef er lidt af et multitalent for at sige det mildt. Han er både skuespiller, komiker og manuskriptforfatter og har blandt andet vundet en Golden Globe for sit skuespil. (© Hulu)

Det hele starter med onani. Efter begivenhederne i første sæson, hvor Ramy tog til Egypten og bare blev endnu mere forvirret omkring sig selv, er han fanget i en sløv stilstand, hvor han onanerer konstant.

Hans venner kommer ind på hans værelse og afbryder ham af ren og skær bekymring.

De har fået nok af hans indelukkethed.

- Du virker altså ikke spirituelt forbundet, Ramy. Beder du fem gange om dagen?

- Han onanerer fem gange om dagen. Der lugter af sæd herinde, bemærker den anden tørt.

Den konstant onanerende unge mand er en gammelkendt filmkliché. Men i 'Ramy' er det ikke bare et tegn på, at han er fyldt med hormoner, han ikke kan få afløb for. Det bliver et tegn på en større, eksistentiel længsel.

Han sætter selv ord på det, når han på et tidspunkt i serien taler med en imam i en tåkrummende ærlig scene.

- Hver gang jeg er lige ved at indse noget om mig selv, så afleder jeg mig selv med et forhold. Men ikke kun sex. Det er også porno, fortæller han.

Imamen
har ikke lyst til at høre på det og opfordrer ham i stedet til at søge hjælp i islams
ritualer
.

- Læs de tre sidste suraer i

Koranen
hver nat. Masser af wudu (en slags rituel
afvaskning
før bøn), prøv at faste. Vær mere som profeten, befaler han.

- Men profeten havde jo ikke porno, siger Ramy forvirret.

Onani og et ukritisk pornoforbrug bliver et tema i hele sæsonen. Tonen er ikke fordømmende, det er snarere en

opfordring
til at kigge nysgerrigt på, hvad sex, porno og onani betyder for en. Det kan jo være, at der gemmer sig en spirituel længsel inde bag.

2

Mahershala Ali som sufi-sheik

Den amerikanske skuespiller Mahershala Ali har fået stor lovprisning de seneste år. Han har blandt andet vundet to Oscar-statuetter, en Golden Globe, og så er han blevet kåret som en af Time's 100 mest indflydelsesrige personer i verden. (© Hulu)

Da vi interviewede Ramy Youssef til dr.dk sidste år, og vi spurgte ham, hvad vi skulle glæde os til i anden sæson, svarede han prompte og stolt: Mahershala Ali.

Kæmpestjernen, der har vundet Oscar-statuetter for sine roller i både 'Moonlight' og 'Green Book', spiller en sufi-sheikh. En slags spirituel lærer inden for en særlig gren af islam.

Ramys hvide, konverterede ven, der er besat af at snige arabiske ord ind i sit sprog, introducerer ham til Sheik Ali Malik.

- Jeg skifter moské. Jeg viber ikke med den her længere. Jeg skifter til det nye sufi-center. Har du nogensinde hængt ud med sufier? De er mad chill. Det ville være lige noget for dig. Maktub bro! Der er faktisk hadra i aften i sufi-centeret. Du skal møde Sheik Ali Malik. Han er radical. Altså sejt radical, ikke sådan…

Radikaliseret
radical, siger vennen.

Mahershala Ali er selv praktiserende muslim og bliver i 'Ramy' symbolet på, at det er muligt at leve et liv uden at være egoistisk og uden at dømme andre.

Og manner, hvor det virker. Han bliver indgangsvinklen på et nyt syn på islam – både for Ramy og seeren.

Ramy lægger alle kortene fra sæson et på bordet, nærmest inden Sheikh Ali Malik når at sige noget. Han kigger bare roligt på ham uden at dømme ham.

- Jeg begyndte at se porno for at være en god muslim. Jeg ville ikke have sex før ægteskabet, så jeg troede, at jeg kunne fylde hullet med milfs. Men det fik mig bare til at gøre vildere ting. Jeg havde sex med en gift kvinde under ramadanen. Sig lige noget!? Jeg tog også til Egypten og knaldede min kusine. Er det det, du vil vide?

Sheiken

omtaler
religionen som en appelsin. Den har både en skal og en inderside. Hvis man kun kender reglerne, ydersiden, så kan man tro, at frugten kun er hård og bitter. Men indersiden er blød og sød, fortæller han. Loven beskytter kødet og spiritualiteten.

Hele sæsonen igennem udfordrer han tabuer og fordomme om islam som en hård religion.

Han siger blandt andet, at alt er halal. Både alkohol og hunde. Det er ikke tingene, der er noget galt med. Det er vores omgang med tingene, der kan være haram.

3

Et utal af overraskende perspektiver på islam

'Ramy' har fået en rimelig varm modtagelse. Blandt andet på filmsiden IMDB, hvor den scorer otte ud af ti stjerner. (© Hulu)

Med sufi-centret, Sheik Ali og Ramys spirituelle rejse som omdrejningspunkt bliver vi præsenteret for dybt fascinerende,

eksotiske
og af og til absurde, islamiske fænomener.

Fra undergrunds koran-oplæsere på Soundcloud til stenrige donorer fra Emiraterne, der har private

vagtværn
, papegøjer, der siger "Salaam Aleikum", og personale, der er hyret til at bede for dem.

- Han er bønnens Lebron James, siger en af

rigmændene
om sin undersåt.

I første sæson handlede historien mere om tvivlen og et kærligt, kritisk blik på islam. Nu handler den om at tegne et overraskende billede af, hvad for en slags islam, der kunne passe til en woke storby-millenial, der ikke kan gå på

kompromis
med
ligestilling
, men som ønsker et mere autentisk og spirituelt liv.

Og det er selvfølgelig ikke nemt, for så ville det ikke være sjovt. Og det er vildt sjovt.

Han støder på problemer overalt, da han prøver at leve et mere sandt og åndeligt liv.

Hans far bliver skuffet over, at Ramy ikke vil se 'Løvens hule' med ham. Hans mor bliver pinligt berørt over spørgsmål om kyllingens halal-status. Hans venner er dybt chokerede over, at han pludselig spørger dem, hvordan det går med dem.

Ramy lærer på den hårde måde, at gode gerninger ikke er så lette, når egoet hele tiden kommer i vejen. Da han hjælper en ung, hvid, PTSD-ramt veteran, føler staklen sig så frelst af islam, at han angriber en anti-islam demonstrant og får Ramy i kæmpe problemer.

Tænk, at der findes en komedieserie om at bevæge sig gennem egoet. Og som giver et radikalt andet blik på islam. Altså sejt og sjovt radikalt. Ikke sådan…

Radikaliseret
radikalt – som Ramys hvide ven ville sige.

'Ramy' sæson 2 kan ses på C More.

Facebook
Twitter